Sørgeflor.
I „Avisen” fandtes for nogle Dage siden en alvorlig Advarsel til Kvinderne mod den tyske Skik at binde sort Flor om Armen til Betegnelse af Familjesorg. Bladet finder det ikke alene stødende for den danske Nationalitet at optage denne tyske Skik, men tillige upassende for Damerne at gaa bort fra den gammeldags Sørgedragt.
De fleste Kvinder har sikkert en anden Mening, og Kvindebladet „Hvad vi vil” har modtaget ikke faa Henvendelser om at omtale den meningsløse og besværlige Sørgedragt, som gammel Fordom endnu kræver af Kvinderne.
Det er naturligvis altid vanskeligt at bryde med en gammel Vedtægt, og hvad der her i dette Tilfælde gør det dobbelt vanskeligt, er, at man nødigt vil saare dem, der allerede ved Tabet af den afdøde er dybt bedrøvede. Men Mændene saarer ikke de efterlevende sørgende, fordi de kun sætter Sørgeflor om Hatten og vedbliver at gaa i samme Dragt som før Dødsfaldet.
Hvorfor skulde vi Kvinder ikke ogsaa nøjes med dette Tegn paa Deltagelse, over for de sørgende.
Det er en ulidelig Plage for Kvinderne i et helt Aar at skulle bære de tunge sorte Klæder, som ved deres Længde og Vidde allerede kan være besværlige i lette Stoffer. Tillige er det sorte Krep og kiprede uldne Tøj uskønt og kun lidet hensigtsmæssigt paa varme Sommerdage i Sol og Støv - ikke at tale om den uhyre Udgift, det er for en stakkels Enke med 6 - 7 Døtre, der fuldstændigt skal udstyres med nye Sørgedragter fra Top til Taa.
Kunde vi Fremskridtskvinder ikke blive enige om at vedtage den Reform kun at sætte Sørgeflor om Hat og Arm i Tilfælde af Dødsfald i Familjen.
Det er og bliver dog kun en udvortes Form, som i sig selv ikke betyder stort. Den, der virkelig er ramt af en Hjertesorg ved Tabet af den afdøde, den Kvinde ønsker i Almindelighed ikke at bære sin Sorg til Skue, den er hende for hellig til, at hun kan taale, den profaneres, og de, som ikke rammes af nogen Hjertesorg, men dog føler Deltagelse for dem, der nærmest er berørte af Sorgen, de bør vise denne Deltagelse ved Sørgeflor om Hat og Arm. De, der slet ikke berøres; hverken af Deltagelse eller af Smerte, men kun tilfældigvis hører til den afdødes Familje, bør holde sig for gode til at spille den Komedie at trække i Sørgedragten.
I tidligere Tid maatte den nærmeste Familje af den afdøde hverken gaa i Theatret eller til nogen anden Fornøjelse i et helt Aar, fjernere Slægtninge ikke i et halvt Aar. Nu er denne Skik falden, og man ser talrige sørgeklædte Damer rundt om paa Forlystelsesanstalter. Vi finder det naturligt og heldigt, at denne Form er falden, men der var i Grunden mere Konsekvens i den tidligere Vedtægt; thi skal den tilslørede, sørgeklædte Enke betyde et dybt bedrøvet Menneske, der kun tænker paa sin Sorg, saa er det ogsaa stødende at se hende smilende i en Balsal.
Derfor lad os Kvinder faa Mod til at være lidt mere naturlige, og lad os i det mindste tillade de unge Damer, dersom de ønsker det, i Tilfælde af Sorg at beholde deres lyse, lette Kjoler, og lad dem nøjes med at vise deres Deltagelse ved at binde et sort Slør om deres Hat og deres Kjoleærme.