Et Svar.
Da Hr. Mendel Lazarus sikkert har mange Meningsfæller iblandt dHrr. Ægtemænd, er hans Indlæg særlig kærkomment, fordi det giver mig Anledning til muligvis at gendrive det.
Min Udtalelse om, at „Kvindens Mangel paa Ligestilling i det sociale Liv virkede demoraliserende paa selv den bedste Mand”, har Hr. M. L. fuldstændig misforstaaet. Jeg taler nemlig ikke om moralsk fordærvede Mænd, men om en demoraliseret Tankegang, som selve Hr. M. L. i sin Artikel viser i Spørgsmaalet om den gifte Kvindes Ligestilling med Manden, idet han siger: „I Betragtning af den højst vigtige Opgave, Naturen har tildelt Kvinden fremfor Manden i Ægteskabet, har det hidtil været rigtigt og naturligt, at Manden udadtil optraadte som Familiens Overhoved.” M. L. kan med sin bedste Vilje ikke se andet - altsaa ogsaa han bærer Vidnesbyrd om en demoraliseret Tankegang, naar det gælder Kvindesagen.
Mennesket, Samfundsborgeren er ikke til for Ægtemanden i hans Hustru. Kun Elskerinden, Husholdersken, Børnefødersken, Kvinden ved den hyggelige Arne, den indelukkede Familiekvinde, der taalmodig og stille lader Familiens Overhoved afgøre alle Sager, hun er Ægtemandens Ideal.
Talen om Agtelse og Kærlighed bliver kun til Fraser, naar faktisk al Myndighed udad i Samfundet er berøvet den gifte Kvinde.
At der gives Forhold, hvor Konens Stemme i Hjemmets indre Anliggender er den afgørende, er der ikke Tvivl om. Manden har let ved at være eftergivende paa disse Punkter; han sidder faktisk inde med Pengekassen, saa hendes Herskerlune rækker ikke langt, naar hun vitterlig skal bede sin Mand om hver Øre til sit og Husets Brug.
Hr. M. L. siger, han er ikke blind for, at der er mindre gode Forhold - men dem taler jeg slet ikke om. Reformer maa altid komme fra de lykkeligste og bedste Forhold, og det er netop de Ægtefæller, som har Agtelse for og Kærlighed til hinanden, der tør tale aabent om det uretfærdige i deres Stilling. Det er de Ægtefæller, der har Trang til at sige: alt, hvad der er mit, det er ogsaa dit.
Hvorledes skulde en Hustru kunne sige det nu? Det vilde jo være Ironi - thi „Manden er” i Følge Loven ”eneraadende i Fællesboet uden Hensyn til, hvem der har bragt det til Veje.”
Hr. M. L. spørger: „Dersom Forældre ikke kan blive enige om Børnenes Skolegang og senere Oplærelse, var der da vundet noget ved, at Loven gav dem lige Bestemmelsesret?” - „At der kan komme Harmoni og Lykke i Ægteskabet ud deraf, - det kan jeg ikke fatte,” siger Hr. M. L. videre. Atter den demoraliserede Tankegang. Af Frygt for Uenighed ønsker Ægtemanden at beholde Eneherskerens Magt over Hus og Børn. - Jeg betonede netop stærkt i min Artikel, at Lovgivningen maa se paa Ægtefællerne som paa to selvstændige Individer. Ægtefællerne bør i økonomisk Henseende være som to Kompagnoner, der indretter deres Hus, som det passer dem bedst. Gør de det, vil det ogsaa blive dem let at tage Bestemmelse om, hvorledes de indbyrdes vil ordne Afgørelsen ved deres Børns Opdragelse.
Hr. M. L. mener, at det vilde være den forkerte Ende at begynde Kvindesagen paa, at stille den gifte Kvinde lige med Manden udad til. Jeg tillader mig fremdeles at tro, at den gifte Kvindes Myndiggørelse er det allerførste Skridt, hvorfra alle Reformer for Kvinderne vil kunne faa nogen Betydning; thi kun ud fra hendes Myndighed vil Døtrene kunne faa en anden Opdragelse.
Vedbliver hun nemlig at umyndiggøres, naar hun gifter sig, vil al faglig Uddannelse af unge Kvinder kun betragtes som et midlertidigt Arbejde, som der ikke vil blive lagt synderlig Vægt paa, da det for den unge Pige kun er et Tidsspørgsmaal, hvorimod hun, naar den gifte Kvinde vedbliver at være myndig efter Ægteskabet, kan fortsætte sin Gærning, være Haandværker eller Næringsdrivende, være Medinteressent i Mandens Forretning eller hvad andet, hun ønsker.
Men Huset - Børnene? vil de fleste spørge. Vi kan sikkert være ganske rolige i den Henseende; thi der er ingen Grund til at tro, at Kvinden skulde blive en daarligere Moder og Opdrager, fordi hun indtager en selvstændig Stilling i Ægteskabet og bliver ansvarlig som Samfundsborger; men der er meget mere Grund til at tro, at hvis en Hustru tager sin Del af Erhvervet paa sig, vil en mindre anstrængt Arbejdsdag for Manden gøre ham bedre skikket til at deltage i Opdragelsesarbejdet som Fader, end de fleste Mænd for Øjeblikket er. Børnene trænger dog ikke mindre til en faderlig end til en moderlig Opdragelse.
Hr. M. Lazarus har Ret i, at Lovregler ikke skaber Kærlighed og Forstaaelse mellem Ægtefæller, thi Loven er kun Former for Livet, men Lovregler kan være saa skærende og strammende Baand, at de kan kvæle og dræbe den fri Livsbetingelse - og det er det, vore Love for den gifte Kvinde gør paa vort nuværende Kulturtrin, saa jeg vil endnu en Gang bede Kvindesagsvenner virke for at løsne den gifte Kvindes Baand.
