Endnu et Svar.
Hr M. Lazarus indrømmer, at Drøftelsen af den gifte Kvindes Stilling er af største Interesse. Det tyder ikke paa, at de bestaaende Forhold, som Hr. M. L. forsvarer, er tilfredsstillende.
Der spørges, hvad umoralsk er der i, at Manden optraadte, lad os sige optræder som Familiens Overhoved? Det er umoralsk, fordi det umyndiggør Hustruen og sætter hende i Klasse med Børnene, krænker den selvstændige Personlighed og det Lighedsprincip, der er Kærnen i Humanismen. At den Moral ikke er den allerbedste, der sætter Pengespørgsmaalet over Familielivets Ordning, det skal jeg villigt indrømme; men da faktisk alle vore sociale Forhold og dermed ogsaa Familielivets Ordning i Øjeblikket bunder i vore økonomiske Forhold, saa er det vistnok temmelig umuligt at opgøre et Regnestykke om Hustruens Stilling i Ægteskabet, uden den Faktor, som hedder den „fælles Kasse”, hvorover Manden i Ægteskabet er eneraadende i Følge Loven.
„I Følge Lovene kunde Ægtemænd ganske vist berøve deres Hustruer næsten al Myndighed udadtil. Men „faktisk” gør de bedste blandt dem - altsaa de vi taler om - det ikke”, siger M. L.
Og saa er der ingen Grund til at ønske disse Lovregler forandret, som de er saaledes, at de kunde berøve Hustruen al Myndighed. - At enkelte af de bedste Mænd af Naade ikke benytter deres Ret og Tusinder og atter Tusinder Mænd hævder den - vel ikke bevidst, men af gammel Vane og nedarvet Tankegang, og brutale Mænd mishandler i Følge de samme Love, - skulde det ikke være nok til at kræve disse Baand løste ? At jeg saa stærkt har pointeret, at Reformerne skulde og maatte komme fra de lykkeligste og bedste Forhold, ligger simpelt i, at jo mere humane og nobeltænkende Mennesker er, des mere Ævne besidder de ogsaa til at sætte sig ind i de lidendes og forurettedes Kaar, og derfor vil jeg fremdeles henvende mig til de „bedste” Mænd, naar det gælder Kvindernes Ligestilling i Ægteskabet for Loven.
Hvor dybt Kvinderne maa være nede, hvor fremmede for Samfundsanliggender, hvor forkuede i Hjemmet, derom vidner noksom det, hvor lidt Kvinderne lader offenlig høre fra sig. Kommer man saa i deres Hjem, forbavses man over en grænseløs Hjælpeløshed og Uselvstændighed. I de allerbedste Forhold tør Hustruen ikke underskrive en Adresse eller abonnere paa et Blad, uden hun først har spurgt sin Mand, ikke at tale om de Forhold, hvor Hustruen er saa overlæsset af husligt Arbejde, saa fysisk nedbrudt af Børnefødsler, at hun møder en som Halvidiot, indelukket i Hjemmet som i et Fængsel med den talrige Børneflok, der skrigende stiller sine Fordringer til hendes Tilsyn og Pleje. - I slige Huse tror jeg ganske sikkert, at Mændene ikke „forlanger at afgøre alle Sager”, thi han flygter rimeligvis, naar han har fortæret sit Maaltid, hen i sin Klub eller i Foreningslivet, medens Hustruen ene fortsætter sin fortvivlede Kamp med de skrigende smaa og hendes egen Hjælpeløshed, og for at møde sin Ægteherre med et mildt og fornøjet Ansigt, at han ikke skal være alt for stræng mod hende og de smaa, hvis uhyre anstrængende Arbejde han næppe aner.
„Fru Meyer lægger i det hele taget størst Vægt paa, hvorledes Lovgivningen ser paa Ægtefællerne, medens jeg anser dette for meget underordnet i Sammenligning med, hvorledes de gensidig ser paa hinanden” - siger M. L. Ja, selvfølgeligt maa Kvindesagsvennerne og ikke mindst de, der offenlig fører Ordet for Kvindernes retlige og sociale Stilling, kæmpe principielt, og da bliver Hovedsagen - Lighed for Loven. Hvorledes de enkelte Individer indbyrdes bruger eller misbruger denne Ret, bliver deres Sag, men det er en Vanære for et Folk, naar det opretholder Lovregler, der forøger den stærkeres Magt over for den svagere, i Stedet for at beskytte disse. Det er et umenneskeligt System, der forlanger Kvindens Arbejde og Pligter, som Samfundsborgere stiller hende lige for Loven i kriminelle Forbrydelser, men nægter hende Medbestemmelsesret i Skolesager, Fattigpleje, kommunale Anliggender og direkte Indflydelse paa Lovgivningsarbejdet. Det er latterligt at opretholde Lovregler, om hvilke man samtidig siger, - heldigvis benytter de gode Mænd sig ikke af denne Ret.
Kan virkelig noget tænkende Menneske være i Tvivl om, hvad det er for „fri Livsbetingelser” saadanne Lovregler kvæler? - Det er simpelthen Mennesket, Personligheden, Ævnen til at udvikle sine selvstændige Tanker og Handlinger som Samfundsmenneske. Mænd vilde lettest kunne sætte sig ind i Situationen, om de et Øjeblik tænkte sig selv berøvet deres Stemmeret, gjort umyndig i Pengesager, frataget Bestemmelsesret over deres Børn, nægtet Ret til at underskrive deres Lejekontrakter eller andre Sager, - og lad os saa se, om Mændene vilde sige: Lovgivningen er dog underordnet i Sammenligning med hvorledes vi Ægtefæller indbyrdes ser paa hinanden.
