« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Aarbog
Det er en fortræffelig Idé, Redaktør Ivar Hjort har haft, aarlig at samle Oplysninger om, hvorvidt danske Kvinder er naaet frem mod social og økonomisk Selvstændighed, og hvor de finder Støtte og Forstaaelse i deres almene eller personlige Stræben.
Det er selvsagt, at Stoffet til en saadan Oversigt maatte blive mangefarvet og derigennem underholdende. I Bogen findes der ogsaa en Mængde vejledende og velskrevne Artikler om Forhold og Institutioner, der berører Kvinden i Særdeleshed, og om Personer, der har gjort et Pioner-Arbejde indenfor de forskellige Grene.
Blandt Artiklerne skal vi straks fremhæve to. - Overretssagfører Astrid Rickmanns klare og let tilgængelige Udredning af »Kvindens Retsstilling«, og Louise Neergaards omhyggelige og med omfattende Indsigt ordnede Artikkelrække om »Kvinders Selverhver«. Dette sidste Bidrag fra »Kvinden og Samfundet«s interesserede og paalidelige Medarbejder, med hvis Arbejde det altid er en Fornøjelse at gøre Bekendtskab, turde være det, der vejer mest til i hele Bogen; og det, der for Almenheden vil være til størst Nytte.
At enkelte Fag ikke omtales - vi nævner i Flæng: Tandlægefaget, Apotekerfaget, Gymnastikfaget (vi har dog 3 ministerielt ansatte Gymnastikinspektricer mod 16 Inspektører), Jordomoderfaget o. s. v. bør ikke synes underligt. Kvinder er jo nu inde paa saa mange Veje og beklæder saa mange Stillinger, at det er lettere at nævne dem, de ikke har erobret end det modsatte. Det er ogsaa »første Aargang«, der ligger foran os, - senere Aargange vil jo kunne afhjælpe Manglerne.
Med Udbytte vil man derefter kunne læse bl. a. følgende Artikler: »Kvinden i det daglige Liv« af Karen Hessel, der paapeger, at Mandens Opfattelse af Hustruen maa omdannes, før Kvinden i det daglige Liv faar den Stilling, som hun i Kraft af sin store Indsats har Krav paa. Fra at betragtes som et Slags Paahæng, som nu en Gang hører Verden til, maa man gaa over til at se og anerkende hende som Mandens Kompagnon, der i Hjemmet har et Arbejde, der ligestiller hende med ham, baade hvad Ret og Ansvar angaar. Som man ser et Standpunkt, der Gang paa Gang i Aarevis har været hævdet af Dansk Kvindesamfund.
Om »Kvinders Kaar ved Theater og Ballet« skriver Loulou Lassen. Clara Levy giver en Recept paa, hvorledes en Kvinde-Døgnjournalist helst skal være, - det er herefter ikke nogen absolut lokkende Vej at slaa ind paa, - den Egenskab, der efter Forf. Mening synes højst i Kurs er den al Udvikling dræbende Overfladiskhed.
Det vil iøvrigt føre for vidt at komme nærmere ind paa de forskellige Artikler, blandt hvilke enkelte gør et ret tilfældigt Indtryk. Saaledes minder navnlig Emma Gads Artikkel »To aktive Kvinder« for meget om et Greb i Posen. Naar der i første Aargang af en Kvindernes Aarbog skulde nævnes Eksempler paa Foretagsomhed indenfor Kvindernes Rækker, saa kunde der - de to omtalte Kvinders gode Egenskaber ufortalt - køres frem med Navne, som vilde passe bedre til Formaalet.
At Dansk Kvindesamfund som den ældste Kvindeforening, behandles i en særlig Artikkel (af Thora Daugaard) er noget som enhver kvindesagsvenlig Læser vil paaskønne. Artiklen prydes af et vel-udført Billede af vort smukke Banner, et Interieur fra vort Hovedkontor samt et Billede af Jutta Bojsen Møller og Gyrithe Lemche, der efter D. K.s store Himmelbjergsmøde i 1910 blev fotograferet med Blichers Sten som en smuk Baggrund.
