Skolen og Livet.
I en Tid, hvor Skolereformer staar paa Dagsorden, vil det være klogt at se lidt inden for i Skolen; ti er der noget af det fra Fædrene overleverede, som trænger til Udluftning, da kommer denne Institution sikkert i første Række. Før Mennesket bliver sig selv bevidst, har Skolen nemlig givet det en Form, som det sent eller aldrig forandrer, og i Følge Skolens Natur, har den en stærk Tilbøjelighed til at støbe Menneskene i en svunden Tids Former. Men da Livet i det sidste Par Menneskealdre har udviklet sig forholdsvis hurtigt, træder Skolens forældede Tilstand grellere frem nu end nogen Sinde tidligere. - Det er dog ikke min Hensigt at give en udførlig Kritik af den nuværende Skole, dels fordi det er gjort saa ofte i Forvejen, og dels fordi jeg da let vilde komme til at krænke en Stand, som jeg sætter højt, og, som jeg tror, sætter sine Kræfter ind paa at levere det bedst mulige Arbejde i Skolens Tjeneste.
Jeg vil kun fremsætte en eneste Anke mod Skolen, skønt ogsaa den er fremført før: Der opereres for meget med Ordene og for lidt med Tingene. Dertil kan i Virkeligheden alle Skolens Mangler føres tilbage. Her skal jeg kun berøre tre af de væsenligste :
1. Skolens første og vigtigste Fordring til Eleverne er og maa være, at de skulle sidde stille, og Humøret maa nedstemmes indtil de opfylder denne Fordring. Men den stilles til Væsener, hvis Natur er idel Bevægelse, og Følgerne udebliver ikke; ti hvor de ikke viser sig i Lyst til Spillopper og anden uheldig Beskæftigelse, der bliver Udslaget aandelig Søvn i lavere eller højere Grad. Efter det Kendskab, jeg har til Børn i Alderen mellem Fødselen og det 15de Aar, saa ligger Uartighed ikke eller kun i ringe Grad i Barnenaturen, og mange stygge Egenskabers Opkomst, kan derfor kun forklares som Naturens Reaktion mod eller Svar paa virkelige eller formentlige Krænkelser af dens Ret. Ganske vist kan en stor Del af Børnenes Forseelser hidrøre fra Uvidenhed og mangelfuld Erfaring; men et Barn behøver ikke at blive ret gammelt, før det kan bringes til at indse, at det er dumt at være uartig; ti artige Børn blive begunstigede baade hjemme og ude, medens de uartige faa haarde Ord og Knubs ved enhver Lejlighed.
2. Skolen bliver kedelig; ti Børnene har i Begyndelsen kun Interesse for Tingene og senere for Billeder deraf, medens Ordene først faar Betydning for dem, naar de er fortrolige med Tingene selv. Dernæst giver Ordene ikke tilstrækkelig Variation, og den ensformige Gentagelse virker trættende, idet Barnesindet kræver hurtig Omveksling af Forestillingerne.
3. Skolen bliver overfladisk, idet den bygger paa Hukommelsens bevarende Evne fremfor paa Tankens genfrembringende Evne.
Hvor findes da Midlerne til at afhjælpe disse Mangler? Fra Midten af forrige Aarhundrede har vi gentaget med Rousseau, at det ikke saa meget kommer an paa at lære Børn Videnskaberne, som at lære dem at elske dem; og med Grundtvig har vi gentaget den samme Tanke paa Vers: „Endnu har ingen levet, som klog paa det er blevet, han først ej havde kær”. Men til Trods for vor gode Villie er vi endnu ikke naaede videre i Praksis, end at vi snarere lærer Børn at hade Videnskaberne.
Hvor stor Rousseaus Betydning end har været, har den endnu ikke afsat noget direkte Spor i Skolen; dette er derimod Tilfældet med Grundtvig. Men for det første kan Grundtvigs pædagogiske Tanker kun gennemføres af Mænd, som tillige dele hans ejendommelige Livssyn, og for det andet er hans vigtigste Midler, Historieundervisning med Sagn og Sang; men paa Skolens Spiseseddel spille disse Fag dog nærmest Dessertens Rolle, medens de øvrige ligesaa udviklende og mere nærende Fag staar nogenlunde uberørte af den grundtvigske Bevægelse; og i det store og hele tør man vel nok sige, at den egenlige Børneskole er efter Grundtvig, som den var før ham. Dermed er ikke sagt, at der ingen Fremskridt er sket. Den stigende Kulturudvikling har medført større Humanitet i Behandlingen af Børnene, store Forbedringer i Lokaler, Materiel og Undervisningsmidler i det hele.
