« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindelige Malermestre

« Se emneord

»Ja, her ser De hele Herligheden, vi er jo begyndt meget forsigtigt,« siger Maler­mester Karen Hansen, og vi træder ind i det Kælderrum i Peder Skramsgade, Kbhv., hvor Nordens, rimeligvis Europas første kvindelige Malermestre har Værksted.

»Det er min Kompagnon Asta Arnadottir.« I Mørket skimter vi en kittelklædt Skikkelse, der er travlt beskæftiget med at undersøge nogle Hylder og Skabe, der in­deholder et Utal af Pensler, Malerpotter, Fernisdunke .o. s. v.

»Jeg er lige kommet hertil fra mit Hjem paa Island,« forklarer Malermester Arnadottir. »I de 3 Uger, jeg har været borte, er alt dette indrettet, saa De kan forstaa, jeg længes efter at gøre mig bekendt med Lokaliteterne; lad derfor Karen for­tælle først.«

Vi sidder lidt efter paa en omvendt Tønde. Foran os Malermester Hansen, der har taget Plads paa et af de nederste Trin af en Stige.

»Da jeg som 22 aarig gik i Lære hos Malermester Kjær i min Fødeby Nykøbing F. var det med det faste Forsæt, at »dette« skulde føres igennem. Jeg vilde være Svend og senere Mester. Der var dem, der smilte, men det ansporede mig blot. Svend blev jeg, og Mester er jeg.«

»De har vel døjet en Del, inden De naaede saa langt.«

»Ja, mere end De vist tænker Dem. Men lad mig dog straks tilføje, at jeg paa ingen Maade fortryder, at jeg er blevet Haandværker. Lyst til og Glæde ved Ar­bejdet har været det, der har holdt mig oppe, naar det kneb.

Jeg synes, vi her i Danmark har saa let ved de store Ord »Kvindevalgret«, »fuld Ligeberettigelse« o. s. v., men i det virke­lige Liv handler man ikke altid efter Pro­grammet.

Saa snart jeg blev Svend, blev jeg na­turligvis Medlem af Fagforeningen. Mit Arbejde var der ingen, der havde noget at udsætte paa, men det kneb alligevel for mig at faa noget at bestille. Saa gik jeg paa Langfart og kom til Tyskland, og jeg tjente her saa meget som Svend, at jeg se­nere kunde fuldende min Uddannelse paa den berømte »Buxtehude« Malerskole ved Hamborg. Her traf jeg den islandske Svend, Arnadottir, der ligesom jeg havde kæmpet sig frem. Den Gang tænkte vist ingen af os paa at nedsætte os. Det var først, da jeg i Vinter kom hjem igen (jeg længtes alligevel efter Danmark) og var saa heldig at faa en Andel af det Legat, der uddeles af Dansk Kvindesamfund,*) at jeg skrev til min Kammerat og spurgte, om hun vilde være med.«

*) Det Andræske Mindelegat.

»Hvornaar nedsatte De Dem?«

»Den 1. Juni blev vort Firma anmeldt, og det gaar rigtig godt. Vi har istandsat flere Villaer paa Strandvejen, vi har alle­rede maattet antage en Lærling - en ung Pige - og hvis Bestillingerne vedbliver at indgaa saa rigeligt som Tilfældet har været i de sidste Uger, maa vi tænke paa at faa en Svend paa Værkstedet. Her kommer næsten daglig Svende og tilbyder sig.«

»De Mestre, hos hvem De havde Ar­bejde, hvorledes behandlede de Dem «

»Udmærket. De gav mig jo Arbejdet med lidt Hovedrysten, og i Begyndelsen passede de ligesom lidt paa mig, men flinke og anerkendende var de naar de saa, at jeg var Arbejdet voksen. Jeg gik jo heller ikke af Vejen for noget. Det indvendige Ar­bejde, og det vi kalder Vognarbejde (jeg har lakeret mange Automobiler i Tysk­land) gik jo sagtens, værre var det, naar jeg blev udkommanderet til en Arbejds­plads, hvor jeg var alene Kvinde mellem henved 200 Mænd. Gadedrengene hujede og peb i Fingrene, hver Gang de fik Øje paa mig paa Stilladset, og selv voksne Men­nesker undsaa sig ikke for at komme med Bemærkninger. Vandet kom mig tit i Øj­nene. Naa, efterhaanden gik det rigtig godt, jeg kom jo over det alt sammen og staar nu ved Maalet. Men Energi skal der til, det kan jeg forsikre Dem om.«

»Ja,« gentager Malermester Arnadottir, der imedens har endt sit Undersøgelsestogt, »det er jo deri hele Sagen ligger, selve Arbejdet er der ikke det mindste i Vejen for, at Kvinder kan udføre, og for dem, der kommer efter, bliver Adgangen til Ar­bejde jo sikkert ogsaa lettere og lettere. Jeg har staaet i Lære hos Hofmalerne Hansen & Nielsen her i Byen og har naturligvis gennemgaaet det samme som min Kammerat, lidt de samme Skuf­felser, men ogsaa følt den samme Glæ­de over Arbejdet. Egentlig vilde jeg have nedsat mig paa Island, men det er daarlige Tider der oppe. Nu tager jeg fat her og med godt Mod,« siger den unge Maler­mester og stikker Hænderne i Kittellommerne.

Midt paa Kittelen er der en hæderlig Lap, og den ser i det hele taget ud til at have tjent længe.

»Ja, den er Veteran,« fortæller Ejeren, »jeg fik den, da jeg skulde i Lære, nu kan jeg daarlig skille mig ved den, og Lappen har jeg selv sat paa.«

Da vi forlod disse unge frejdige Kvin­der maatte vi tænke paa Digterens Ord:

»Søger jeg en Havn,

saa pløjer selv jeg Vandet.«

« til toppen

Emneord

Forfattere

Initialer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner