Den gifte Kvinde.
Gensvar af M. Lazarus.
Idet jeg gaar ud fra, at den Sag. jeg har begyndt at drøfte med Fru Meyer, er af største Interesse særligt for dette Blads Læsere, og i Tro paa, at en alvorlig og oprigtig Drøftelse vil bidrage til at klare Begreberne, kommer jeg igen.
Angaaende „Demoralisationen” var der ingen Misforstaaelse paa min Side. Jeg skrev udtrykkeligt om „den Demoralisation, Fru Meyer omtaler”. - Demoralisationens Tilstedeværelse er imidlertid ikke bevist ved, at man udbryder: Demoralisere! Tankegang! og: Atter demoraliseret Tankegang! nej, det maa vises, i hvilken Henseende den paagrebne Tankegang virkelig er umoralsk.
Jeg henviste til den uomstødelige Kendsgerning, at Naturen har givet Kvinden det Hverv at fostre, føde og die Efterslægten, at dette Hverv binder Hustruen stærkere til Hjemmet end Manden, og at dette i Forbindelse med den gængse Opdragelse hidtil har gjort det rigtigt som naturligt, at Manden udad til optraadte som Familiens Overhoved. Denne Henvisning bærer for Fru Meyer Vidnesbyrd om Demoralisation. Jeg tillader mig at spørge: hvad umoralsk er der heri?
Fru M. taler jo om de gode Ægteskaber og de „bedste” Mænd. Men over for disse er det Billede, hun udkaster af Ægtemandens Ideal, mere i Slægt med Overdrivelsen end med Virkeligheden. Faa Linier efter indrømmer hun selv, at der er Mænd nok, som ikke fordrer at afgøre alle Sager. Og naar hun i samme Forbindelse siger, at Manden „faktisk” sidder inde med Pengekassen, saa Konen „vitterlig” maa bede ham om hver Øre, saa er dette, mig vitterligt, ikke Tilfældet i de gode Ægteskaber med de bedste Mænd. - Naar Fru M. mener, at Manden sagtens kan lade Konen raade i Hjemmets indre Anliggender, fordi han har Pengekassen, og hun saaledes sætter Pengespørgsmaalet over Familielivets Ordning og Udvikling, saa mener jeg, at den Moral er ikke den allerbedste.
Med Fruens Slutning om „Fraser” vilde det have sin Rigtighed, hvis Forudsætningen var rigtig; men det er den ikke. I Følge Lovene kunde Ægtemænd ganske vist berøve deres Hustruer næsten al Myndighed udad til. Men „faktisk” gør de bedste blandt dem - altsaa de, vi taler om - det ikke. Mener Fru M. i de tre Linier om Fraserne ikke blot Talen om Agtelse og Kærlighed, men selve disse Følelser, da udtrykker de intet mindre end den Anskuelse, at Agtelse og Kærlighed mellem Ægtefæller ikke eksisterer og ikke kan eksistere indtil videre. - Er dette Meningen?
Anden Gang griber Fru Meyer min Tankegang i dens Umoralitet, da jeg ikke kan se, at der kommer Harmoni og Lykke i Ægteskabet ud af det, der efter min Mening vil afføde varig Uenighed mellem Ægtefællerne. Hvad umoralsk er der dog heri? Den demoraliserede Tankegang, Fru M. derefter forfølger, er slet ikke min, men en, hun selv har opfundet, og som endda staar i Strid med hendes egen Erkendelse af, at Konens Stemme i Hjemmet kan være den afgørende. Det, jeg har skrevet imod, er en Ligestillelse, der vil hindre og forsinke Afgørelser til største Skade for Efterslægten. Det er dennes Tarv, jeg først og fremmest har for Øje. Og jeg skrev udtrykkeligt, at Bestemmelsesretten burde gives til Kvinden, hvis det var en given Sag, at hun kunde og vilde nytte den bedre end Manden.
Fru Meyer lægger i det hele taget størst Vægt paa, hvorledes Lovgivningen ser paa Ægtefællerne, medens jeg anser dette for meget underordnet i Sammenligning med, hvorledes de gensidig ser paa hinanden, og jeg trøster mig til, at mit Synspunkt her er fuldt saa moralsk som min ærede Modparts.
Hvad der ved Siden af Paastanden om alle Ægtemænds „Demoralisation” bragte mig til at tage til Genmæle mod Fru Meyers Artikel, var det deri opstillede Krav paa at fremholde den gifte Kvindes Ligestillelse med Manden som det første og vigtigste Skridt i Kvindesagen. Af Svaret fremgaar det nu, at det skal det være af Hensyn til Døtrenes Opdragelse. Denne Begrundelse vilde jeg respektere, hvis den var holdbar. Men det er den ikke. Hvor findes de gode Hjem, i hvilke Manden paa Trods af Hustruens (og Datterens?) Ønske, ene i Kraft af den Myndighed, Loven hjemler ham, sætter sin Vilje igennem i Henseende til Datterens Opdragelse og Oplærelse? At dette ikke sker i ét Tilfælde af ti, det er jeg ganske vis paa.
For at give Hustruen Lejlighed til at hjælpe Manden med Erhvervet, saa han kan faae mere Tid til at tage Del i Opdragelsesværket, behøves der ikke nye Lovbud. Det første er vel kendt og prøvet; det finder tit nok Sted saa vel hos Forretningsfolk og Kunstnere som i Arbejderfamilier. Men at Husets Røgt og Børnenes Opdragelse i Almindelighed skulde vinde derved, det er for mig noget nyt. Jeg véd ikke bedre, end at Erfaringen lærer lige det modsatte.
Forstaar jeg Begyndelsen af sidste Stykke i Fru Meyers Svar rigtigt, fastholder hun ikke længer den Paastand: „Igennem .... . . Ligestilling med Manden gaar Vejen til Harmoni og Lykke i Ægteskabet.” Hun erkender jo nemlig nu. at Lovforandringer ikke skaber Kærlighed og Forstaaelse mellem Ægtefællerne. Men hvor det mangler, er Lykke og Harmoni jo utænkelig.
Den sidste Del af Stykket formaar jeg ikke at tyde, før jeg faar Oplysning om, hvad det er for en „fri Livsbetingelse” for de gifte Kvinder, som Lovgivningen kvæler og dræber. Jeg har spurgt min Hustru om det. Hun véd det lige saa lidt som jeg.
For mig staar Sagen herefter saaledes: Vi er enige om, at de omhandlede Lovforandringer ikke vil gøre Ægteparterne mere lykkelige. - Jeg mener at have paavist, at de heller ikke vil forbedre Kvindeopdragelsen mærkeligt. - Af rent praktiske Hensyn vil det næppe være anbefalelsesværdigt at tage Hustruens Ligestillelse med Ægtemanden som det første Skridt i Kvindesagen. Fastholdes dette Krav, da vil det vare meget længe, inden der ret kommer Gænge i denne. Og det vilde være til Skade for de ugifte Kvinder.
