« Tilbage til søgeresultaterne
Revolutionen i England
Gennem en Artikel i Kv. og Samf. Nr. 21, 1911 blev Læserne underrettet om, hvorledes den engelske Regerings Udtalelse om at have til Hensigt at fremkomme med et Forslag til en lige og almindelig Valgret til Mænd, salte de krigerske Elementer i Bevægelse, og om de Trusler, Kvinderne fremkom med som Svar paa Regeringens Udfordring. En senere falden Udtalelse af et Par af Ministrene om, at Sagen burde løses ved Folkeafstemning, virkede yderligere ophidsende paa de militante Kvinder, da de selvfølgelig ikke kunde anerkende denne Afgørelsesmaade, som man ikke tidligere ved nogen Valgreform havde grebet til. En uforsigtig - og i hvert Fald unyttig og kynisk - Bemærkning fra Hr. Hobhouse*) om, at Kvinderne ikke mente det alvorligt med deres Agitation, da de jo endnu ikke havde hærget Byen med Ildebrande som Mændene i 1832, har aabenbart ogsaa tirret den yderliggaaende Fløj i høj Grad og, sammen med den Omstændighed, at de paa ingen Maade kunde faa et bestemt Svar fra Førsteministeren angaaende Regeringens Stilling til Folkeafstemnings - Spørgsmaalet, gjort Ledere og mange indenfor det største militante Forbund, »The Womens Social Political Union«, aldeles desparate.
*) Minister for Undervisningsvæsenet.
Det er kommen til de i Dagspressen omtalte stygge Optøjer med Stenkast og Hammerslag mod Vinduesruder i de store Forretninger, Ministerboliger og andre officielle Bygninger.
Det kan ikke nægtes, at disse sidste Udfald, hovedsagelig mod sagesløse Folk, har virket uforstaaelige, selv paa den Udenforstaaende, der har Vilje til at bedømme Kvinderne retfærdigt og har haft Lejlighed til at beundre deres gennem ca. 6 Aar klogt gennemførte Arbejdsmaade. Og de virker først og fremmest aldeles uforstaaelige i Retning af det Tidspunkt, man har valgt til deres Iværksættelse. Forholdet var jo dog dette, at der paa Parlamentets Bord laa det meget omtalte Forligsforslag til en begrænset Kvindevalgret, et Forslag, som saavel moderate som militante Kvinder havde erklæret sig tilfredse med foreløbig, ud fra den Opfattelse, at de engelske Mænd ogsaa gradvis har faaet den politiske Myndighed, de besidder. Dette Forslag stod paa Dagsordenen til 2den Behandling d. 22. Marts. Det havde dog vist været besindigst at afvente dette Forslags Skæbne. Det var uden Tvivl igen bleven vedtaget med stor Majoritet, og var det derefter, som to Gange tidligere, bleven standset af Regeringen paa Vej til 3. og sidste Behandling, da havde angrebsvise Fremgangsmaader fra Kvindernes Side i Offentlighedens Øjne dog haft en Begrundelse, som man nu ikke kan faa Øje paa.
Det skal villig indrømmes, at Englands Regering i dette Spørgsmaal har optraadt jammerligt. Regeringen har i Aaringer behandlet Sagen med en saarende Overlegenhed, en uforstaaelig Skødesløshed og en Mangel paa Alvor, som ikke virker statsmandsværdigt. Yderligere synes Regeringschefen og en Del af hans Ministre i den sidste Tid - og i Ly af Kvindernes Løfte om at forholde sig rolige til Forligsforslagets Skæbne forelaa - ligefrem at have ledt efter Lejlighed til at indprente Kvinderne, at man endnu nærede samme Følelser overfor Kvindernes Sag, som jo - haardt imod Regeringschefens Vilje - med Forligsforslaget stod gunstig. Men dette Højsind fra visse Regeringsmedlemmers Side burde ikke have ført Kvinderne til de sidste yderliggaaende Voldsomheder, som maaske vil lægge deres Sag store Sten i Vejen. Mr. Asqwith burde ikke have haft Lov til at skaffe Kvinderne af med det Ry, der gik af dem som gode Krigsførere, der fremfor alt altid var betimelige i deres Angreb, forstod at handle i rette Øjeblik. Denne Evne har, - vi haaber, kun for en Gangs Skyld - svigtet dem.
