« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Hjælpekassearbejdet
Da vi i 1907 fik den ny Lov om kommunale Hjælpekasser til Afløsning af de gamle fri Fattigkasser, var der særlig to Ting, der karakteriserede de ny Bestyrelser i Forhold til de gamle. Det var den rent numeriske Forøgelse af Arbejdskraften fra det Tretal, der forhen ikke kunde fraviges, til et Mindreal af fem med Ret for Kommunerne til ubegrænset Forøgelse, eftersom de specielle Forhold skønnedes at kræve det. Dernæst var det den delvis kvalitative Ændring - om jeg saa tør sige - af Arbejdskraften derved, at Kvinderne blev draget med ind i Virksomheden.
I hvilket Omfang dette skete, foreligger der ikke nogen officiel Opgørelse af; men af de Oplysninger, jeg i sin Tid indhentede, og som ogsaa blev omtalt her i Bladet, syntes det at fremgaa, at der af i alt noget over 7000 Bestyrelsesmedlemmer ud over Landet var valgt omkring 2500 Kvinder. I omtrent 1/10 af Landkommunerne blev de helt forbigaaede, men til Gengæld blev de i 1/5 valgt ind som Flertal, og i nær op mod Halvdelen valgte man dem ind som det størst mulige Mindretal, d. v. s. 2 af 5, 3 af 7 o. s. v. I Byerne valgtes der vistnok Kvinder ind overalt, og de udgjorde der 44 % af alle Bestyrelsesmedlemmer.
Dette er alt i alt et Resultat, som det er værd at mærke sig og fremhæve, fordi der ikke - saa vidt mig bekendt - paa langt nær kan opdrives noget tilsvarende dertil andet Sted. Hvor man i andre Lande har lovmedholdelig Adgang til at vælge Kvinder ind i Bestyrelsen af Institutioner under Forsørgelsesvæsenet, har man i Reglen kun benyttet sig deraf i ringe Udstrækning. - Første Gang vi har haft Lejlighed til at vælge paa dette Grundlag, valgte vi altsaa Kvinder ind i et Antal af mellem 1/3 og 1/2 af samtlige Bestyrelsesmedlemmer.
Det kan vel derfor have sin ret store Interesse at faa et Indtryk af, hvorledes man fra forskellige Sider bedømmer denne Kvindernes Deltagelse i Virksomheden. De tre første Aar er gaaede. Det er vel ikke nogen lang Tid, dog tilstrækkelig til, at man kan have dannet sig et Skøn over, hvad det betyder, at Kvinderne er kommet med. Med et Foredrag for Øje, som jeg forud for Foraarets Hjælpekassevalg holdt i en Del Byer, udsendte jeg derfor en Forespørgsel til en Række Kvinder og Mænd, som jeg vidste deltog med Interesse i Arbejdet, og som repræsenterede forskellige sociale Lag, forskellige Anskuelser, By og Land o. s. v. Det er paa Grundlag af de herpaa modtagne Besvarelser - for hvilke jeg bringer Brevskriverne min Tak - jeg i det følgende skal søge at besvare Spørgsmaalet om, hvorledes Kvinderne har virket i Hjælpekasserne. Pladshensyn nødvendiggør en stærk summarisk Redegørelse, saa jeg kun i ringe Omfang kan benytte mig af Citater.
Mit første Spørgsmaal til Kvinderne var: Kan der efter Deres Erfaring gives en særlig Karakteristik af Kvindernes Arbejde i Forhold til Mændenes, f. Eks. i deres Syn derpaa, m. H. t .Sikkerhed i Bedømmelse af Trang o. s. v.? Og Mændene spurgte jeg, om der efter deres Erfaringer kunde tillægges Kvindernes Medvirkning en særlig - heldig eller uheldig - Indflydelse paa Bestyrelsesarbejdet; om de arbejdede med større eller mindre Interesse end deres mandlige Kolleger; om deres Sikkerhed i Undersøgelsen af en Sag og den derpaa hvilende Bedømmelse af Trangen; om de muligvis lettere lader sig foresnakke af en Ansøger end Mændene.
Fra saavel mandlig som kvindelig Side er det fremhævet, at det ikke her drejer sig om Mand eller Kvinde. De sidstes Arbejde adskiller sig ikke som karakteristisk fra de førstes. Det er et Spørgsmaal om Indøvelse i Arbejdet. Med Erfaringerne kommer Sikkerheden, og derfor vil maaske foreløbig Mændene i Almindelighed have et Plus paa deres Side, da de gennem Aarene er blevet mere indøvet i offentlig Virksomhed.
