2) Pligt.

Stemningsbillede.

Damperen ligger nu fortøjet ved Bolværket, har ligget der i tre Timer og endnu er hun om Bord. Urolig gaar hun frem og tilbage paa Dækket, stirrer op imod Byen, der ligger i Regntaagen foran hende : „Kommer han da ikke? Kommer han ikke? Er dette Begyndelsen til det nye Liv, hun tænkte sig saa herligt!” Fortvivlet presser hun Hænderne mod Brystet og trækker Sløret for Ansigtet, at ikke de travle Matroser skal se Taarerne trille ned ad hendes Kinder; men pludselig opskræmmes hun af en Stemme med den velbekendte kolde Klang i Tonen:

„God Morgen, Eli! Naa jeg kommer nok lidt sent, men hvem Fanden kunde vente Damperen saa tidlig.”

Denne Stemme stivnede al Tid hendes varme Følelser, og nu gav de to Ægtefæller hinanden Haanden som var det et Par Bekendte, der sidst havde setes igaar.

Eli har været en Maaned i sit nye Hjem, og hun er mere aandelig død end nogen Sinde før. Al hendes gode Vilje hjalp ikke, alle hendes Forsøg paa at bringe et hjærteligere, kærligere Forhold til Stede mellem sig og Manden var forgæves.

Han forstod det simpelt hen ikke.

Hun trængte til Kærlighed, til Ømhed, og han viste hende kun en Fremmeds overfladiske, kølige Venskab. Forsøgte hun i sin Ensomhed og Forladthed at nærme sig ham, at lægge sin Arm om hans Hals og sin Kind til hans, saa stødte han hende læmpeligt bort og bad hende om ikke at forstyrre, eller han kyssede hende koldt paa Pande eller Kind. Ja, selv den første Dags Aften glemte han at sige Godnat til hende, da han gik i Seng, og den Nat var hun taabelig nok til at græde sig i Søvn.

Nu ligger hun atter i sin Yndlingsstilling i den gamle Lænestol med Benene trukne op under sig og en Bog i Haanden, men hun læser ikke, hun tænker, tænker over sit usle, uvirksomme, sløve Liv, over sin spildte Ungdom og over de Lænker, der fængsler hende til denne Mand, for hvem hun ikke er andet end Husets repræsentative Værtinde. Men Tankerne gaar videre_; de standser omsider ved et nyt Bekendtskab, disse sidste Dage har bragt hende, en Mand, der har læst og tænkt meget og som saa saa underligt medlidende paa hende, da hun fortalte ham, hvorledes hendes Dage gik og hvilken Læsning, hun fortrinsvis yndede.

„De er for ung, Frue, og har for god en Forstand til saaledes at lade Dem fange og kvæle i Hverdagslivets Edderkoppespind”, havde han sagt, „De maa læse noget virkeligt godt, maa se at faa Del i alle de friske Strømninger, Halvfjerdsernes Literatur har bragt ind i Landet. Jeg skal sende Dem Bøger, læs dem, og jeg svarer Dem for, at De ikke længer vil finde Dem i blot at vegetere, det vil give Dem et nyt Syn paa Livet, og De vil længes efter selv at komme ud og prøve Deres Kræfter og vise, at De duer til noget. Maaské vil den Tid ogsaa komme, da De faar Mod til at stryge af alle generende Lænker og Baand - hvem véd?”

Det sidste havde han tilføjet i en sagtere Tone, han havde altsaa set, at hun ikke var lykkelig!

Eli havde svaret ham i en let Selskabstone, hun var jo ikke vant til at føre nogen alvorligere Konversation, gad egentlig ikke og forstod det heller ikke. Hendes Tanker var saa underlig døde alle sammen. Alt det, hun havde læst og studeret i det halve Aar, hun havde været alene, havde jo i Grunden intet lært hende, det eneste Udbytte, hun havde, var det, at hun med større Lethed kunde læse de franske og tyske Romaner paa Originalsprogene, behøvede ikke mere at nøjes med Oversættelserne.

Næste Dag havde han saa sendt hende en Pakke Bøger, skønt hun havde været saa afvisende imod ham.

Paa Trods havde hun ikke villet læse dem, havde svaret ham, da han spurgte hende derom, at hun for tredje Gang var midt i en storartet Mordhistorie af en avstralsk Forfatter, og den interesserede hende saa levende, at hun kunde læse den atter og atter uden at blive træt.

Det var dumt og barnagtigt af hende at svare saaledes, da det oven i Købet slet ikke var sandt, og hun havde ogsaa rødmet dybt under hans forbavsede og skuffede Blik og følt sig dybt beskæmmet, da han vendte hende Ryggen uden at tilføje et eneste Ord mere.

I Dag havde hun saa taget en af de Bøger, han havde sendt hende. Det var Georg Brandes Hovedstrømninger. Hun havde ikke stor Lyst til at begynde paa den; i de Kredse, hvor hun hørte hjemme, havde hun aldrig hørt denne Forfatter omtales med Sympati, nu drages hun imod ham, men var bange for ham; ti saa meget vidste hun, at denne Mand var en af de store i Aandens Riger, skønt hans Lære var modsat den, hvorpaa hun troede.

Bogen laa i hendes Haand, men endnu uaabnet. Nu vilde hun dog læse den.

Og hun læste.

Det er atter April. Kun et Aar er gaaet, men dette Aar har hos Eli gjort Underværker.

Hun føler sig ikke mere aandelig sløv og død; hun har nu gennem de sidste Aartiers Literatur lært sine Pligter, sine virkelige Pligter at kende, hun har lært at forstaa, at Mennesket har Pligter ogsaa imod sig selv, at enhver har Ret til at leve efter sin Individualitet, og at Lykken er et saare relativt Begreb.

Endnu er hun sin Mands repræsentative Husfrue, men er først Vingerne kraftige nok til at bære hende sine egne Veje, saa véd hun nu, at som hendes Aand og Tanke er frigjort, saaledes er hun ogsaa Herre over sin Person. Ørkesløs er hun aldrig mere, hun lever et fuldt og rigt Liv, velsignende den Mand, der først lærte hende det og frelste hende fra at sygne hen under Kedsomhedens og Uvidenhedens Skimmel.