« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Navneskik
Det er blevet et ret brændende spørgsmål i vor tid, hvad kvinderne skal kalde sig, om de skal skifte navn, når de gifter sig o. s. v., og mange har udtalt sin mening uden særlig at undersøge sagen nøjagtig eller give grunde. Det er vel paa tiden, at spørgsmålet tages op til lidt grundigere drøftelse.
Fælles for alle de indlæg, der er kommen mig for øje, er en almindelig, noget ufolkelig, snæversynethed, idet de, der har udtalt sig, alle hører til de såkaldte højere klasser og dels ikke kender, dels ikke tager hensyn til sæd og skik iblandt den langt større del af folket: bonden, husmanden og arbejderen på landet.
Skikkene ovenfra, hvor man af hastværk og praktiske hensyn lader hustruen gå under mandens efternavn, titel, ja, stundom endog fornavn, er desværre ved at trænge ind ude i landfolket.
Men ude på landet har man af naturen en forunderlig sund sans, og der lever dog endnu levningerne af den gode, gamle skik, at hvert menneske har sit navn, enten de er gifte eller ej. I daglig tale kalder de hverandre ved fornavn og i omtale ofte ved et lidt spøgefuldt tilnavn som Kok-Anders, Doktor-Kristen, Jørgen Skræder, Sidse Pil, Peder Ravn, Marie Krog o. s. v. I gamle dage var det ogsaa skik i de højere klasser, at kvinder bar sit eget navn. Alle adelige kvinder havde eget navn. - Herluf Trolles hustru hed Birgitte Gøje. Peder Oxes Mette Rosenkrantz, o. s. v., o. s. s, og at det også var sædvane i borgerstanden ses bl. a. af overskriften over Nysø, en herregård i det sydlige Sæland, som var bygget af borgmesteren i Præstø, idet der står: Anno 1673 lod Jens Lauridsen og hans hustru Barbara Wilders dette bygge.
Hos landfolket er den modsatte sædvane ikke helt trængt ind endnu. Nu, da kvinderne bliver mere selvstændige, vågner hos bykvinden trangen til at holde sit eget navn - det var muligt, den kunde mødes med landfolkets sunde sans og stanse den uheldige udvikling. Det forekommer mig i ethvert fald, at bykvinden fik en hel del at bygge på, når hun så, at hos en stor del af hendes landsmænd var den uheldige skik, at hustruen tog mandens navn, først for ganske nylig trængt igennem.
Man lever i den fejlagtige tro, at der er en lov, som byde? hustruen at tage sin mands efternavn. Dette er en fuldstændig misforståelse. I professor Deuntzers familieret, side 111 læses følgende:
„Hustruen erholder Mandens Familienavn. Det er dog først i den nyere Tid blevet brugeligt, at Hustruen bærer Mandens Navn, og dette er vistnok endnu ikke almindeligt i Bondestanden. Nogen Ret eller Pligt i saa Henseende findes ikke hjemlet i Lovgivningen,"
Jeg ved, at der er unge retskyndige, som ikke ved dette og hævder, at det er hustruens pligt at tage mandens navn. Men det kommer af overfladiskhed og jeg vil råde alle til, at henvise dem til Deuntzers familieret - han må dog betragtes som en autoritet!
Der er ingen lov, og der er højesteretsdom af 28. maj 1879 for, at en hustrus underskrift med sit eget navn er gyldig.
Der er i 1904 givet en lov, som går ud fra den forudsætning, at hustruen tager mandens navn, det
er loven om navneforandring af 22. april 1904.
Ministeren, som forelagde lovforslaget, må enten have været uvidende om, at ingen lov tvang hustruen til at tage mandens navn, eller også have ment, at han kunde trumfe det igennem. Men den gang havde vi kvinder en trofast forkæmper i rigsdagen, som nu desværre, har lukket sine øjne. Svend Høgsbro, der havde en ligeså fin følelse som nogen kvinde for den uret og forbigåelse, kvinden ofte var genstand for i rigsdagen, tog ordet og gjorde lovgiverne opmærksomme på, at det kun var en skik i byerne og ingen lov der bød hustruen at tage mandens navn. Under forhandlingerne om, at hustruen skulde kunne genoptage sit eget navn, når hun blev skilt fra sin mand, var det blevet foreslået, at hun af øvrigheden skulde have et bevis for, at hun måtte genoptage det.
I den anledning sagde Høgsbro ifølge rigsdagstidende: „Det er nemlig ikke en Fornødenhed for hende at faa et Bevis for, at hun maa tage sit eget Navn; „det er en Ret,, hun ifølge den bestaaende Lovgivning har. Derom kan der sikkert ikke være Tvivl; det er blevet anerkendt under de Forhandlinger, der tidligere har været førte her i denne Sal om dette Spørgsmaal." - „daværende Justitsminister Rump og den senere Justitsminister Goos vare ganske enige med os i, at en saadan Ret tilkommer den fraskilte Hustru. Ja endogsaa den gifte Kone tør Ret til efter eget frit Valg at benytte det hende som ugift tilkommende Slægtnavn eller hendes Mands Slægtnavn. Det har vi endogsaa en Højesteretsdom for af 28. Maj 1879."
