« Tilbage til søgeresultaterne

En lille Rettelse.

Af: Katrine Pedersen

« Se emneord

”Moderretten” var et sandt og godt Stykke i sig selv; men det røbede en Misforstaaelse af „Hverdagstanker”, som jeg meget ønsker at faa Lov til at rette.


„Hverdagstanker” antydede Kvindens økonomiske Uafhængighed ikke som Maalet, men som et virksomt Middel mod det store Maal: Kvindens Ligestilling med Manden: Valgret!


Forandre Lovene kan vi jo ikke, før vi faar Manden med. Han har jo der Magten for Øjeblikket (hvor stor Uret det end er); derfor maa han vindes for vor Sag, og jeg tror da at dette hurtigst sker ved at arbejde paa vor egen Dygtighed, vise ham, at vi er noget i os selv, der, hvor vi ikke er bundne, jo mere vi kan løse os af alle de Baand, som Fordomme og sligt har bundet os med, des mere vil vi aftvinge Manden Agtelse, og des hurtigere vil han løse de Baand, han binder os med. Og intet vil føre os hurtigere til Maalet, end om vi kan hævde vor egen Stilling i Samfundet. Det, jeg mener, det særlig gælder, er: at vi tager fat der, hvor vi kan, ikke nøjes med at se paa de uretfærdige Love og paatale dem, men samtidig frigøre os paa alle de Omraader, hvor vi kan det, naar vi selv vil. Saa vokser vi vel til en Magt, som Mændene faar Følelsen af, at det er Uret og ugørligt at holde i Tømme længere. Og saa til Slut dette: Lige saa vist, som det er, at det ikke bliver rigtig bevendt med Selvstændigheden for den gifte Kvinde, før hun faar Valgret og derved, gennem Lovgivningen, Medbestemmelsesret over Børnene (og hvilken Kvinde fatter ikke den Uret, Moderen lider), lige saa vist er det ogsaa, at selv om hun faar denne Ret, bliver det kun skralt med Selvstændigheden, dersom hun ikke langt anderledes end hidtil har lært at staa paa sine egne Ben, har dygtiggjort sig til at kunne ernære sig selv og Børnene. Thi ingen Pisk og ingen Tømme er mere haard og snærende end Frygten for Livets Existens. Naar denne Tømme strammer, da bliver der kun lidt af Selvstændigheden, selv om vi har Valgretten. Derfor: opdrag de unge Piger til at blive Mandens jævnbyrdige, derved vindes hans Agtelse, og hun bliver hans ligeberettigede.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner