« Tilbage til søgeresultaterne

Støt Eders eget Organ!

« Se emneord

De forskellige Kvindeorganisationer (som findes omtalte paa et andet Sted i dette Blad) har - naturligvis kan vi gerne sige - alle til Formaal at fremme Deltagernes Interesser, at hidføre bedre sociale og økonomiske Levevilkaar for Kvinder, nogle af dem, som Fremskridtsforeningen og Valgretsforeningen, for alle Kvinder, Fagforeningerne særligt for Udøverne af de paagældende Fag. Efter Formaalenes Forskellighed vil de Midler, Foreningerne maa anvende for at naa frem, vel ogsaa være forskellige, men ét Middel er der, som ingen af dem vil kunne undvære, om der skal udrettes noget rigtigt, det er: en Talsmand i Pressen.


Det er en Erfaring, der stadigt bekræfter sig paany, at Forurettelser, som ikke paatales, de erkendes ikke. Tier den, der véd sig forurettet, skal den, hvem Forurettelsen skyldes, nok vogte sig for at tale om den, og det vil da være, som om den slet ikke var til, som om alt var i bedste Orden. Og hvad Kvindernes Sag angaar, da maa der om den tales højt, hvis det skal hjælpe, thi har Kvinderne hidtil holdt sig temmelig tavse, saa har det styrende Køn som Regel vendt det døve Øre til, naar Tavsheden undtagelsesvis blev brudt.


Dette har Kvindelig Fremskridtsforening fra første Færd af været paa det rene med. Derfor har dens Ledere sat Tid og Kræfter ind paa at skaffe Kvinderne et Talerør, igennem hvilket deres berettigede Krav kan lyde, saa det høres Landet over, hvad vi vil.


Af Eder, danske Kvinder, afhænger det imidlertid, med hvor stor Styrke disse Krav kan frembæres, thi et Blads Indflydelse retter sig for en stor Del efter Tallet af de Tilhængere, det har formaaet at samle om sin Opgave. Hver ny Holder giver derfor ”Hvad vi vil” forøget Vægt, forøget Udsigt til at udvirke noget til Gavn for Eder. Lad det blive vitterligt, at Bladets Holdere maa tælles i Titusinder, og I skal faa at se, hvor de, der sidder inde med Magt og Indflydelse, vil blive lydhøre over for dets Paatale og de Krav, det stiller i alle danske Kvinders Interesse.


Har I ikke Evne til hver især at holde sit Eksemplar af Bladet, saa slaa Eder sammen, to, tre, fire om at holde ét. Læs det, og finder I noget deri, som forekommer Eder ikke rigtigt, da lad Redaktionen det vide, saa den kan rette det eller oplyse Misforstaaelsen, hvis en saadan er til Stede. Og kender I et eller andet Forhold, Kvindesagen vedrørende, der bør paatales, saa kom til Redaktionen med det; den vil hjælpe Eder med at sætte det i Form, om I ikke selv kan. Hvilken saa Eders Samfundsstilling er, Redaktionen af „Hvad vi vil” skal tage lige venligt imod Eders Bidrag, uden Personsanseelse.


Saa sandt som hvad vi vil er Ret og Billighed, saa vist vil det en Gang slaa sejrende igennem, hvordan end Kvinder og Mænd stiller sig til det. Men hvor lang Tid det vil tage, se, det afhænger for en stor Del af den Virksomhed, der udfoldes for at afkorte den. Til at hidføre snarlige Forbedringer i Kvindekønnets Stilling er „Hvad vi vil” et af de aller virksomste Midler. I Kvinder, som vil være med til at fremme dette Maal, slut Eder om Bladet. Vil I fremme Eders egne Interesser, da støt Eders eget Organ, støt „Hvad vi vil”!



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner