« Tilbage til søgeresultaterne

Svar til Jensine!

« Se emneord

Herregud, Frøken Jensine, hvordan læser De dog? Det var jo slet ikke Optrinet i Auerbachs Kælder - at der stod omvendt, var selvfølgelig en Fejlskrivning, en af den Slags, som kan forekomme selv i de bedste Blade, for selv om Deres Snedkersvend ikke selv vidste det uden at „slaa op”, saa er det dog alligevel sandt, hvad han sagde, at det er noget som Gud og Hvermand véd, noget som selv Kvinderne véd, som man har læst de Hundrede Gange, og som det slet ikke er til at tage fejl af, men vel til at skrive fejl - naa, det var aldeles ikke Optrinet i Auerbachs Kælder, som der ikke kunde forstaas ved Opførelsen - De er bestemt en Strik og har slet ikke set Stykket - men det var Heksekøkkenet, hvor Faust atter bliver ung, der savnedes, og det var det naturligvis, De skulde have faaet Deres drilske Snedkersvend til at læse for Dem. „Man merkt die Absicht und wird verstimmt” lille Frøken, det var saamænd ikke Forstaaelse, De vilde, men De har nok lært af Kæresten at blive drilsk og vilde vort stakkels Kvindeblad til Livs, og saa siger De oven i Købet, De længes efter det! -


Og det lykkedes Dem at finde endnu en Bommert - den med den cirkulerende Massedeputation; at Deres lille kloge Hoved nu ikke kunde begribe, at derved forstaas en Deputation med Cirkulærer, der underskrives af Omegnens Beboere. Udtrykket er brugt i det tydske Blad, som har bragt Meddelelsen, og har tydske Læsere kunnet forstaa Udtrykket, som for Resten er meget godt, maa vel danske Læsere ogsaa kunne det.


Dernæst skrives videre: „Forleden stod der, at det var helt indlysende, at en Arbejdsdag paa 8 Timer vilde blive til stor Velsignelse for alle. Det kunde jeg godt lide, nu slipper jeg sjældent under ti, tolv eller mere. Men naar jeg bliver gift - min Kæreste er Snedkersvend - saa bliver det ikke ved det, siger Tante; hun mener, at det vilde blive den bare Daarlighed, hvis Arbejdernes Hustruer ikke vilde bestille noget de 16 Timer i Døgnet ” -


Vi frygter, Jensine er af samme Mening som mange Mennesker, at de, der forlanger 8 Timers Arbejdsdag mener, at i Resten af Dagen skal der drives og dovnes, hvorimod Meningen er, at faar Arbejderen først 8 Timers Fritid, vil han netop anvende den til Selvudvikling og Forøgelse af sine Kundskaber.


At de gode Husmødre baade af Arbejderstanden og Middelstandsklassen arbejder og atter arbejder, saa at sige baade Nat og Dag, hænger imidlertid sammen med en hel anden Sag, nemlig med Kvindernes Mangel paa Tænksomhed og Forstaaelse af at være økonomisk med deres Tid.


Saaledes har jeg hørt unge Husmødre, der har rost sig af at spare 10 Øre af deres Husholdningspenge ved selv at gaa til Stranden efter Fisk. - men de beregnede ikke, at de derved havde spilt 2 Arbejdstimer i Hjemmet.


Det er ikke Antallet af Arbejdstimer i det huslige, der karakteriserer den dygtige Husmoder. Intet er uhyggeligere end et Hjem, hvor Husmoderen uafbrudt vasker og gør rent uden nogen Sinde at være færdig. -


Da vi efter Jensines Skrivelse formoder, at hun er ung, meget ung, tager hun ikke ilde op at vi giver hende det gode Raad, naar hun bliver gift:


„Arbejd flittigt og ihærdigt, naar De arbejder, men hold daglig en bestemt Fritid, som De kan anvende til Læsning, Forøgelse af Deres Kundskaber og Samliv med Deres Mand i Hjemmet - og hav altid Tid til at deltage i Møder, som gælder Samfundets Velfærd; ti vel skal Mennesket stræbe efter at blive en Personlighed, men Hemmeligheden er, at denne vindes kun i Fællesskabet som Samfundsmenneske.



« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner