« Tilbage til søgeresultaterne

Kogeskole.

« Se emneord

I Hausfrauenvereins Kogeskole i Berlin afholdtes i Slutningen af Marts Maaned en praktisk theoretisk Prøve af de tyve unge Piger, som havde deltaget i et tre Maaneders Kursus dér. For Slægtninge og Venner af Foreningen viste de deres Færdigheder. Fru Morgenstern, Foreningens Formand, ledede Prøven. I sit indledende Foredrag omtalte hun, hvorledes det paa Kogekunstens Omraade især gælder om at anvende alle de Substanser, som tjener til at vedligeholde Familiens Sundhed og forebygge Sygdomme. I de sidste 30 Aar har man lagt særlig Vægt paa Ernæringsvidenskaben. I de Lærdes Laboratorier bliver der gjort Undersøgelser, og Love fastsættes for sund Ernæring. Det er Hustruens Opgave at anvende de saaledes gjorte Erfaringer til Gavn for Familien i Hjemmet. Det har derfor været Opgaven i den korte Tid af tre Maaneder, som de unge har opholdt sig i Køkkenet, praktisk at lære dem Grundtrækkene og Motiverne til, hvad der er nødvendigt baade til Husmandskost og til Sygekost, saa vel som hvad Luksuskøkkenet fordrer. I Husholdningslæren maatte Eleverne selv gøre alle Beregninger med alle Slags Indkøb, de lærte Bogføring o. s. v. Ved Læren om Ernæringen var de bleven undervist i Fordøjelsen, Stofskiftet, Legemets Bygning og Organisation, Sundhedspleje og Ernæring. Derefter blev Eleverne prøvede af Køkkenmesteren i Tilberedelsen af de mange forskellige Retter og Kager, som var opstillet paa Borde i Salen. Til Slut eksaminerede Foreningens Formand de unge Piger, der maatte forklare Hensigten med at spise og drikke, om Fordøjelsen, om Næringsstoffernes Indsugning og deres Overgang til Blodet, som bringer dem til alle Organerne, der daglig derved faar det erstattet og vedligeholdt, som Legemet mister ved Brugen af sine Kræfter - ved at leve.


Efter denne Prøve spiste det tilstedeværende Publikum af de forskellige velsmagende Retter, og beviste derved, at det ikke var Skueretter alene.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner