Lidt for gammeldags.
Fru Redaktør!
Tillad mig et Par Bemærkninger.
Som næringsdrivende og skatteydende Kvinde har jeg i flere Aar drevet en selvstændig Forretning og derved ernæret mig selv og mine Børn. Forretningslivet har imidlertid sin anstrængende Side, og jeg har derfor den Skik, efter at have tilbragt min Dag i Travlhed, indelukket bag Butikens Disk, at nyde et Par Aftentimer i den fri Luft. Jeg er derfor Abonnent i Tivoli, men kan ikke nægte, at jeg føler det som en stor Krænkelse, at jeg ikke kan faa løst Abonnementskort, uden paa en Mands Navn, da Tivoli stadigt endnu fastholder den traditionelle Skik: „Damer kan kun erholde Abonnementskort paa en navngiven Herres Navn.” Bringer maaské vedkommende Herre Attest med for god Opførsel og sædelig Vandel, inden han faar Lov at blive Abonnent? eller er det kun af Kvinder, man frygter en upassende Opførsel?
I sig selv er Sagen latterlig, da enhver Mand og Kvinde for 50 Øre kan gaa igennem Tælleapparatet, men ved Tivolis gammeldags Fordring ved Salg af Abonnementskort fastholdes den bornerte Opfattelse, at en dannet ung Dame ikke kan gaa alene i Tivoli om Aftenen, medens det netop gælder om, at i et Etablissement som dette enhver Dame, ung eller gammel, burde kunne spadsere lige saa frit som i Ørstedsparken eller Kongens Have. Tivoli vandt derved, og lidt mere social Lighed var vundet tillige. Jeg har kun ønsket Plads for dette Par Bemærkninger for muligen at bevæge Tivolis ærede Direktion til fra næste Sæson at skaane Kvinderne for den lidt for gammeldags Fordring om en Herres Navn til Erhvervelse af Abonnementskort,
Ærbødigst