Det er dog ikke alle, der vil gaa ind paa denne Forskelløshed. Ogsaa her træffer man det ikke ukendte om Kvindernes varme Hjerter og. Mændenes kolde Hjerner - Følelsen og Forstanden - der hver fra sin Side giver Arbejdet sit Karakterpræg.
Er det saaledes tvivlsomt, om der kan gives en særlig Karakteristik af Kvindernes Virksomhed, saa synes man fra alle Sider enige om, at de har deres Speciale i Arbejdet. De kan - fremhæves der - bedre tale med Konerne, lægger bedre Mærke til Hjemmet og Husholdningen, ser i det hele mangt og meget, som en Mand ikke vilde faa Øje paa. De vinder lettere de trængendes Tillid og Fortrolighed end Mændene og er derfor bedre egnede end disse til at føre Tilsyn. »Kvinderne lader sig vist ikke saa let skuffe af et pænt Tæppe paa Sengen, lidt Gardiner for Vinduerne, rent i Stuerne, Børnenes rene og pæne Paaklædning o. s. v. som Mændene« - skriver en Lærerfrue fra Landet.
Helt smukt lyder det, naar en Mand skriver om sine kvindelige Medarbejdere: Deres Udholdenhed og Energi er stor, og deres Snille og Skarpsindighed kommer tit til Gavn«. Men han fortsætter rigtignok: »Mændene undersøger ret grundig, bedømmer en Sag mere rolig og tager ikke overilede Beslutninger, ligesom de forhindrer altfor langtrukne Forhandlinger om ingen Ting«.
En Mand er der dog, som ikke synes til Hjælpekassearbejdet at have fundet nogen »bedre Halvdel« i Kvinderne. Kort og fyndig lyder hans Dom: »Kun naar der er Tale om syge Kvinder, er det heldigt med Kvinder«. Deres Opgave er jo herefter ikke overvældende stor.
At Kvindernes Interesse for Arbejdet er mindst lige saa stor som Mændenes, indrømmer disse alle, og er der Forskel, synes Plus’et at ville falde paa Kvindernes Side. »I Begyndelsen gjordes oftere Fejl af Kvinderne, just fordi de vilde »arbejde«; men nu arbejdes der rart ensartet af begge Køn, skriver en erfaren Hjælpekasseformand.
Med Hensyn til Spørgsmaalet om Sikkerheden i at faa en Sag opklaret skorter det paa Enighed. Mændene og Kvinderne synes her hver fra sin Side tilbøjelige til at holde paa sit Køns Overlegenhed. Nogle Kvinder mener saaledes, at Mændene har en lille Svaghed overfor gode, kvindelige Talegaver, særlig da, naar de kan bilægges med fornøden Graad og Klynken.
Paa den anden Side synes Mændene absolut utilbøjelige til at ville anerkende Kvindernes Overlegenhed. Nogle kan gaa saa vidt som til et »lige saa gode« som Mændene; men de fleste holder dog paa, at Følelserne lettere løber af med den feminine Del end med den maskuline, naar de bliver udsatte for Overtalelser. Det er ikke udtrykkelig udtalt; men tænkes kunde det jo, at det her er de mandlige Talegaver, der er de mest virkningsfulde. Skulde dette være Tilfældet, synes der imidlertid at være saa megen System deri, saa man kan indrette sig ret praktisk derefter. - »Kvinderne arbejder mere usikkert: uden Hensyn til »Loven og Profeterne«, Fattigvæsen og Alderdomsunderstøttelse, lader sig altsaa lettere drive af øjeblikkelig Følelse end af medfølende Forstand«. Rent galt har det været for den tidligere citerede Mand, der skriver: »Kvindernes Undersøgelse er ikke altid grundig, og er der noget særligt, maa gærne de mandlige Medlemmer til bag efter«.
Det kammeratlige Samarbejde mellem Kvinder og Mænd har efter Kvindernes Udsagn i Reglen været det bedst mulige. »Det har ofte været lærerige og fornøjelige Møder«, fremhæver en, og de allerfleste Besvarelser gaar i lignende Retning, dog ikke alle. I et »som Regel godt« har Tilfredsheden i hvert Fald fundet et ret afdæmpet Udtryk, og mildest talt lidt køligt lyder det, naar der skrives: »De mandlige Kolleger er saamænd meget skikkelige om end lige temmelig overlegne og finder, at det er dem, som bør raade; jeg tror nok, de har ondt ved at forstaa, at vore Stemmer gælder lige saa meget som deres«.
