« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Kredsene
Vamdrup.
I det forløbne Aar har Kredsen holdt 5 Medlemsmøder. - Den 22. Sept. 1910 talte Fr. Riising Rasmussen, Odense, og Hr. Pastor Moos, N. Nebel, ved et offentlig Møde. - Den 22. November talte Hr. Pastor Thomsen, Horsens, ligeledes ved et offentligt Møde. - Begge Møder var godt besøgt, og er Kredsen ikke vokset, saa er Interessen dog langt fra ringe. - Nogle Medlemmer, som er bleven begejstrede i Øjeblikket, gaar jo altid fra, men andre og mere trofaste kommer til. - Fr. Lund Jacobsen og Fr. Helen Petersen fra Koldingkredsen har ved at være tilstede ved et Par af Medlemsmøderne ydet Kredsen en god Støtte.
Næstved og Omegn.
Siden Meddelelserne i Kv. og S. Nr. 17, 1910, er her afholdt følgende Møder: 9. Sept. ekstraordinær Generalforsamling paa Grund af nye Love - efter disse skal Formanden fremtidig vælges af Generalforsamlingen. Formanden aflagde Beretning om Aarsmødet i Silkeborg. 20. Sept. Agitationsmødet med Fr. Gyrithe Lemche som Foredragsholder, hun holdt sit bekendte geniale Foredrag »Tidens Guldhorn«, som paahørtes af ca. 200 opmærksomme Mænd og Kvinder. 28. Okt. holdt Fr. Redaktionssekretær Daugaard et meget interessant af Lysbilleder ledsaget Foredrag om de engelske Sufragetter. D. 2. Novbr.: Et belærende, indholdsrigt Foredrag af Fr. Byraadsmedlem Elisa Petersen, om »Vore Forsørgelseslove«. Derefter oplæste Fr. Bertelsen af den internationale Kvindevalgretsalliances Blad. Bladet holdes af Kredsen og Fr. B. har velvilligst lovet at oversætte det, som kan have Interesse for Medlemmerne. 30. Novbr.: Foredrag af Fr. Blauenfeldt om »Kvinden og Kristendommen«, hvori hun ud fra et kristeligt Standpunkt med Styrke belyste Kvindens Krav om Ligeberettigelse. I 1910 har der været afholdt ialt 10 Møder (deraf 6 offentlige) og én festlig Sammenkomst d. 20. April, som sædvanlig for at fejre Aarsdagen for Opnaaelsen af kommunal Valgret for Kvinder. 3. Febr. 1911 afholdtes Generalforsamling. Hr. Sagfører Jacob Petersen valgtes til Ordstyrer. Formanden bød Velkommen og aflagde Aarsberetning. Kassereren aflagde Aarsregnskab. Af den afgaaede Styrelse genvalgtes næsten enstemmigt Fr. D. Petersen og S. Petersen, og nyvalgtes Fr. Berthelsen. - Fr. Elisa Petersen, som havde nedlagt sit Mandat, ønskede ikke Genvalg. Der bragtes hende en velfortjent Tak for det udmærkede Arbejde, hun har udført som Medlem af Styrelsen siden Kredsens Dannelse i 1907.
Efter Opfordring formaaede man Fr. Dorthea Petersen til at stille sig til Genvalg som Formand, hun genvalgtes skriftlig og næsten enstemmigt. Suppleanter og Revisorer genvalgtes. Formanden bragte en Tak til Agitationsudvalget, der lovede at fortsætte sin Virksomhed.