Otte Dages Skilsmisse.

Valeria erindrede sig nu et Par milde brune Øjne, hvis Blik hun adskillige Gange havde mødt i disse paa Begivenheder saa rige Dage. Men hun havde næppe lagt Mærke til hvem de tilhørte. Nu saa hun et ungt, sjælfuldt Ansigt tæt ved sig.

„Sig mig Deres Navn, mit søde Barn, og tilgiv mig, at jeg ikke mindes det”, sagde hun.

Valeria syntes med et at være bleven saa gammel.

”Jeg hedder Marie Vandhausen. Vil De tænke paa mig en Gang imellem?”

„Det vil jeg. Men De ser saa bedrøvet ud”, sagde Valeria. „De er saa ung og har hele Fremtiden for Dem”.

„Hvis jeg blot kunde ligne Dem, vilde jeg ikke være saa bedrøvet”, sagde den unge Pige rødmende.

Valeria omfavnede hende. Den gjorde hende saa godt, denne uventede Venlighed. De brune Øjne stode fulde af Taarer.

Valeria strøg det rige lyse Haar bort og kyssede hende ømt paa Panden.

„Saa indvier jeg Dem da herved til Lykken”, sagde hun.

„Aa, Fru Brügge - tilgiv mig - tænk venligt paa mig”, raabte den unge Pige heftigt. Nu lød Afgangssignalet. Hun hoppede i Land. Landgangen blev trukken ind, Maskinen arbejdede, Lommetørklæder viftede, og snart saas Københavns Rhed kun som en lang Stribe i det Fjerne.

Imidlertid havde Grosserer Brügge i sin Ensomhed levet et muntert Ungkarleliv. Alle hans Ungkarlevenner havde gjort deres Bedste for, at han ikke skulde finde Ensomheden trykkende; Følgen blev, at han ikke al Tid kom til sit Kontor paa bestemt Klokkeslet.

Om Tirsdagen blev han dog vækket Kl. 8, mindst fire Timer for tidlig, af et Telegram, som han ærgerlig og søvnig aabnede.

„Jeg længes hjemefter. Kommer Tirsdag Middag. Mød ved Stationen.

Valeria.”

„Tirsdag - i Dag. Saa snart!” Det var lige paa Nippet, at han var sovet ind igen, men heldigvis for han op ved at høre sig selv snorke, tog sin Fornuft fangen og stod gnaven op. En Kande frisk Vand gjorde ham godt og en Drosketur til Haga-Parken kølede hans Øjne. Han stod paa Stationen til den bestemte Tid, saa respektabel og saa godmodig som en Hustru vel kunde ønske sig. Om Aftenen sad de sammen i Kabinetssofaen.

„Henrik”, sagde Valeria sagte, „jeg vil aldrig mere rejse bort alene. Jeg har i disse Dage været udsat for en stor Fare, og jeg er saa glad over atter at være her. I Hjemmet er dog tryggest.” Hun lagde Hovedet mod hans Bryst.

„En stor Fare”, sagde han og undertrykte en Gaben, som fik hans Næseboer til at skælve og fyldte hans Øjne med Taarer. „Hvad mener Du, min lille Pige?”

„Aa, det er nu forbi”, sagde Valeria med et Suk, „og det er ikke værd at tale derom. Du skal være mit Værn og min Tilflugt, vil Du ikke nok det?”

„Jo, vist vil jeg det”. Paany skælvede Næseboerne. Maaské savnede Valeria i hans Stemmes Tone noget, hun havde ventet. Hun skiftede Samtaleæmne.

„Og Du”, sagde hun, „hvad har Du taget Dig til, medens jeg var borte?”

„Jeg”, sagde han, „hvad skulde jeg vel have taget mig til?”

„Nej, det er sandt”, sagde hun med et mat Smil, „der sker intet, naar man saadan gaar herhjemme”.

Der var om Morgenen kommet et Brev fra København.

„Naa, det var da morsomt”, sagde Grossereren, da han brød det, „ham har jeg ikke hørt et eneste Ord fra i to Aar. Det er fra Gedde. Aha - Kort, Forlovelseskort! Saa har han da endelig truffet sit Valg. Marie Vandhausen - saa Du hende, Valeria?”

„Ja, jeg saa hende dernede”, sagde Valeria svagt.

Der er et Brev til mig, og se her staar nogle Ord paa dit Kort

Valeria tog det.

Under begge Navnene stod dermed ganske fin Skrift de Ord: „Jeg har al Tid elsket ham”.

Han er eksentrisk som al Tid”, sagde Grossereren, medens han læste Brevet, hør bare hvad han skriver: „En stærk Lidenskab, der sønderrives i sin Fødsel er at ligne ved en Dæmning, der sprænges. De oprørte Bølger styrter frem uden Hindring, men efter den kommer det klare, rolige Vand, som velsigner hele Omegnen. Havde ikke Dæmningen bristet, saa havde heller ingen Velsignelse bredet sig over Egnen”. Og saa kommer her noget til Dig: „Bring din Frue min dybeste og ærbødigste Hilsen”. „Ja, det var næsten det hele”.

Han lagde langsomt Brevet sammen.

„Hvad tænker Du dog paa, Valeria?” sagde han, „Du ser saa besynderlig ud”

„Jeg tænker paa”, sagde hun med en Stemme, som var det hende en Nydelse at udtale noget, der længe havde siddet som indeklemt i en snever Kløft. „Jeg tænker paa, om en Kvinde med en stærk Kærlighed er paa Jorden som en Fugl uden Rede.”

„Hvor kan Du sige saadant noget. Du er jo gift ”

Hun trak Vejret dybt. Det var som om Fuglen var fløjet ud i det fri og jublede over at være sluppen løs. Hun saa paa ham. Han saa saa god ud. Langt mere sjælfuld end før, da de lærte hinanden at kende. Livet havde opdraget ham, og tilsammen havde de gennemkæmpet en For retningskrisis, Sorger og Bekymringer havde bragt for Dagen det ægte Guld, der fandtes i hans Karakter, og hun vidste, at han vurderede hende meget højt.

„Ja, jeg er gift, Henrik, og Du aner ikke, hvor taknemlig jeg er over, at jeg ikke et eneste Øjeblik har glemt det.”

Hun løftede op paa sit Skød den lille Pige, der sad paa Gulvet omgivet af Legetøj.

„Ser Du hendes Øjne, Henrik? De er saa rene og klare, som en Engels Øjne. Siri - se paa mig, dybt, dybt ind i Sjælen! Jeg er din Moder.”