Nedad.

Skitse.

„Nu maa Du give mig nogle Skillinger, Du, for din Mor har brugt dem, hun havde, og jeg har nu blot 2 Kr. tilbage! Du er jo Embedsmand og faar Løn .... søde, rare lille Niels, Du skal faa Hundrede Tusinde Kys for 20 Kr.”

Niels saa paa hende med saa underligt et Blik. Hans Øjne ligesom udvidedes, der kom et Udtryk af Angest i dem, og skønt med næsten dirrende Stemme sagde han dog sit fortrøstningsfulde:

„Ja, jeg lover det helligt, Du skal faa Penge”.

Hun var allerede henne hos Moderen, klappede hende, hjalp hende med at ordne det lille Værelse, og skænkede Niels et taknemligt Blik, da han lidt efter forlod det lille Hjem paa fjerde Sal i Gamle Præstgaten.

Niels gik hjem til sit lille Ungkarleværelse, som han havde lejet Dagen i Forvejen og endnu ikke betalt. Han gik over Norrbro. Der mødte han en Kammerat, der ligesom han var ansat ved Postvæsenet. Niels standsede, gik et lille Stykke med ham og spurgte saa i en frygtsom og skamfuld Tone, om han ikke kunde laane ham tyve eller tredive Kroner .... han trængte lige i Øjeblikket saa stærkt til Penge.”

Kammeraten slog flere Gange i Luften med sin Stok og rystede paa Hovedet.

„Det gør mig virkelig ondt, kære Bang, men - jeg kan ikke. Hvis Du var kommen i Gaar, da fik jeg Brev hjemmefra, men Pengene er borte i Dag. Bjørnemad altsammen. Det er ogsaa en Pokkers ussel Redelighed saaledes at gaa Aar ud og Aar ind uden at faa Løn. Havde jeg ikke min Gamle, saa .... Du, Bang, hvad har Du egentlig at leve af, Du maa naturligvis ogsaa leve paa Gæld ligesom vi andre, ikke sandt?

Niels saa sig omkring. Det samme Blik som saas hos Moderen under Samtalen med Sofie.

„Er det umuligt for dig, kære Østrøm, at skaffe mig et Laan, jeg er nødt til at have fat i nogle Penge, og kan jeg ingen faa at laane, saa tror jeg, jeg maa tage mig noget andet til.

Han lod Øjnene glide nedad Strømmen. Kammeraten fulgte Blikket, klappede ham paa Skulderen og sagde efter en Stunds Forløb:

„Naa, vær nu ikke mismodig. Jeg kan ikke gøre noget for Dig i Dag, men gaa til Lundberg, han kan maaské hjælpe dig. Det er aldrig saa galt som det ser ud til; Tusender har været i værre Knibe end Du er, og har dog slaaet sig igennem. Hav bare Mod, der findes nok en Udvej. Aa, for Fanden, Klokken er allerede 3; Farvel, kære Ven .... Vi ses i Morgen.”

Niels saa efter ham og gik videre med endnu langsommere Skridt. Denne Lundberg, ja, han maatte gaa til ham straks. Han boede paa Regeringsgatan og spiste hjemme i Familien. Lidt efter stod han ved hans Dør og ringede paa. Jo, Hr. Lundberg var hjemme og kunde træffes om et Øjeblik.

Niels kom frem med sit Ærende. Han var næsten paatrængende, ikke mere frygtsom og undselig som før. Han maatte have Penge. Lundberg, Søn af en Isenkræmmer, havde vist nok, bare han vilde hjælpe en ulykkelig Kammerat. Han vilde snart betale dem tilbage igen, ja, maaské inden en Maaned, blot han blev hjulpen nu, denne Gang.

Lundberg vedblev at ryge.

„Hvad mener De med snart, Bang?” spurgte han.

„Jeg mener, naar jeg kan, saa hurtigt jeg kan, med det allerførste.”

„Hvad har De for Sikkerhed at byde?”

„Sikkerhed? - mit ærlige Løfte.”

„Løfte, ærlige Løfte? De tror altsaa jeg laaner ud paa et ærligt Løfte! Hvad Ærlighed ligger der vel i et Løfte. Jeg giver ikke meget for Deres Ærlighed. Synes De maaské, det er ærligt at komme og tigge Penge af en, De kender saa lidt, som De kender mig?”

Niels blev endnu en Gang blussende rød. Han skammede sig, Harmen overvældede ham, og han gik uden at sige et Ord.

Hjemme paa hans Værelse kom Værtinden ham i Møde og sagde, hun havde et Brev til ham. Han takkede hende, hendes venlige, godmodige Ansigt gjorde ham saa godt. Det var varmt og lyst derinde, hyggeligt og propert. Han var bleven saa indtaget i dette Værelse at han havde bestemt sig til at tage det, uagtet Lejen oversteg, hvad han kunde ofre dertil.

Han lukkede Brevet op i hendes Paasyn. Hun stod ved Sengen og glattede ved Tæppet. Niels sukkede.

„Det er en Regning”, sagde han, „og jeg véd ikke om jeg kan betale eller hvornaar. Jeg er bange for, at jeg allerede i Dag maa flytte herfra. Mine Udsigter er for Øjeblikket meget daarlige. Hvad forlanger De i Skadeserstatning?”

Konen kom nærmere.

„Herregud, bliv De kun boende, siden De synes saa godt Værelset. Jeg kan se paa Deres ærlige Ansigt, at de betaler nok, saa snart De bare kan, De har jo Plads, saa det bliver vel ikke saa svært at skaffe Penge. Jeg er nok fattig, men jeg kan dog godt vente nogle Dage endnu. Vær nu bare rolig, saa bliver det nok godt.”

Niels kastede sig i Sofaen uden at sige et Ord. Den lille Kone gik ganske stille ud af Værelset, hun vilde lade ham have Ro til at tænke. Hun havde set sligt før. Men Ungdommen er saa elastisk, deres Sorger gaa, som de komme. Man dør ikke af Pengesorger. Det gaar over, den Slags. Der findes altid en og anden som vil hjælpe. Og saadant et Ansigt som hans, bedrager ikke. Hun fik nok sine Penge, derom var ingen Tvivl.

Der laa han nu alene. Vanskelighederne syntes at taarne sig foran ham. De steg op som høje Bjærge, gjorde det mere og mere vanskeligt for ham at trække Vejret, Niels sank hen i en Dvale, Tankerne blev uklare, han havde ikke sovet de sidste Nætter, tynget som han var af sine Bekymringer, raadvild og alt for fejg til at se Ulykken lige i Ansigtet.