« Tilbage til søgeresultaterne
Anna Hjort
80 Aar.
(Født den 19 Maj 1833).
Den, der ser Anna Hjort den Dag i Dag, vil forbavses over hendes - trods hendes 80 Aar - ungdommelige Ydre. Forklaringen ligger dog nær, og hun er selv paa det rene med Sammenhængen. Det er Gymnastikken, der har bevaret hendes ungdommelige Udseende og Bevægelighed.
Om Kvindegymnastikken har Anna Hjorts store Energi været koncentreret i de mest virksomme Aar af hendes Liv, men da hun 60 Aar gl. trak sig tilbage fra Arbejdet hermed, optog hun, ung af
Sind og virkelysten, som hun endnu var, andre Opgaver.
Hun fødtes i Sorø den 19. Maj 1833 og voksede op her. Skønt det ikke var Sædvane paa den Tid, oprettedes der af Assessor Prehn, der var Gymnastiklærer for Drengene paa Sorø Akademi, et Gymnastikhold for Piger, og i dette tog Anna Hjort Del med saa meget Liv og Sjæl, at hun, da hun 1863 som Lærerinde hos Frk. Zahle var rejst til London for at studere Engelsk, ved at se Undervisning i Gymnastik for Pigebørn, mindedes sin Barndom og den Gavn og Glæde, hun havde haft af Gymnastikken. Hun kom hjem og fortalte med Begejstring derom.
Da kort Tid derefter den svenske Gymnastiklærer Nycander kom til Danmark for at sætte Gymnastikundervisningen i System, opdagede han hurtigt hos Frk. Hjort Evner og uddannede dem videre. Frk. Hjort kom ogsaa i Lære hos Prof. Drachmann og overtog derefter Gymnastikundervisningen ved Frk. Zahles Pigeskole. Hun mindes endnu den Glæde, Børnene havde af Gymnastikken, der hurtigt blev det af mange foretrukne Fag. Sammen med Nycander udarbejdede Anna Hjort et Gymnastiksystem, tilpasset for Pigebørn, og oversatte „Nycanders Haandbog i svensk Gymnastik” 1869. Da hun tillige uddannede Privatlærerinder, der spredte Interessen for Pigegymnastik ud over Landet, forstaar man, at disse Aar var fulde af Travlhed, men ogsaa af megen Arbejdsglæde for hende. Til Tider havde hun en 16 Timers Arbejdsdag.
Trods denne meget anstrengende Virksomhed holdt hun ud som Gymnastiklærerinde, til hun fyldte 60 Aar og trak sig tilbage, ingenlunde fordi hun var opslidt, men fordi det ikke var overensstemmende med hendes Skønhedssans, at en „gammel Dame” paa 60 Aar ledede Gymnastikken.
Da hendes Arbejdsevne og Energi var almindelig kendt og anerkendt, fik hun ikke længe Lov til at gaa ledig.
Dansk Kvindesamfund, hvoraf hun meget tidligt, som Ven af Kirstine Fredriksen og Ida Falbe Hansen, var blevet Medlem, havde allerede tidligere gjort Forsøg paa at drage hende ind i Arbejdet for Kvindesagen, men hun havde hidtil hævdet - med god Grund - at Arbejdet hos Frk. Zahle lagde Beslag paa alle hendes Kræfter. Da hun 1897 trak sig tilbage som Forstanderinde ved N. Zahles Skole, valgtes hun kort derefter til Suppleant i Styrelsen og begyndte sin nye Virksomhed 1898 ved et Fællesmøde i Sorø med en Tale om Husmødreforeningen, hvis Stiftelse fandt Sted umiddelbart derefter.
Anna Hjort havde med Beklagelse lagt Mærke til, hvor mangelfuld en Uddannelse for Livet de Pigebørn, der gik ud af Kommuneskolerne, senere erhvervede, og hun fik den Idé at søge at skaffe nogle af dem anbragte paa Landet i gode Hjem, der vilde tage sig af deres Uddannelse til dygtige Tjenestepiger.
Anna Hjort aflagde 83 Visitter hos Skolekommissionens Medlemmer og hos en Del Kommunelærerinder, og det lykkedes hende hurtigt at skaffe ca. 100 bidragydende Medlemmer til Foreningen.
I Aarenes Løb - lige til Frk. Hjort i Aar har ladet Foreningens Administration glide over paa andre Hænder, har hun gjort et meget stort Arbejde for denne Sag - hun har saaledes haft en Korrespondance af ca. 300 Breve om Aaret - og ikke alene hun, men Piger og Husmødre og andre Interesserede har haft stor Glæde deraf.
1898 valgtes Anna Hjort til Formand for Fæstekontoret og til Kasserer i Dansk Kvindesamfunds Københavns Kreds. Begge Steder lykkedes det hende hurtigt at bringe Balance, ja, i de senere Aar har Fæstekontoret - under Frk. Schandorffs daglige Ledelse - begyndt at give et smukt Overskud.
Den, der indenfor Dansk Kvindesamfund har fulgt Anna Hjorts Virksomhed, vil navnlig føle sig slaaet af - og beskæmmet af - det store, personlige Arbejde, hun lægger i de Sager, hun har med at gøre, og den Orden og Pertentlighed, hvormed hun styrer sine Kontorer.
Hun nøjes ikke, som andre, med at give sine Ordrer, men hun sørger personligt for alt. De Pigebørn, der sendes ud til Husmødre paa Landet, faar ikke alene en Formaningstale med, men ogsaa brunt Papir og Sejlgarn til at indpakke de Ting i som Foreningen forsyner dem med.
Selv om Frk. Hjort nu trækker sig tilbage fra noget af alt det, der har hvilet paa hende - hun er bl.a. udtraadt af Skolekommissionen fra 1ste April - vil hun næppe blive ledig.
Man griber sig i at rette det lidt komiske Spørgsmaal til en 80-aarig: „naar De nu trækker Dem tilbage, hvad vil De saa tage fat paa?”
Anna Hjort har fortjent nu at faa lidt Tid tilovers for sig selv, men for den Energi og for den Nidkærhed, hvormed hun har varetaget det store Arbejde, Dansk Kvindesamfund har læsset paa
hendes - gennem Gymnastikken - stærke Skuldre bringer Dansk Kvindesamfund hende paa Fødselsdagen den varmeste Tak.