Nedad.

Skitse.

Livet havde altsaa endnu sine lyse Sider. Han forsonedes med Lovene. Han tilgav Øvrigheden og Myndighederne. Han var tilfreds med Verden og Menneskene, selv med de højerestaaende. Han smilede endog af Kammeraten, der tiltroede ham saa meget ondt, han skulde nok faa noget andet at se! I Morgen vilde den gamle nok rose ham. Saa hurtigt kan alt forandres.

Saa satte han sig i en Lænestol ved Skrivebordet, dér laa hans Tegnebog og en Bunke Papirer. Han skrev paa Klatpapiret, og paa det ene Papir efter det andet, skrev paa nogle andre tomme Papirer.

Men han skrev ikke andet end Tal. Medens hans Sanser var fraværende, hans Tanker borte. Han skrev denne Summa om og om igen, Hundrede og atter Hundrede Gange.

„To Tusend og otte Hundrede, to Tusend og otte Hundrede.”Og saa: „Hr. I. C. Illberg, Hr. I. C. Illberg!”

Omsider faldt hans Øjenlaag til, Hovedet blev saa tungt som Bly. Han rev Papirerne itu og kastede dem i Kakkelovnen, hvor Ilden allerede var helt slukket. Saa lagde han sig til Sengs og sov straks ind.

Om Formiddagen, Søndag Formiddag, da Værtinden gjorde rent i Værelset, havde hun Besøg af to fremmede Herrer. Elegante, høflige Herrer var det, som spurgte efter Hr. Berg. Men Hr. Berg var ikke hjemme, han var gaaet ud for at besøge sin Moder. Med hende og Kæresten var han tagen en Tur i Dyrehaven. Det var en klar Oktoberdag, varm og smilende trods Aarstiden.

De fremmede Herrer kom med saadanne underlige Spørgsmaal. Om Lejen var betalt. Ja, vist var den det, den var betalt for fulde tre Maaneder. Naar? Igaar, igaar Aftes. De bad om Tilladelse at gaa ind og hvile sig lidt. Med Fornøjelse, skønt trætte saa de egentlig ikke ud. Det var sikkert Kreditorer, og hun dristede sig til at sige, at de ganske vist vilde blive betalt; den unge Hr. Berg var saa god og saa ærlig, saa pæn og fin, han vilde vist ikke gøre et eneste Menneske Uret, desuden

havde han mange Penge hos sig igaar, hele Tegnebogen fuld.

Herrerne vekslede et Blik, man kunde se, at Underretningen glædede dem. Det var sikkert Kreditorer. Den ene undersøgte Skrivebordet - temmelig nærgaaende, mente hun nok, den anden saa i Kommodeskuffen, i Bordskuffen, i Servanten. Den første bad saa om at maatte tænde sin Cigar og som i Tanker kastede han Tændstikken ind i Kakkelovnen.

Aha, der var nogle iturevne Papirstumper. Han greb dem som havde de været virkelige Skatte, saa paa dem og gemte dem omhyggeligt i sin Tegnebog.

Værtinden stod som forstenet. Hun forstod, at der var noget paa Færde. Herre Gud, man vilde vel ikke hendes rare unge Herre noget ondt; hun kendte hans Moer, det var saa god og fin en Dame, man kunde tænke sig. Ham selv kendte hun ogsaa noget til, han havde tidligere boet hos en af hendes Bekendte. Han var virkelig en moralsk og god ung Mand, arbejdsom, ordentlig i hele sin Livsførelse, var høflig og venlig mod alle, proper og renlig. De mistænkte ham dog vel aldrig for noget ondt.

Efter at den ene af Herrerne havde rømmet sig adskillige Gange, erklærede han, at de var Opdagelsesbetjente, der kom i deres lovlige Ærende....... Den unge Mand, hvorom Talen var, var simpelt hen en Tyv, en Brevtyv - der var igaar Aftes bleven anmeldt et Brevtyveri - Brevet var givet til ham, men han havde ikke ladet det gaa videre til Postbudet. Beviserne var tydelige nok. Han havde stjaalet dem. Papirerne i Kakkelovnen var ligeledes ét Bevis imod ham.....

„Herre, Du min Skaber”, udbrød Konen, „det kan saamænd ikke være ham, der har gjort det! Hvor han vil blive ked af det i Aften, den stakkels Fyr, naar han kommer hjem og hører det! stakkels unge Menneske, stakkels rare unge Menneske!”

„De skal ikke være bekymret for, hvad Deres „stakkels unge Menneske” vil sige, naar han kommer hjem! min gode Kone, her hjem kommer han ikke for det første. Han faar frit Logis paa Långholmen ”

„Og jeg behøver ikke at tage Tæppet af Sengen, ikke dække Bord, ikke tænde Lampen - ?”

Den lille Kone fik kun et haanligt Smil og et Skuldertræk til Svar.

De fremmede lod hende være ganske alene. Hun aabnede alle Vinduerne paa vidt Gab. Hun maatte have frisk Luft ind i Værelserne, aldrig før havde hun haft disse forhadte Betjente i sit Hus, Luften maatte renses efter dem. Hun tørrede Støvet af Stolene, hvor de havde siddet, rystede Støvkluden ud af Vinduet og fejede Cigarasken bort, som den ene havde efterladt.

„Brevtyv kalder de den unge Hr. Berg”, smaasnakkede hun, „Brevtyv! men selv faar de Lov at gaa fri, skønt de ogsaa stjæler Breve fra Folks Kakkelovne! Saadant noget Rakkerpak! Aa, bare jeg kan faa ordentlig luftet ud efter dem! Herre Gud i Himlen, bevar dog mit Hus fra at komme i Avisen! Saa bliver jeg rigtignok udsat for ondskabsfuld Sladder. Stakkel, stakkels Bang!

Men oppe paa en lille Høj ude i Dyrehaven sad Niels med sine Kære. Fru Berg havde en Kurv med Smørrebrød, Sofie en lille Pose med Kager. De morede sig saa godt tilsammen. Efter Nattens uforstyrrede Hvile havde Niels atter faaet en Smule Farve i Kinderne. Han følte sig saa lykkelig hos de kære to, som han havde forskaffet den Smule Glæde. Alle havde de glemt det sørgelige, som havde været, og de saa hver især med lyse Forhaabninger Fremtiden i Møde.

Moderen læste det i Bladene nogle Dage senere. For nogle Aar siden havde hun paa samme Maade læst om Manden. Den Gang havde det dog kun været en Slags Fallit. Siden var det stadig gaaet nedad. Nedad.

Hendes Hjerte brast ikke. Hun døde ikke, hun vedblev at leve. Sofie kunde ikke bære det fuldt saa godt. Sorgen slog hende til Jorden. Men - ogsaa hun overlevede det. Saa gik det ogsaa nedad med hende. Hun havde mistet Troen. Naar den ikke staar fastere, gaar den hurtig tabt.

Og den stod ikke fast.