Syerskers Kaar.
Ogsaa i Aarhus begynder der at rejse sig en offenlig Mening mod den uforsvarlig Lange Arbejdstid for Syersker og deres lave Arbejdsløn. Der fandtes nemlig forleden en Artikel i Højrebladet Aarhus Stiftstidende, hvoraf vi hidsætter følgende:
”Der synes at herske en uheldig Tilstand paa de fleste Systuer i Aarhus.
Under normale Forhold arbejdes der paa Systuerne fra Kl. 8 Morgen til 7 Aften med 1 Times Middag. Lokalerne er ofte smaa, mangelfuldt ventilerede og kan næppe kaldes sunde Opholdssteder. Bliver der nu Travlhed paa Systuen - en Travlhed, der kan foraarsages af mange Omstændigheder, Rejser, Bryllup o. s. v. - maa der arbejdes i 2 ja ofte 3 Timer over Fyraften. Det hænder endog, at der bliver begyndt Kl. 6 om Morgenen og arbejdes til Kl. 11 - 12 om Natten. Syerskerne er i Forvejen overanstrængte i den sædvanlige Arbejdstid, og det fremmer ikke Arbejdet, at Værelsets Luft er forpestet og kvalmende. Nu kommer Ekstra-Arbejdet. Saa maa Syersken tage dobbelt fat, og Dagen og den halve Nat gaar med et uafbrudt og anstrængende Arbejde.
Og hvorfor maa hun arbejde saa anstrængende? Fordi Arbejdsgiveren ikke vil give sine Konkurrenter Indtægter. Og Reservesyersker - der vistnok desværre altid kan faas - antager han ikke.
Nu kan der spørges: Hvorfor vil Syersken gaa ind herpaa? Heri ligger netop Hovedsagen. Saa sørgeligt det end er: hun bliver nødt dertil. Thi dersom hun vil knurre eller beklage sig over Træthed, vil hun kunne risikere sin Stilling. Og paa den er der ofret baade Tid og Kræfter, og ofte har hun intet Hjem at støtte sig til, men maa stole paa sig selv alene.
Hertil kommer, at Lønnen er overordenlig ringe. Den begynder med 50 Øre - halvtreds Øre - om Dagen. Og der hører meget til, at en Syerske skal kunne komme op paa 150 Øre daglig. Heraf skal alle Livets Fornødenheder bestrides. Hvorledes den elendige Betaling skal slaa til til Livets Ophold og endda give et lille Overskud til Fornøjelse og aandelig Adspredelse - det er et Regnestykke, som jeg ikke kan faa til at stemme.
Det ligger nu nær at spørge, om der ikke kan gøres noget for de ubemidlede Syersker. Kan Syerskerne ikke danne en Forening med det Formaal at støtte hinanden i Livets Kamp mod Arbejdsgivernes Herredømme?”
Rigtignok svarer Redaktionen, at den har konfereret med Arbejdsgiverne og erfaret, at de Kvinder, der erholdt denne lave Løn, var de unge Syersker, der var Elever og altsaa snarere gjorde Ulejlighed end Gavn.
Det kan vel nok indrømmes, at mange unge Piger uden nogen Sinde at have lært noget paatager sig Syning, men hvis Arbejdsgiverne ikke stod sig ved at have dem i Arbejde, beholdt de dem sikkert ikke. Sagen er, at Masser af Borgerstandsklassen, som har Raad til at holde deres Børn hjemme, lader dem sy for denne usle Løn, som de saa lader de unge Piger beholde til Lommepenge. De tænker ikke paa, at den samme Løn netop derved trykkes ned for de stakkels unge Piger, der skal leve deraf, og altsaa bogstavelig maa sulte, hvis de vil leve hæderlig.
Det er derfor ganske rigtigt, at Syerskerne maa danne en Fagforening for ikke alene at hæve Lønnen, men ogsaa for at klare Lærlingeforholdet.
