« Tilbage til søgeresultaterne
KOLDING
Den 3., 4. og 5. Juni vil »Dansk Kvindesamfund« s Tillidsmænd samles til det aarlige Møde. Sidst mødtes man paa det venlige Sletteland Falster. I Aar gæstes Kolding og Skamlingsbanken ved Danmarks Grænseskel. Derfor et Par Ord om den opblomstrende jydske Fjordby og dens skønne Omegn.
Kolding var til, længe før Hertug Abel i 1248 begyndte at bygge paa Slottet. Men det blev alligevel Koldinghus, der kastede Glans over Byen. Lige fra 1248 til 1807 har de fleste danske Konger boet her i kortere eller længere Tid. Her fødtes Stamfaderen til vort nuværende Kongehus, Hertug Hans d. y. Her døde Chr. III, her holdt Frederik II sine glade Fester og her legede Chr. IV som Barn og byggede det berømte Kæmpetaarn, da han blev voksen. Den sidste Konge, der opholdt sig paa Koldinghus, var Chr. VII i Aaret 1807. Kort Tid efter- i Marts 1808 - kom Bernadotte - (den senere svenske Konge) til Byen og tog Ophold paa Slottet i Spidsen for de spanske Hjælpetropper. Men det var hundekoldt i de Dage - og saa fyrede Spaniolerne for stærkt i Kaminen, Træværket antændtes, og Natten til den 30. Marts gik den gamle Kongeborg op i Luer. Tilbage er en malerisk smuk Ruin, Nordevropas største. I den senere Tid er en Fløj genopført og taget i Brug som Musæum, og om et Par Aar vil en ny Fløj staa færdig til at modtage en Malerisamling. I den gamle Slotsgaard vil et af vore Møder blive afholdt. Oppe fra det forvitrede Taarn med dets landskendte sønderbrudte Omrids skuer den sidste af de fire berømmelige Kæmper - Herkules - ned over en driftig, energisk By med gamle interessante Gader og store nye Bygninger i broget Blanding. Navnlig de nye Kommuneskoler er mønsterværdigt byggede og indrettede. Slottets Brand var selvsagt til stor Skade for Byen. Men den overvandt den. Saa kom Krigene. Baade i 1848 og 1864 var Byen besat af Fjenden (i Treaarsskrigen først efter hæftige Gadekampe, hvorom Kanonkugler hist og her i Murene endnu minder). Men ogsaa den Lammelse overvandtes, og siden er Udviklingen skredet stærkt frem. Tæt ind mod Byen findes herlige, naturskønne Steder, stærkt lovpriste og stærkt besøgte. Der er det idylliske Marielund, besunget af Holger Drachmann, der er Alpedalen mod Vest ved den bugtede og blinkende Kolding Aa, og der er Stejlbjerg med den store Restaurant »Alhambra«. Og saa er der Fjorden med dens mange Udflugtssteder og det slotsmæssige Julemærkesanatorium.
Paa Mødets anden Dag gæstes Skamlingsbanke. Man kører dertil med den nyaabnede Heilsmindebane og har fra Bankens Top en af Danmarks vidunderligste Udsigter, over Bæltet til Fyen, over Grænsen ned til Sønderjylland - det tabte Land. Men Skamlingsbanken er mere end et smukt Udflugtssted. Det er et historisk Sted, en national Samlingsplads, hvor der fra Indvielsen i 1843 til Slutningen af 50erne er afholdt en Række betydningsfulde Folkefester, ved hvilke Sønderjydernes Sag er blevet talt af Mænd som Hjort-Lorensen, Laurids Skau, Grundtvig, Orla Lehmann o. m. fl. I 1863 rejstes den bekendte høje Granitstøtte, som Tyskerne skød ned Aaret efter, men som senere paany er blevet rejst. Rundt om den paa Banken og dens Skrænter findes en Række Mindesmærker for Mænd, der kæmpede for Sønderjydernes Sag med Ord og Daad, og i en Sænkning staar Lorens Frølichs Granittalerstol, hvorfra kendte Mænd fører Ordet ved de store St. Hansmøder, ved hvilke Bjørnson ogsaa har talt. Den 4. Juni vil - saa vidt vides - for første Gang Kvinder tale paa dette historiske Sted..
Saaledes er i store Træk den By og Egn, hvor vore Tillidsmænd i Aar er indbudte til Møde af Koldingkredsen. Dens nuværende Formand er den engelskfødte Helen Clay Pedersen, der for faa Maaneder siden fik Ideen til og glimrende gennemførte den landsomfattende »Kvindernes Udstilling« i Kolding. Hvor vellykket denne var, er allerede omtalt her i Bladet. Foruden den almindelige Opmærksomhed, Udstillingen i sig selv blev Genstand for, bidrog den desuden i høj Grad til at gøre »Dansk Kvindesamfund« og vort Arbejde kendt blandt mange, der ikke hidtil havde interesseret sig for Kvindernes Krav. Resultatet blev forøget Tilgang af Medlemmer og livligere Deltagelse i Koldingkredsens Møder. Kort sagt: En levende Interesse i Sydjylland for Kvindesagen, en Interesse, der danner den bedste Baggrund for vort Sommermøde. Og herfor fortjener Koldingkredsens Formand Æren og Takken.