« Tilbage til søgeresultaterne
Selma Lagerlöf: Liliecronas Hem
Forl. af Alb. Bounier, Stockholm 1911.
Det er næppe nogen Overdrivelse at sige, at ingen Bog er i Aar i den Grad blevet modtaget »med aabne Arme« som Selma Lagerlöf s lille Roman »Liliecronas Hjem«. Hvad Selma Lagerlöf har været for danske Hjem, er maaske mere end nogen anden nulevende Forfatter, dansk eller fremmed. Og hun er ikke nogen ubestemt Taagefigur, hun staar for os som et lyslevende Menneske, som vi har kendt og holdt af i en hel Snes Aar - netop saalænge er det, siden »Gösta Berling« kom
- saa - og vandt, vandt de danske Hjerter med eet Slag. Den nu verdensberømte Forfatterinde har siden den Tid skænket os mangen kær Gave - hvad har f. Eks. ikke »Niels Holgersen« været for danske Børn? - men »Gösta« har altid haft en særlig Plads i vort Hjerte. Og hver Gang hun fortæller os mere om en eller anden af de udødelige Kavallerer, om deres senere Skæbne, eller om deres Liv, før de blev »Kavallerer«, har hun et mere end almindelig opmærksomt Publikum. Denne Gang kom endda noget særligt til; det har jo været en offentlig Hemmelighed, at Liliecronas Hjem var Mårbacka, Forfatterindens eget elskede Barndomshjem; det lille Titelbillede udenpaa den svenske Udgave viser, at det nu ikke er nogen Hemmelighed længere. Er det da end ikke sine egne Forfædres romantiske Historie, hun fortæller - og det er det sikkert ikke - saa er det i hvert Fald Hjemmet og dets Omgivelser, der beskrives.
Og netop dette er sikkert Bogens egentlige Hensigt. Det er ikke den lille Roman i Romanen, der har ligget Forfatterinden mest paa Hjerte; det er Milieuet - det gamle Hjem paa Landet med den gammeldags Virksomhed, med Travlhed ude og inde, med Arbejde for alle uden Undtagelse, for Husbond og Madmoder ikke mindre end for Tjenestefolkene, for Børnene saavel som for de Voksne - hele dette i sin Afveksling saa rige Liv, der havde Plads for Festens jublende Fryd som for Sliddets sunde Træthed - »Tages Arbeit, abends Gäste, saure Wochen, frohe Feste« - et Liv, der med sin Sundhed og samlende Kraft er saa fjernt fra vor Tids Liv med dets Nerveslid og dets Splittethed - det er dette, hun har villet skildre for os. Og har Bogen været en fornøjelig Læsning, ikke mindst Højtlæsning, i mange danske Hjem i den forløbne Vinter, saa vil den sikkert bevare sit Værd som en Kulturskildring, ganske vist med Poesiens Straaleglans over sig, men med Virkelighedens faste Grund under Fødderne. Det hele forhøjet ved det dejlige Sprog. Dette Sprog - let farvet af Tiden og Egnens Dialekt - kan ikke gengives i nogen Oversættelse; men Selma Lagerlöf har jo ogsaa mere end nogen anden lært de Danske at læse Svensk!