En Del Medlemmer i Underhuset har erklæret, at de nu ikke vil stemme for Forligsforslaget, og selv om de herigennem har vist, at de ikke var sande Tilhængere der troede paa Reformen, thi i saa Fald kunde en bestemt Optræden fra nogle Tusind Kvinders Side jo ikke influere paa deres Overbevisning, saa bliver Resultatet dog det for Sagen daarlige, at Forligsforslaget faar færre (om vel næppe for faa) Stemmer. I Forbindelse med ovenstaaende skal vi nævne, at Krigsminister Haldane paa et Møde i Oxford d. 9. Marts udtalte, at han tog bestemt Afstand fra de stridbare Kvinder, men mente dog, at man ikke netop nu burde forstøde Kvindernes Valgret, »fordi et Mindretal af Kvinder, henrevne af en overdreven Iver har vist samme. Begejstring og Mod som Ørkendervischerne, er dette ikke nogen Grund for os til at fornægte vor Overbevisning og lade os afholde fra at udtale denne. Lad os ikke ængstes af en flygtig forbigaaende Tilstand.« Han vilde stemme for Forligsforslaget, ikke fordi han ansaa det for den bedste, men den eneste Form, som kunde gennemføres, og han vilde hellere have den end ingen. Det var et af det Conservative Partis Medlemmer, Mr. Agg.-Gardner, der den 22. Marts skulde have fremlagt Forslaget, som imidlertid paa Grund af Kulstriken er bleven henlagt til senere. Efter de seneste Begivenheder har han faaet Anmodning om at tage Forslaget tilbage, men har svaret, at en saadan Handling fra hans Side ikke kunde gøre det skete usket og heller ikke - efter hans Overbevisning - forhindre Gentagelser, saa han stod fast ved sit Løfte, da et Brud herpaa snarere vilde bringe Tusinder af hidtil lovlydige Kvinder ud i de stridbares Skarer.
Dagbladene vil have meddelt vore Læsere, at ca. 300 Personer er fængslede, deriblandt de 2 Redaktører Mr. og Mrs. Pethick Laurence samt Mrs. Pankhurst. Disse 3 vil rimeligvis blive idømt flere Maaneders Fængsel. Redaktørerne, fordi man ved en Husundersøgelse mener at have fundet Papirer hos dem, hvis Indhold var strafværdigt paa Grund af oprørske Tendenser. Noget bestemt herom foreligger dog ikke endnu. Miss Christabel Pankhurst er der udstedt Arrestordre imod, men hun er sporløst forsvunden fra Jordens Overflade. Hendes sidste Livstegn fandtes i hendes Blad »Votes for women«. Det var Overskriften «En Udfordring«, saa fulgte 2 blanke Spalter og saa hendes Navn. Trykkeriet havde nægtet at trykke Artiklen af Frygt for at komme i Konflikt med Lovene.
Det andet store millitante Forbund »The womens freedom League« har ved sin hæderkronede gamle Formand, den 75aarige Charlotte Despard taget Afstand ikke fra den millitante Fremgangsmaade, som de tilskriver stor Betydning, men fra militant Handling paa det nuværende Tidspunkt. Det moderate Forbund med Millicent Fawcett i Spidsen siger, at de beklager og fordømmer det, der er sket, men de opfordrer Lovgiverne til at erindre sig følgende Udtalelser af Lord Morley, da han i Overhuset som Svar paa Urolighederne i Indien fremlagde sit Forslag til en Reform. »Denne Bevægelse i Indien er rejst for at naa nogle Fordele, som vi selv har lært Befolkningen at betragte som værd at eje. Hvis vi ikke kan komme til en Ordning, der samtidig tilfredsstiller disse ny Krav, da er Fejlen vor, ikke Befolkningens. Der vilde da være sket et Brud mod britisk Statsklogskab«.
Til Slut skal vi gengive et Brev, som Næstformanden for det kgl. Kollegium for Kirurgi, Mr.
