« Tilbage til søgeresultaterne
Den internationale Kvindevalgretsalliance holder Møde i Stockholm fra den 12.-17. Juni 1911
Det er den 5. Verdenskongres, Alliancen indkalder. Siden den i 1906 glædede Danmark med sit Besøg, har den holdt sit 3. og 4. Møde i Holland og i England og kommer nu atter i vor Nærhed. - Her vil altsaa være god Lejlighed til uden altfor megen Besvær at komme i Berøring med de udmærkede Fortalere for Kvinders Valgret, som rundt om i Verden ofrer sig for denne betydningsfulde Sag. - Vi tør vel ogsaa her i Danmark glæde os til at flere af Kongresdeltagerne vil standse hos os og tale ved et Møde. Mrs. Chapmann-Catt har f. Eks. forlængst erklæret sig villig hertil, og for-haabentlig vil nogle af de mange, som af forskellige Grunde ikke kan rejse til Stockholm dog faa Lejlighed til at høre denne Kvindevalgrettens ypperste Fortaler. - Men – alle - der paa nogen Maade ser sig i Stand til at deltage i Kongressen, bør gøre det. - Vi tør love, at ingen vil fortryde det.
Stockholm bør ved denne Kongres gæstes især af danske Kvinder. Vi har al rimelig Udsigt til inden mange Aar at faa Valgretten, - det vil være til største Belæring og Udvikling for os, at saa mange som muligt fra vort Land lærer at kende og kommer i Berøring med de Mennesker og Ideer, som bærer Sagen i andre Lande.
Kredsene bør forsøge paa at sende et Medlem til denne Kongres, der kan gæstes af alle, men hvor naturligvis kun de 12 Delegerede fra hvert Land har Stemmeret.
Vore svenske Søstre arbejder ivrigt allerede nu. - De har dannet et stort Hoved-Udvalg og flere Smaa-Udvalg, hver med sin Opgave i Forbindelse med Kongressens indre eller ydre Ordning. - Som et Tegn paa den Interesse, Kongressen møder fra svenske Autoriteters Side, kan nævnes, at Stockholms Kommunalstyrelse har bevilget et Tilskud paa 3000 Kr. til Kongressens Afholdelse.
I det foreløbige Program, der er udsendt til de optagne Forbund, sporer man hos de svenske Værter en klædelig Iver efter at vise Gæsterne deres smukke Hovedstad og dens vidunderlige Omegn parret med Forstaaelse af, at der i første Række skal arbejdes - noget Kongresser jo i sin Helhed ikke beskyldes for at tage Hensyn til, naar Dagsordenen lægges.
Vi skal fra Tid til anden bringe sammentrængte Beretninger om Forberedelserne til Kongressen; men hvem der vil følge disse nøje og samtidig forberede sig til Deltagelse bør holde »Jus Suffragii« Alliancens maanedlige Blad (3 Kr. aarlig Abm. tegnes hos Th. Daugaard, Studiestræde 492).
Vi skal ogsaa til sin Tid aftrykke den endelige Dagsorden og forhaabentlig bringe en Liste over billige og gode Opholdssteder.