Nedad.

Skitse.

Han havde ikke haft Hjærte at tilstaa for sin Mor, at han hele Aaret havde tjent uden Løn, og at han endnu et Aar skulde gaa paa samme Maade. Hun vilde aldrig kunde fatte det. En Tjeneste mod en anden, en Arbejder er sin Løn værd, saaledes vilde hun tænke. Det, at Staten røvede hans bedste Aar, hans bedste Arbejdskraft uden at give ham noget i Gengæld, det vilde have oprørt hende i hendes Inderste, om hun havde faaet det at vide. Og Sofie? Hun havde tilstrækkelig Anlæg endda til at blive Nihilist, saa til hende turde han allermindst sige noget.

Han havde saaledes tiet stille overfor dem med sin pinlige Stilling, trøstet, hvor der ikke var Trøst at finde, undgaaet Spørgsmaal, bøjet af for Sandheden og ledet dem paa Vildspor, disse to Kvinder, der var ham saa kære. Han havde med stor Vanskelighed pint sig igennem med Laan de sidste Aar, men - nu var det forbi - Brevet der tilintetgjorde ethvert Haab for ham.

Og han havde dog arbejdet, renskrevet Nætterne igennem, havde han, levet anstændigt, beskyttet imod Fristelsen af Kærligheden til disse to .... Nu var det alligevel kommet saa vidt, der fandtes ingen, ingen Hjælp.

Han sov ikke. Han var ikke vaagen. Tankerne for forvirrede frem og tilbage uden Kontrol, vandrede hid og did, gik først til Værtinden, derfra til Lundberg, saa til Vennen Østrøm, saa op til Moderen og Sofie, og derfra til Postkontoret, til hans Pult. Hvor mange Breve laa ikke dér, daglig, rekommanderede, bugnende af Penge, tunge og rige! En Del i Veksler, andre i Seddelmønt. Hvor mange af Ejerne havde vel ærligt fortjent alt dette Guld, som flød til dem ved en Naturlov? De havde bedraget, alle disse Forretningsmænd, bedraget, og derfor var de bleven rige. De havde

gjort andre Uret, deres Guld var idel Uretfærdighed. Det ærlige, stræbsomme Arbejde, det lønnede sig min Sandten ikke, man sulter ihjel derved, bliver haanet, lider, gaar til Grunde......

Han knyttede sin fine tynde Haand. Sveden pressede frem paa hans Pande, hans Hjærte bankede. Han var ikke tilstrækkelig vaagen til at kunne holde sine Tanker tilbage fra at forvilde sig og til at søge at beherske sig, han sov ikke saa dybt, at han uden Smærter kunde overgive sig til sine Fantasiers vilde Flugt. Det gjorde ondt at tænke saaledes. Han elskede Freden, han var fornøjet med det bestaaende, hans loyale Natur, der ellers var saa resigneret, pintes nu ved at komme i Oprør mod sig selv. Men han kunde ikke holde den tilbage, disse Tanker, han vidste ikke hvad der drev dem fremad, og de for med svimlende Fart videre og videre.

Hvor han hadede dem, disse rige, disse lykkelige, som daglig modtog hele Bunker af Sedler. Sedler, som for dem ikke havde noget Værd, som kun bidrog til at gøre deres Liv endnu mere byrdefuldt, disse Sedler, af hvilke et Par vilde have været nok til at redde ham, at redde Moderen fra at sulte, redde hans Brud, ja - maaské fra Vanære.

Han vred sig uroligt hvor han laa. Han kunde ikke vaagne og ikke sove. Det gik endnu vildere..... han brød dem allerede, disse Breve, for at hævne sig ... ved først at redde sig selv.

Pludselig for han op, drak hurtigt et Glas Vand og gik ud. Denne Gang direkte til Postkontoret. Han vilde vel nok komme til Ro, naar først han atter var inde i sin gamle Virksomhed. Arbejdet vilde sikkert nok gengive ham den Sjælsligevægt, han havde tabt. Da han sad ved sit Bord, fordybet i Arbejdet, som Kammeraten gerne forlod, naar han afløstes, kom en af Fuldmægtigene, en gammel Snob, sær og tvær, ind i Værelset, saa sig omkring, standsede med Blikket fæstet paa Niels, gik hen til ham og sagde i sin trætte, søvnige Tone:

„Kære Bang, De ser mig virkelig dygtig - hvorledes skal jeg sige - dygtig forfalden ud! De klæder Dem ikke omhyggeligt nok, jeg har ganske vist ikke noget at gøre med den Sag, men som ældre Mand maa jeg vel være berettiget til at sige, at det støder min Skønhedssans, at se en ung Mand saa lidt omhyggelig for sin Paaklædning. De maa passe paa at holde Dem oppe, Bang, gaa ikke nedad. Hvad er nu det for noget, lev ordentligt, siger jeg Dem, gaa ikke nedad, nej, ikke nedad, unge Mand.”

Han gik, medens han uophørligt rystede paa det skaldede, skrøbelige Hoved, ladende efter sig en mat, forsvindende Duft af Violparfume. Et Øjeblik efter kom han igen, denne Gang med en Papirrulle under Armen.

Han skulde blot gaa tværs gennem Værelset, men drejede pludselig af til Siden, nærmede sig atter Niels og sagde, denne Gang i en noget mildere Tone:

„Ja, ja, tag det ikke ilde op. Jeg er gammel og De er ung. Et godt Raad skader ikke. Jeg ser, at De er en Nattesværmer. Den Slags ses paa Ansigtet, og - jeg tager ikke fejl - det ses ogsaa paa Klæderne. Fiks Dem op, min Ven, sov ordentligt i Deres Seng, og lad Deres Klæder blive børstet om Morgenen. I min Afdeling vil jeg have pæne Mennesker. Kast ikke Deres Penge bort til Fruentimmer og paa Kaféer, men køb Dem heller en ny Frakke.”

Fuldmægtigen løftede Hovedet, antog en Mine fuld af faderlig Velvilje og gik, uden at høre paa den unge Mands Forsikringer, som for Resten sad fast i Halsen paa ham.

Han kom nu atter ind i den tidligere Sindsstemning. Han sad foran sin Pult og lod den vilde Tankejagt fare frem efter Behag. Hans Tanker gjorde hvad de vilde, brød sig kun lidt om Fornuftens Stemme. Hans „frie Vilje” eksisterede ikke mere. Der var udbrudt erklæret Oprør. Nej, det var et ubevidst, kaotisk Oprør. Dette Tryk, der fra oven var over ham, det hadede han blindt. Staten, denne Stat, som lod Folket styre efter uretfærdige Love, hvilke atter var til for at beskytte de mægtige og tilintetgøre de ringes Forsøg paa at komme i Vejret. Det kom over ham, dette epidemiske Had til alt, som stod højere paa Samfundstrappen end han, og han følte, at han vilde være iblandt dem, der raabte peret om en Revolution stod for Døren.