Der er absolut ingen af Kvinderne, der vil gaa ind paa den hyppig fremsatte Paastand om, at saadan offentlig Virksomhed skulde gribe forstyrrende ind i deres daglige Pligter. »En gift Kvinde, som er vant til at passe sit Hus og sine Børn ordentlig, vil efter min Mening let kunne deltage i Arbejdet uden at forsømme noget«, skriver en, og en anden skriver: Kvinder vilde absolut vinde ved, om de kunde ofre en Del Selskabelighed paa det offentlige Arbejde. Børnene har Gavn af, at man er optaget af Arbejde, der ikke blot vedrører en selv og sit eget, men gærne skulde blive til Gavn for Samfundet. Børnene faar derved lettere Forstaaelsen af, at der nu arbejdes af alle for at naa frem til, at »faa har for meget og færre for lidt«.
Heller ikke de respektive Ægtemænd synes at have noget at indvende mod deres Hustruers Virksomhed i Hjælpekasserne. Tvertimod. En Kvinde af Arbejderklassen fremhæver, at dette Arbejde har haft en gavnlig Indflydelse paa hendes daglige Pligter, og tilføjer: »min Mands Mening er ogsaa, at jeg er bleven mere fornuftig ved at erfare, at jeg ikke er daarligst stillet«.
Saa spurgte jeg Kvinderne, hvorledes de har følt sig tilfredse med Hjælpekassearbejdet som Helhed. Her har Svarene med faa Undtagelser lydt paa, at de har følt sig glade i Arbejdet og været stærkt interesseret deri. Men der lyder dog altsaa ogsaa afvigende Røster. Saaledes:
»Hjælpekassearbejdet er saavel som alt Arbejde med Forsørgelsesvæsen for mig en Pine, idet man egentlig aldrig kan yde saa stor en Hælp, som man anser for nødvendig for at skaffe gode, menneskeværdige Kaar«.
Fra et Par Sider er der fremhævet, at Hælpekasseinstitutionen rummer en Fare derved, at Folk søger Hjælp derfra i Tilfælde, hvor de aldrig vilde være gaaet til Fattigvæsenet, og vil søge dertil ved den mindste Anledning.
Endelig skal jeg anføre en Besvarelse, der i sine Synsmaader er saa interessant og ejendommelig, saa den fortjener at kendes i sin Helhed. Efter indhentet Tilladelse kan jeg meddele, at den stammer fra Fru Mary B. Westenholz. Hun skriver:
»Jeg føler mig utilfreds med min Virksomhed i Hjælpekassen. Jeg har skænket den megen og alvorlig Overvejelse og er kommet til den Overbevisning at Hjælpekasserne gør nogen Gavn, men megen Skade. Det er fordærveligt for et Samfund saaledes ved Lov at organisere, hvad der burde være et Kærlighedsarbejde. De trængende og de hælpende skilles fuldstændigt. Jeg tror, Hjælpekasseinstitutionen »afmander« Befolkningen. Den vil gøre mindre og mindre i Retning af at afhjælpe Nøden, fordi dens Bidrag - saa tit sige - vil indgaa i de trængendes Budget saaledes, at de ligefrem regner med dem og paa en Maade ved letsindig Gæld opbruger dem, inden Øjeblikket er der. Jeg taler ikke her om de enkelte Tilfælde, hvor en Familje hjælpes over en uforudset og uforudseelig økonomisk Krise, hvor Hjælpekassen utvivlsomt udretter noget; men her rejser Spørgsmaalet sig: vilde en saadan Familje ikke blive hjulpet uden Hjælpekassen? Jeg tror som sagt, ikke, Nøden vil blive mindre ved Hælpekasserne. Selv føler jeg, som om mit Hjerte blev haardere ved saaledes »forretningsmæssigt« uden personlige Ofre at trænge ind i Meneskers Forhold. Det er mere og mere blevet min Tro, at Hælpekasserne skulde forandres til Præmieraad, saaledes at de Mennesker, der med smaa og usikre Indtægter under Sygdom og Vanskeligheder holdt Hjemmet sammen og Modet oppe, tildeltes Præmier. Det vilde ikke være vanskeligere at afgøre, hvem der vilde være værdige til Præmier, end det nu er at afgøre, hvem der er værdig til Hjælp, og Pengene vilde have en hel anden »pædagogisk« Virkning, naar de kom som Belønning for mandig Modstand mod Nød og Ulykke, end naar de, som nu, kommer som et Halmstraa til den selvopgivende. Den Nød, der ikke kunde bødes paa ved Hjælp af Arbedsløshedskasser, Sygekasser o. l, og som ikke bør afhjælpes af Fattigvæsenet, maatte ty til »gode Mennesker«. Jeg beder Dem undskylde, at jeg kommer saa langt bort fra Spørgsmaalet. Jeg har skænket Sagen mange Tanker og er derigennem og gennem min Erfaring kommet til den Overbevisning, at der ved Hælpekasseloven, som ved mange af de andre sociale Love er taget alt for lidt Hensyn til den psykiske Side af Sagen: Beklag en Mand, og Du svækker ham. Giv en Mand Anerkendelse, og Du styrker ham«.
