1) Pligt.

Stemningsbillede.

Det var en Dag i April. En af disse smukke Foraarsdage, hvor man ligesom aner Sommeren, føler sig ombølget af Blomsterduft, opfyldt af dæmrende Længsler, men ogsaa af frisk Mod og Kraft, man tror at kunne udrette det utrolige, intet er for svært, selv ikke det at give Afkald paa ethvert Haab om Elskovs Lykke, Pligten forekommer én let, og man er endogsaa lykkelig over dog at have Pligter at opfylde.

Saaledes omtrent er den unge Kones Tanker, som hun sidder der ved Skrivebordet i den sollyse hyggelige Dagligstue og blader i en Bunke gulnede Breve.

Hun er ung endnu, næppe 26 Aar og forekommer sig dog selv saa uendelig gammel, men hun er ogsaa i Færd med at opbrænde sine Skibe, at tilintetgøre ethvert Minde om en svunden Lykke, om en Kærlighed, som hun havde troet skulde følge hende ud over Livet.

Ja, det er mange Aar siden; hun svigtede sig selv og ham, - hun gjorde sin Pligt, adlød sine Forældre - og var nær gaaet under i Fortvivlelse. Det var den Gang, da Blodet var varmt og hun var ung; nu er hun gammel, ikke i Aar, men i Tanker. Kampen har sløvet hende, Kampen med sine Lidenskaber, med sit Hjærte, ti hun turde jo ikke bukke under, ikke give efter, Pligten stod der som et manende Spøgelse og kaldte hende tilbage, naar hun, ledet af sit Hjærtes varme Trang vilde gøre et Skridt udenfor den lige Vej. Aa, hvor hun hadede denne lige Vej og hvor hun var fejg, at hun fulgte den; men Pligten, den maatte hun jo ikke svigte.

Hendes Mand troede paa hende, agtede hende, elskede hende, saavidt han formaaede at elske, kold og blaseret som han var. Men forstaaet hinanden har de aldrig, de har gaaet hver til sin Side, og Børn kom der ingen af. Uenige har de i Grunden ikke været, men deres Sympatier mødtes aldrig. Hun frøs i hans Nærhed og der var Tider, hvor hun næsten hadede ham, hadede ham for denne kolde Venlighed, hvor der ikke var Spor af Varme, ikke Gnist af Følelse. Hun havde skabt sig en egen Verden, hvori hun levede og drømte og hvori hun var lykkelig. Langtfra at disse Drømmerier indvirkede velgørende paa hende selv og paa Forholdet til hendes Mand, hensank hun lidt efter lidt i en saa sløv og ligegyldig Tilstand, at alt, hvad der omgav hende blev hende modbydeligt og kedsommeligt. Halve Dage kunde hun sidde og krybe sammen i en Lænestol, eller ligge udstrakt paa Sofaen, halvt sovende, med disse dyrebare Breve i Haanden og byggende de mest fantastiske Luftslotte. Husholdningen brød hun sig ikke om, den blev jo passet foruden hende, sin Mand mødte hun ved Maaltiderne, og da de aldrig havde talt meget sammen, mærkede han intet, hun var jo hans Kone, det var nok, han gav hende Klæder og Husholdningspenge, tog hende en enkelt Gang med i Teatret eller til Koncert og indskrænkede ikke hendes Frihed i nogen Retning, hun maatte følgelig være lykkelig, hun manglede jo ikke noget, hvad tænkte han paa hendes Sjæl, dumt Føleri, hun, der var saa klog, var naturligvis for længe siden kommen ud over det.

Saa hændte det, at hendes Mand fik et Embede i en anden Egn af Landet og at han maatte rejse derhen alene, først efter et halvt Aars Forløb skulde hun følge ham. Det var en Forandring. Den Nydelse det var for hende at være alene, lader sig ikke beskrive. Hun levede atter op, drømte ikke mere, arbejdede, studerede, var frisk og glad, og bildte sig ind, at det var Glæden over at skulle rejse, Længslen efter Manden, efter at kunne være noget for ham der ude paa Landet, hvor de skulde være ganske for sig selv, at der indgav hende dette Mod.

Om nogle faa Dage skal hun rejse til ham, men først vil hun rydde op, kaste alt det ud af sit Hjærte og sine Tanker som er Uret imod ham; ti det er hende, der har haft Uret, hun har aldrig været kærlig imod ham, men det skal nu altsammen blive godt, der er Foraarsstemning hos hende, hun vil blive en god Hustru, leve for sine Pligter og lære at forstaa sin Mand. Først og fremmest vil hun brænde Brevene, hans, Ungdomsvennens Breve. Hun tør ikke læse dem endnu en Gang, det vilde saa maaské blive hende for tungt at skille sig af med dem - uigenkaldeligt. Hvor hun dog har holdt af ham, hvor hun bliver hjærtevarm, alene ved Tanken paa ham - men bort med alle disse gamle Erindringer, og sitrende af Bevægelse brænder hun dem et for et, nu er der kun en lille Bunke Aske tilbage af to Hjærters dejlige Livsdrøm. Hvad har hun nu tilbage? Pligten! ja det er sandt, Pligten!

Det var otte travle Dage, men nu er ogsaa alt overstaaet. Møblerne er indpakket og sendt af Sted, Pigen er rejst i Forvejen og skal ordne Hjemmet, saa alt er færdigt, naar Fruen kommer.

Hvor hun længes. Mon hun virkelig skal blive ung igen? Hun forestiller sig sin Mands Glæde over atter at have hende hos sig, hans Overraskelse ved at se hende saa livlig og saa kærlig. Aa, de skal leve saa dejligt sammen, det er jo blot hende, der aldrig er kommen ham i Møde, al Tid har stødt ham fra sig.

Dampskibet arbejder sig pustende og stønnende frem, hun staar paa Dækket og følger med Øjnene Røgen, der fra Skorstenen bugter sig som en kæmpemæssig sort Slange i Skibets Kølvand. Der er stærk Modvind, Blæsten rusker hende i Haaret, hvirvler hendes Slør rundt i Luften og snor det tilsidst omkring hendes Hals, den piber og suser i Tovværket og vil rive hende bort fra Rælingen, hvor hun staar og stirrer paa Røgen og paa Bølgerne, hvis Skumkamme glitrer i Solskinnet som oversaaet med Tusender af straalende Diamanter. Hun glæder sig over Solen, vil ikke give efter for Blæsten og nærer det Haab, at den første skal vinde Sejr.

„Varer det længe endnu. Hr. Kaptajn?” „Kun en Timestid, Frue!”

„Aa, Gudskelov!”