Først med Sløjden er Betingelserne komne til Stede for at Livet kan gennemtrænge Skolen, m. a. O. for at Skolen kan blive pædagogisk, d. v. s. at Kundskaberne kunne gives en saadan Form, at de med Velbehag modtages af de paagældende Elever. Sløjden bringer af nyt tre Ting: sig selv som Fag i Skolen, en ny Undervisningsmetode og et nyt Syn paa hele Undervisningen.
1. Sløjden som Fag kan ikke gøre Underværker, men den bringer et Lærestof, hvorved man i en tidlig Alder kan faa alle Børn i Tale, og dernæst har den i sig en Mulighed for at danne en anskuelig konkret Grundvold for en hel Del mere abstrakte Fag. Træsløjd, som her til Lands er bedst kendt, er sikkert den heldigste Sløjdart, som kan anvendes i Skolen, men for de yngste 3 à 4 Klasser er den uden væsenlig Betydning, baade i praktisk og pædagogisk Henseende, fordi de Opgaver, denne Sløjdart har at byde, ligger langt over disse Aldres legemlige og aandelige Kræfter. Men Sløjd betyder, som bekendt, Haandgerning som Opdragelsesmiddel, og hvilket Materiale, der skal anvendes, bliver altsaa et Spørgsmaal af anden Rang, som kan afgøres med særlig Hensyn til Elevernes Alder. Her viser det sig da, at Ler og Papir kunne tilfredsstille alle rimelige Fordringer, saavel fra Børnenes som fra de Voksnes Side.
2. En ny Undervisningsmetode vil Sløjden føre os ind paa. Skolen har hidindtil benyttet sig af umiddelbar eller direkte Efterligning, saaledes at Kundskaberne og Færdighederne overgaa i Elevens Eje uden videre Tankearbejde fra dennes Side. Sløjden kan ganske vist ogsaa tages paa den Maade og maa selvfølgelig begynde saaledes; men snart vil Gangen i Undervisningen dog blive, at man først gennem Maal og bestemte Regler, gennem Tegning og Tænkning, naar til den færdige Genstand; d. v. s. Undervisningen bliver middelbar eller indirekte, og denne Metode i formel Undervisning overført paa de andre Fag vil med Sikkerhed forhøje deres opdragende Betydning. Den samme Tanke er allerede i Færd med at trænge sig frem i Undervisningens Indhold, f. Ex. ved Sprogundervisningen, og naar den gennemføres i større Udstrækning, vil det ad Omveje være muligt at gøre selv det mest tørre Undervisningsstof tiltrækkende for Barnet.
3. Et nyt Syn paa Undervisningen følger med den Motivering, hvormed Sløjden er optaget som Skolefag: Børnene skulle ikke lære Sløjd, fordi de skulle opdrages til Haandværkere, men for at deres legemlige og aandelige Udvikling derigennem kan forhøjes. Den samme Motivering anvendes for at beholde de gamle Sprog som Skolefag: de skulle tjene til at forhøje Elevernes Dannelsesgrad. Med samme Ret kan, og med samme Nødvendighed skal denne Begrundelse overføres paa alle Skolens Fag: Børnene skulle ikke lære at regne, fordi de skulle være Regnskabsførere eller Regnelærere, men for at deres Værdi som Samfundsmedlemmer derved bliver større. Skrivning er ikke Skolefag, fordi alle skulle være Kaligrafer eller Skrivere, men fordi de skulle kunne fremsætte deres Tanker paa Papiret. Læsning er ikke Skolefag, fordi Børnene skulle gøres til Skuespillere eller Oplæsere, og heller ikke, fordi de skulle kunne oplæse den halve Salmebog uden ad, men for at de gennem Læsning kunne blive delagtige i saa stor en Del af Slægtens aandelige Fælleseje, som de har Brug for. Saaledes kunne vi gaa alle Fagene igennem og komme til lignende Svar, idet de alle maa betragtes og behandles som Opdragelsesmidler.
Skolen vil hermed skifte Karakter for Barnet. Fra en Tvangsanstalt, hvor alt læres, fordi det skal læres, fordi de Voksne paastaa, at det er nyttigt i Fremtiden, vil Skolen overgaa til at blive et andet og for mange bedre Hjem, som tilfredsstiller deres Lærelyst og Virksomhedstrang, og hvor alt læres, fordi Barnet vil lære det, medens alt det holdes borte, som de Voksne anser for skadeligt i Nutid eller Fremtid. Hermed er i korte Træk Programmet givet for Fremtidens Skole.