I sin Helhed - medens vi er ved en Omtale af Billederne - er Illustrationerne gennemgaaende gode, og der er en saadan Rigdom af dem, at man virkelig imponeres over denne Rundhaandethed i en Bog, der er saa eventyrlig billig*).
*) Bogen er paa ca. 230 S. og koster------Kr. 2.00!
En Del morsomt optagne Billeder af Kvinder beskæftigede ved deres forskellige Arbejde, skyldes Firmaet Laurberg & Gad, der har været kyndige Medarbejdere i den Retning. Der ved Siden af findes et Utal af Personportrætter, hvoriblandt man med særlig Interesse betragter de i en smagfuld Frise ordnede Billeder af de Kvinder, der Landet over er valgt ind i Kommunalraadene.
En Oversigt over vore mange forskellige Kvindeforeninger og Institutioner og disses Formaal, samt et oplysende Fagregister er ligeledes ledsaget af Billeder af Lederne og Udøverne. - Endelig findes der i Bogen de uundgaaelige - Annoncer, dog forfattede illustrerede og anbragte paa en saadan Maade, at de forstyrrer Bogens Idé vistnok det mindst mulige.
Til et som det synes praktisk ordnet Register over de for Kvinder bestemte Legater, har Redaktionen benyttet en Mand som Medarbejder, Cand. phil. Jul. Wulff, den eneste navngivne Mandsmedarbejder. At Redaktøren ogsaa er en Mand - en med det foreliggende Stof ret ukendt Mand - lægges i større og mindre Grad for Dagen. Redaktionen har aabenbart alene maattet stole paa sine Medarbejdere, og saa vidt vi kan se, har den ogsaa paa en enkelt Undtagelse nær trygt kunnet dette. Undtagelsen findes i en af Elna Munch skrevet Artikkel om »Kvinders Valgret«. Medarbejderen har ved i en Slags historisk Oversigt - ganske kort - over Arbejdet for Kvinders Valgret herhjemme at undlade at nævne Dansk Kvindesamfunds mangeaarige Arbejde for denne Sag ikke vist sig Redaktionens Tillid værdig. En enkelt henkastet Bemærkning i Omtalen af D. K.’s Stiftelse om at »senere har det tillige sat Kvindernes Valgret paa sit Program« - er alt, hvad der antydes i denne Retning.
Vi haaber, at denne Illoyalitet - thi en Overfladiskhed, der skyldes Mangel paa Viden, kan det ikke være, dertil turde Medarbejderen kende den Sags Historie for godt - ikke vil afholde Dansk Kvindesamfunds Medlemmer fra at anskaffe denne iøvrigt gode Bog; skønt det jo er indlysende, at Medlemmer af en stor Landsforening, som Dansk Kvindesamfund, med Kvinders Valgret som sit første Programpunkt ikke føler sig tilskyndede til at støtte et Foretagende, der tillader en Medarbejder at forbigaa denne Landsforenings velkendte energiske Arbejde for den Sag, som er betroet til hendes Omtale.
Endnu en Side ved denne Optræden bør drages frem. Medens D. K. for saa vidt kan tage sig det let, om »Kvindernes Aarbog« i dette Tilfælde undlader at nævne det - dets Arbejde er jo en Kendsgerning og bliver ikke bedre ej heller ringere af den Grund - saa kan Dansk Kvindesag i sin Helhed og overfor Offentligheden næppe være tjent med, at en af dens Ledere sætter sig »et Monument« af denne Art. -
Forøvrigt burde Redaktionen have kunnet standse sin Medarbejder i Opløbet ved at forelægge hende den andetsteds i Bogen skrevne og ovenfor omtalte særlige Artikkel om Dansk Kvindesamfund. En kort Henvisning i Elna Munchs Oversigt til denne Artikkel vilde have reddet Redaktionen fra at blotte sin Mangel paa Kendskab til det Stof, den redigerer.
Dette uheldige Valg af en Medarbejder bør - om ikke andet - gøre Redaktionen vagtsom, naar den forbereder næste Aargang, som vi trods alt allerede glæder os til at hilse velkommen. Idéen er, som sagt, fortræffelig.