Bort med Fruetitlen!
Redaktør Johanne Meyer!
Da jeg gentagne Gange er bleven opfordret til at abonnere paa "Hvad vi vil", og jeg som Socialdemokrat paa en vis Maade havde Forpligtelser til at støtte et Foretagende, som vel nærmest skulde være til Fordel for de arbejdende Kvinder, beder jeg Dem optage nedenstaaende Erklæring i Deres ærede Blad.
Jeg betragter det for at være urigtigt, at man i et Blad, som er bestemt for arbejdende Kvinder, bruger Titlen "Frue" om enkelte Kvinder, medens man om den større Masse af Kvinder, som omtales i Bladet ikke bruger denne Benævnelse, og heller ikke paa en passende Maade kunde bruge "Frue" om Kvinderne i de arbejdende Kvinders Organisation. Man gør sig derved skyldig i et Brud paa det demokratiske Princip, som jeg ikke kan billige.
Naar Titlen "Frue" forsvinder fra Bladets Spalter, skal jeg abonnere paa "Hvad vi vil".
Neta Larsen.
Det gør os naturligvis ondt, at vi ikke kan tælle Neta Larsen mellem vore Abonnenter, da hun har en saa udviklet Fællesskabsfølelse, at hun føler sig forpligtet til at støtte det Blad, der taler de forurettedes Sag - Arbejderne - og Kvinderne i alle Samfundslag, men vi haabe, efter at have gjort Rede for vor Opfattelse af denne Sag, at vi i Fremtiden kan have den Glæde at sende hende "Hvad vi vil".
For det første er vi enige med hende i Opfattelsen af Lighedsprincipet, at det burde være ens; ja, jeg gaar endog for mit personlige Vedkommende endnu meget videre, idet jeg mener, at alle vi, der deler det bedste med hinanden, Kærlighed til Mennesker, til alt det ædle i Livet, vi, der er blevne enige om at sætte vort Liv ind paa at arbejde mod Fattigdom, Nød og Uretfærdighed, at vi maa føle os som Søskende, der tiltaler hinanden med det fortrolige du derfor har jeg altid været dus med mine Tjenestepiger, naar de har delt mine Anskuelser, ti saa har jeg følt det var ikke mine Tjenere, men det var mine Venner, der hjalp mig med mit Arbejde; saa Lighedsprincipet deler jeg fuldstændigt, naar vi gensidig er enige herom imellem Venner og Meningsfæller, ønsker jeg helst at tiltales med mit Fornavn og du!
Men hvad skal vi bruge i Omtale og over for Fremmede. Neta Larsen mener, at "Frue" passer ikke over for de arbejdende Kvinder, men saa passer heller ikke Hr., thi baade Frue og Herre betyder egentlig de, der har Husstand. For Mændenes Vedkommende kan man lettere kaste Hr.et bort, da Mændene jo altid har en eller anden Stilling man kan sætte foran, f. Ex. Skomager Petersen, Skræder Nielsen, og ogsaa undertiden kan man sige Væverske Svendsen, Syerske Hansen, men den gifte Kvinde har jo sjælden selvstændigt Erhverv, hvorfor man for det meste bruger Ordet Frue for at betegne, at det er en gift Kvinde, og Frue er et smukt velklingende dansk Ord, som kommer af det nordiske Gudenavn Freja - Husfreja - Husfrue - Frue. Vil Neta Larsen hellere have, vi skal bruge det grimme "Madam", ja, hvis vi kunde bruge det smukke franske Madame eller det engelske Madam, men det passer endnu meget mindre, thi hvor mange af os er Damer, dertil kræves ikke alene en indre Dannelse, men ogsaa en fuldendt Formfuldhed i den ydre Maade at færdes paa, som meget faa Kvinder er i Besiddelse af. Saa vi har intet andet Valg over for Fremmede og i Samtale end at sige Herre og Frue, men iblandt Meningsfællerne bør vi kaste Titlen bort og kalde hinanden for Fornavn og Efternavn.
Dog, dette er og bliver dog en ren ydre Ting, som ganske vist har sin Betydning, at vi tænker over de Udtryk, vi bruger, men der er en anden Side af vor Tale der i en langt vigtigere Grad trænger til at lægges paa Vægtskaalen - ja paa den fineste Guldvægt, og det er vor Omtale af vore Venner og Meningsfæller. Hvor tidt undergraves ikke et Menneskes Liv og Rygte fuldstændig ved ubetænksom og letsindig Tale. I den Henseende staar Mændene langt over os. Vi forøger det onde i Verden derved, -- Sladder er som en Lavine der ruller ned ad Bjærget og knuser maaske netop det, vi helst vilde have fredet om.
Men det er den store Ulykke ved Fattigdom, at man bliver karrig over for sin Næste, man er selv fattig paa Glæde, og saa har man ikke Raad til at unde andre den.
Jeg talte en Gang med en Husmandskone, der stod og saa Folk køre til Møde. Da hun saa, at Gaardmandskonen kørte stolt afsted, rørte det hende ikke, men da fattige Maren kom kørende med de venlige Forpagterfolk, da blev hun rasende, "sikken en! er hun ogsaa kommen op at age?" - og skældte dygtig ud. Hun kunde ikke taale, at en af hendes egne Standsfæller var naaet frem for hende. - Lad os dog glæde os, om og vore egne naar frem, og elske Lighedsprincipet saa højt, at Fællesskabsfølelsen kan blive levende hos os, saaledes, at vi skjuler hinandens Fejl og glæder os ved hinandens Fremgang. Og hvis der er noget, som vi ikke synes er rigtigt, da ikke at sige det om hinanden, men til hinanden, og det er det Neta Larsen har gjort til mig, og derfor skal hun have Tak. Johanne Meyer.