For som i en samlet Sum at faa en Bedømmelse af Kvindernes Medvirken spurgte jeg endelig saavel Mænd som Kvinder, om de for Fremtiden vilde kunne anbefale Valg af en Bestyrelse, der er ensidig sammensat alene af Mænd eller alene af Kvinder.
Svaret herpaa er et absolut Nej. Fra alle Sider synes man enige om, at de ensidig sammensatte Bestyrelser er noget, der hører en svunden Fortid til, som ingen ønsker tilbage. En Kvinde opstiller Bestyrelsessammensætninger i følgende tre Kvalitetsgrader: »Mænd og Kvinder, men flest Kvinder. Dernæst Kvinder alene. Mænd alene mindst heldig«. I ikke fuld Overensstemmelse hermed skriver en anden Kvinde: »Kvinder er paa mange Omraader smaatskaarne og handler og taler mange Gange uden at tænke, saa en Bestyrelse udelukkende af Kvinder duer ikke«.
Uden Undtagelse holder Mændene paa, at Kvinderne skal med; selv han, som synes at have haft saa lidt Udbytte af deres Medvirken, vil ikke af med dem. Der er dog ingen, der vil gaa til at foreslaa Bestyrelser udelukkende af Kvinder; men en elskværdig Mand udtaler sig til Gunst for at faa dem valgt ind som Flertal - »naar der blot ved Siden af er et Par besindige Mænd.
Man vil ikke undres over, at Udtalelserne kan være afvigende. I de enkelte Bestyrelser vil der i Reglen kun være et Faatal af Kvinder, og de Egenskaber, der saaledes ret tilfældigt kan være repræsenterede, vil derigennem øve Indflydelse paa en Bedømmelse, som skal have de indvundne Erfaringer til Grundlag. Man maa derfor søge at sammenfatte de fremsatte Synspunkter i et summa summarum. Gør man dette, vil man give et kortest muligt Udtryk herfor, turde det bedste vistnok blive følgende, en besindig Mands ikke meget lidenskabelige Dom:
»Kvinderne arbejder fuldtud tilfredsstillende«.
Det ligger udenfor denne Artikels Rammer at gaa nærmere ind paa, hvad der saaledes er fremført fra forskellige Sider, selv om dette eller hint kunde indbyde dertil. Særlig gælder dette vel nok Fru Westenholz’ Synspunkter, som jeg for min Part ikke kan tiltræde. Men til et Punkt maa man tillade mig at knytte en kort Bemærkning.
Naar det i et Par Besvarelser er fremhævet, at Hælpekasserne rummer en Fare derved, at Folk let fristes til at søge dertil ved den mindste Anledning og i Tilfælde, hvor de aldrig vilde være gaaet til Fattigvæsenet, så er der utvivlsomt noget rigtigt heri, og det maa blive Bestyrelsernes Sag at modarbejde, at Institutionen bliver en saadan Sovepude - tvertimod dens Formaal. Den samme Fare er jo iøvrigt - og sikkert i stærkt forøget Grad - til Stede hos Fattigvæsenet. Men denne Indrømmelse tiltrods kan jeg ikke anerkende, at der her er fremført en virkelig Anke mod Hælpekasseinstitutionen. Der sidder rundt i Landet en Mængde Mennesker, som hellere lider bitter Nød, hellere sulter og fryser, ja, hellere lader deres Børn sulte og fryse, end de henvender sig til Fat-ligvæsenet. Denne Stolthedsfølelse er saavist ikke af det onde, og kan Hjælpekasserne naa ud til disse trængende, saa er det i mine Øjne saa langt fra noget, der skal regnes dem til Last, som jeg tvertimod mener, det er et virksomt Forsvar for dem. Det er jo dog blandt et Samfunds Opgaver at værne sine Medlemmer mod Nød og Savn, og indtil vi naar frem til saadanne Samfundsforhold, som yder fornøden Beskyttelse i saa Henseende, maa vi søge at læge paa de Saar, der i Øjeblikket smerte.
Aalborg, Juni 1911.
P. Chr. Kæmpegaard.
Den statistiske Oversigt over Hjælpekassevalgene i Marts Maaned d. A. foreligger desværre endnu ikke. Vi haaber dog i et af de nærmest følgende Nr. at kunne bringe dens Resultater.
Red.
