Ægtefælle og Moder.
Da „Hvad vi vil” er saa heldig stillet, at det veksler Blade med saa godt som alle de mere betydelige Kvindeblade i Evropa og enkelte amerikanske, har vi tænkt at det vil interessere vore Læsere nu og da at se originale Artikler fra disse, dels for personlig at gøre sig bekendt med de kvindelige Journalisters Maade at skrive paa, dels for at se, hvorledes Kvindesagen staar i fremmede Lande. Vi begynder med at give en Artikel af den franske Redaktør Madame Maria Martin for Kvindebladet „La Citoyenne”, som vi omtalte i vort forrige Numer af „Hvad vi vil”. Hun skriver saaledes:
„Det er ikke godt at være Kvinde. Uanset i hvilken Stilling hun er født, afhænger hendes Skæbne af hendes Mand, som, efter Forgodtbefindende, kan volde hende utalte Lidelser, behandle hende raat, skille hende fra hendes Familie, berøve hende hendes Børn, indespærre hende, sejgpine hende, uden at nogen har Ret til at forsvare hende. Dersom en Kvinde har en god Mand, saa meget desto bedre for hende; (men) dersom hun har en daarlig Mand, er en Slaves Lod at foretrække for hendes.
Man skulde tro, at i det mindste den rige (betitlede?) ved sin Stilling mægtige Kvinde kunde undgaa denne Skæbne. - Aldeles ikke. - Selv en Dronnings Stilling er ikke tilstrækkelig til at sikre den gifte Kvindes Lykke. Vi har lige havt et slaaende Exempel herpaa i Dronning Nathalie af Serbien. Vi behøver ikke her at gaa nærmere ind paa Detalierne i hendes Historie, som vore Læsere kender ud og ind fra Dagbladene. Krænket af sin Mand, brutalt reven fra sit Barn, troede hun, da Folket, drevet til det yderste ved Kong Milans Opførsel, havde jaget ham fra Tronen, at kunne vende tilbage til sit Fædreland og omfavne sin Søn. Hun gjorde Regning uden sin Mands Had. Denne havde ikke kunnet beholde Tronen, men det behagede ham ikke, at hans Hustru skulde nyde det, som han ikke kunde nyde: Hans Folks og hans Barns Kærlighed. Naar han var i Landflygtighed, skulde hun ogsaa være det; naar han var ulykkelig, forstod han ikke, hvorfor hun skulde være lykkelig.
De serbiske Ministre fandt dette Raisonnement meget retfærdigt. Vi véd Resten. Barnet, som man, til Trods for dets Taarer, har tvunget til at underskrive sin egen Moders Forvisning, Kvinden som man har revet bort fra hendes eneste Søns Kærtegn - alt dette er gaaet for sig lige for Næsen af os og har, i det hele taget, kun rejst en svag Protest. Ægtemandens Myndighed er saa hellig!
Naar vil man komme til Erkendelse af, at Kvinden har en personlig, individuel Existens ved Siden af sin Mand, lige som denne har sin Individualitet, at den Kontrakt som binder dem, kun har Gyldighed, naar de begge to opfylder de Forpligtelser, som Kontrakten indeholder, og at Manden ikke har mere Ret over Kvinden end hun over ham.
Ægteskabskontrakten er tilvisse den mest alvorlige af de Overenskomster, ved hvilke to Personer indgaar Forbindelse med hinanden, men den skal ikke være et Slaveri, hverken for den ene eller den anden af de forbundne. Den bør ikke og den kan ikke tilintetgøre Individualiteten. Den bør ikke lægge Hindringer i Vejen for Kvindens Uafhængighed; den kan ikke forhindre Moderen fra at elske sit Barn og fra ikke at ville skilles fra det.
Dersom Kong Milan havde været en god Ægtemand, vilde alt, uden Tvivl være gaaet godt. Og dersom alle Mennesker var retsindige og fornuftige, behøvede man ingen Love, ingen Øvrighedspersoner, ingen Sagførere, intet Politi. Lovene er til for at beskytte de svage mod de stærke.
Men naar det drejer sig om de Love, der regulerer Ægteskabet, saa er de til for at give de stærke endnu mere Magt og for at skærpe de svages Undertrykkelse. Grunden dertil er meget let at forstaa: Lovene udklækkes af Ægtemænd.