Mansell Moullin
sendte det konservative Blad »Times«, som sendte det tilbage, hvorefter det blev optaget i et af Kvindebladene. Denne Mand skriver:
Suffragetternes Ødelæggelsestogt ere forbi. - Retten gaar sin Gang. - Og som altid, naar Folket er ophidset, raaber man paa barbariske hævngerrige Domme, som - hvis de gives - de samme Mennesker senere, naar de har faaet deres Fornuft, vil beklage.
Flere hundrede Kvinder - mange af dem de højst kultiverede og mest talentfulde i Landet - er underkastede det engelske Fængselssystems ubeskrivelige Lidelser. De har givet Afkald paa alt for deres Sag - de har vist den smukkest mulige Form for Forsagelse. Nogle vil bukke under og dø. Mange flere vil tage Skade for hele Livet. Alle vil de komme til at gennemgaa store Lidelser.
Hvad er saa det næste Spørgsmaal? Retfærdighed.
Husk, at for disse Kvinder er deres Sag hellig. Det er en Religion for dem. Husk, at denne Følelse spreder sig vidt og bredt Landet over, og den gror med en Hurtighed, som aldrig før. Husk, at det retfærdige i deres Sag er blevet indrømmet Gang paa Gang af Ministre og Folketingsmænd, og husk at disse Kronens Tjenere har tirret Kvinderne over al Grænse med haanlige Beskyldninger om Mangel paa Iver for deres Sag, ved højtideligt at love dem Hjælp med den ene Haand, medens de med den anden er optagne af at give Dødsstødet til det Forslag, som Kvinderne ønskede fremmet.
Det er muligt, at det, Kvinderne gør, er urigtigt, men hvis er Skylden?
Kvindernes Sag er en Menneskeværdi, der uimodstaaelig arbejder sig frem til højere Maal. Hjulpet, støttet og ledet ved statsmandsmæssig Handlemaade kan den kun virke til det Gode. Undertrykkes den, holdes den nede med Magt, da vil den stadig vokse til den er saa stærk, at den bortfejer alle de Hindringer, der er i dens Vej. Saaledes er det altid gaaet med alle store moralske Bevægelser, og saaledes vil det ogsaa gaa med denne.
Vil ikke Medlemmerne i Parlamentet før det er for sent, prøve paa at se under Tingenes Overflade, prøve at faa Øje paa det, der ligger dybere, feje til Side alle Øjeblikkets Smaating og sørge for, at det som saa mange Ministre har kaldt Kvindernes retfærdige Krav, at det uden Ophold bliver imødekommet?
Mrs. Annie Besant.
Den bekendte engelske Forfatterinde og Teosof, skriver ligeledes i »Times« for 12. Marts:
... .at Mr. Asquith henvender sig til Kronens Lovkyndige for at knuse disse frygtelige
Kvinder, medens han lægger sig paa Knæ for de strejkende Kularbejdere. Det ene Hold »Forbrydere« gaar taalmodig i Fængsel uden at have tilføjet Tredjemand nogen legemlig Fortræd, det andet Hold holder Væddeløb med sine Hunde og tager sig en Ferie, mens de foraarsager en navnløs Fortræd for andre. Det «r fordi Arbejderne har en Stemme, det har Kvinderne ikke. Førsteministeren bønfalder den ene Part og behandler den anden med Raahed. Europa ser med Forbavselse, at Skarer af højtstaaende og højt kultiverede Kvinder gaar i Fængsel. Skandalen er for stor til at blive fortsat, og der er kun én Maade at ende den paa: »at give det, der forlanges«.
»Men dette vilde være det samme som at give efter for Vold! For hvilket andet Tryk har Politikere nogensinde givet efter? Det er afskyeligt, men det er sandt. Vold er den i England anerkendte Maade, hvorpaa man opnaar politiske Rettigheder. Hvis alt Hykleri ikke ophører, og et Forslag ikke bliver fremlagt, da vil Fængslerne overfyldes, indtil Stillingen tilsidst bliver uudholdelig.........Vil
vore Lovgivere handle og derved undgaa det fordømmelige, der vil være i at opsætte?«
