Den gifte Kvinde.
Mon Fru Meyer ikke tager fuldstændigt fejl, naar hun gaar ud fra. at „Kvindens Mangel paa Ligestilling i det sociale Liv kan ikke andet end virke demoraliserende paa selv den bedste Mand”? Skulde Fru Meyer ikke selv kende Mænd, som ikke har ladet sig demoralisere? Jeg drister mig til at sige, at de Mænd, der nærer sand Kærlighed eller blot virkelig Agtelse for deres Hustruer, alene derved er sikrede mod den Demoralisation, Fru Meyer omtaler. Den findes kun der, hvor det er ude med Kærlighed og Agtelse. At dette desværre oftere er Tilfældet, end man skulde ønske - det er en anden Sag, som jeg ikke tør sætte i Tvivl. Men paa den anden Side er det min Mening, der - det er jeg vis paa - deles af saare mange, at det gennemgaaende ingenlunde er Hustruen, der bliver tyranniseret eller berøves Indflydelsen i Familjelivet. Skal der endelig være Tale om noget saadant i ordenlige Familjer, er det i Almindelighed nok Manden, der er den eftergivende, trods Lovens Bud og Vielsesformularen. Grunden hertil, tror jeg, er den, at Hustruen i Følge Naturens Orden, som paa dette Punkt er uforanderlig, er den lidende Part i Ægteskabet, hvad den kærlige Mage ikke vil, tidt end ikke tør, undlade at tage i Betragtning. I ordenlige Familjer er Reglen vel den, at alle vigtigere Anliggender gennemdrøftes fortroligt og kærligt mellem Ægtefællerne. Sæt nu, at de i et eller andet Forhold, lad os sige Børnenes Skolegang og senere Oplærelse, ikke kan blive enige. Var der da vundet noget ved, at Loven gav dem lige Bestemmelsesret? Jeg kan med min bedste Vilje ikke se det. Det vilde først hindre og forsinke Afgørelsen og dernæst afstedkomme alvorlig og vedvarende Uenighed, der i de allerfleste Tilfælde vilde blive ødelæggende for Familielivet. - At der skulde komme Harmoni og Lykke i Ægteskabet ud deraf - det kan jeg ikke fatte.
Det være langt fra mig at paastaa, at hvad Fatter gør, altid er det rigtigste. Jeg er ingenlunde blind for, at der gives nok af Ægteskaber, baade ordenlige og mindre ordenlige, hvor Mutter for den Sags Skyld egnede sig bedst til at være Fatter. Men Reglen er det ikke.
Hvor Manden er en Per Tot, Hustruen derimod dygtig og handlekraftig, vil hun nok trods alle Lovbestemmelser sætte sin Vilje igennem. Og hvor det ikke er Dygtighed og Handlekraft, men Kærlighed, Retsind og Pligtfølelse, Manden mangler, dér tror jeg ikke paa Lovbestemmelsers Ævne til at forbedre Familielivet.
For Slægtens Skyld var det naturligvis heldigst, om den bedste og dygtigste af Ægtefællerne havde den afgørende Myndighed. Men hvem kan og skal afgøre, i hvilke Ægteskaber det er Kvinden, og i hvilke det er Manden, der har disse Egenskaber?
Var det nu en given Sag, at de som oftest fandtes hos Kvinden, saa var det ubetinget rigtigst at give hende Bestemmelsesretten i Tilfælde af Meningsulighed. Men vi er vel enige om, at det ikke er saa, at Forholdet, i det mindste hvad Dygtigheden angaar, efter den gængse Opdragelsesmaade sandsynligvis er det modsatte. Derfor og saa i Betragtning af den højst vigtige Opgave, Naturen har tildelt Kvinden fremfor Manden i Ægteskabet, har det hidtil været rigtigst som naturligst, at Manden i Særdeleshed udadtil optraadte som Familiens Overhoved. Og det vil det vedblive at være fremdeles en Stund endnu. Ja, i Betragtning af den sidst anførte Aarsags Holdbarhed er jeg ikke bange for at forudsige, at dette Forhold vel endnu overlever adskillige Slægtled.
Det er Fru Meyers Opfordring til „enhver Kvindesagsven”, der har gjort mig det til Pligt at fremkomme med dette lille Indlæg. Thi sandt Venskab forpligter til at sige Vennen Sandheden, saaledes som den staar for os selv. Efter min oprigtige Mening vilde det være at begynde fra den forkerte Ende, om man vilde opstille den gifte Kvindes Ligestillelse med Manden udadtil som „det første og vigtigte Skridt” i Kvindesagen. Ligestillelse er, trods det, at Naturen slet ikke vedkender sig den, et for rettænkende Mennesker saare bestikkende Begreb. Hvad Parterne i Ægteskabet angaar, kan man dog trøste sig med, at de her til Lands er ligestillede paa det afgørende Stade: det er ved Indtrædelse i Ægtestanden og ved Valget af Ægtefælle. Her gælder stadigt Digterens vise Raad:
„Drum prüfe, wer sich ewig bindet,
Ob sich das Herz zum Herzen findet.“
Ja, det er det, det kommer an paa i Ægteskabet. Imod dette er Lovens Bestemmelser rene Smaating for Menneskenes Lykke. De kan lige saa lidt gøre et Ægteskab lykkeligt, hvor sand Kærlighed og Forstaaelse mellem Fællerne mangler, som de kan gøre det ulykkeligt, hvor disse Betingelser er til Stede.