Det manglede også kun, at man skulde have tilladelse til at tage det navn, man fik i arv efter sin far ved sin fødsel og aldrig kan miste, når man ikke selv gir sit samtykke dertil.
Forhandlingerne i tinget endte med, at der istedenfor at hustruen havde den pligt at få et bevis kom til at stå, at hun havde ret dertil. - Desværre er det en så harfin "juridisk forskel, at kvinder måske ikke lægger mærke til, at de kun har en ret til at få et sligt bevis men ingen pligt „Moder og barn bør bære samme navn?” siges der også. Dette kan nås ved, at barnet, der fødes til sin faders navn, tillige døbes med sin moders. Den indvending er gjort - og med en vis ret - at hvis hvert barn fik både sin fars og mors navn, blev navnene længere og længere. Men ifølge loven er faderens navn stamnavnet; moderens, som var dåbsnavnet, kunde man jo i næste ætled lade falde. Hvis den tanke virkelig skulde gennemføres, at barn og moder skulde bære samme navn, måtte døtre jo netop ikke skifte navn, når de giftede sig, da de så ikke længere bærer moderens navn. Tankegangen ved hele overklassens navneskik er den, at manden er den eneste, der betyder noget; han har en stilling ude i livet, han bærer en titel, som hustruen også lår, hans navn bliver hendes og hun er kun et tilhæng, som får sin glans, sin betydning og sit navn fra ham.
Men nu begynder kvinderne også at betyde noget ude i livet, de får stillinger, tjæner penge, opretter ofte ægtepagt, når de’ gifter sig, ja, har nu endogså fået kommunal stemmeret og får måske snart den politiske! Hvad under, at de så begynder at føle trang til også at holde sit eget navn?
Den opfattelse af hustruen som kun værende til som et tilhæng til manden har nu også virket ind på opfattelsen af den ugifte kvindes stilling i slægten. Man ser det bedst, når man slår op i Danmarks adelsårbog. Der nævnes en adelsmand og alle hans børn, men ihvorvel en datter akkurat ligeså vel fødes til sin faders stamnavn som en søn, ja, har samme juridiske ret til faderens efternavn som sønnen, nævnes kun sønnens efternavn, datteren menes overhovedet intet efternavn at have med mindre hun gifter sig og får mandens.
Og så lidet regner man en kvinde for, at en slægt betragtes Som uddød, når den sidste mand er død, selv om der lever en kvinde af ætten endnu. I illustreret tidende for første Marts 1908 læstes følgende:
Danmarks ældste Adelsslægt uddød.
,I en lille Lejlighed i et tarveligt Hus i Sølvgade døde for en Maanedstid siden en ensom gammel Dame, der hverken havde Slægt eller synderlig mange Venner, og som dog bar et af de stolteste Navne indenfor den danske Adel. Som den sidste svage Spire efter et mægtigt Træ, der bredte si med Rødder og Krone over vort lille Land, levede Sofie Caroline Urne sit Liv, glemt og overset, indtil og saa hun gik ud og med hende Navnet Urne, der nu har ophørt at leve.
I og for sig uddøde Slægten allerede for 5 Aar siden, da den sidste af Mandslinien, Axel Urne, Fuldmægtig i Postvæsenet, afgik ved Døden, o. s. v."
Sålidet regner man en kvinde for! Ætten regnes for uddød, skønt der lever en kvinde ved navnet Urne og med Urnernes blod i sine årer. I sandhed! kvinderne er tålmodige! År efter år ser adelskvinderne i Danmarks adelsårbog, at der ikke tildeles døtrene det efternavn, de med fuld juridisk ret bærer efter sin far; de hører gang på gang, at en æt regnes for uddød, nar mandslinjen er uddød - ikke en rejser hovedet og siger: „jeg er et menneske for mig selv ikke alene skabt til at være en mands hustru og kun få et navn ved ham."
Det går nu så vidt, at det er ved at blive almindeligt at kalde hustruen ved mandens titel - hvor han ingen titel har ved hans arbejde, som hun ikke udfører - f.eks. „fru overretssagfører Jens Hansen." Kan man kalde den måde at forestille på, praktisk? Man ser hende komme ind i stuen med overretssagfører Hansen, så der er en temmelig stor sandsynlighed for, at de er gifte. Men er hun maaske selv overretssagfører? Nu gives der jo kvindelige sagførere. Og hvad er hendes eget fornavn? Hvad slægt hører hun til? Det forekommer mig, at det er en grumme upraktisk måde at nævne hustruen på! Jo flere kvindelige overretssagførere, læger o. s. v. der bliver, desmere vil det også gå af brug. Hvor en kvinde ligeså hyppig som manden indtager stillingen, der hører man det heller ikke. Hvem vilde sige: fru skuespiller Vilhelm Wiehe? Det kommer af, at der er så mange kvindelige skuespillere.
Man siger, at det er mere praktisk at tage mandens navn. Det er der afvigende meninger om. Meningen med et navn er vel, at det skal betegne, hvilken æt man hører til, af hvad rod man er runden, og hvis blod der løber i ens årer; hvem man er gift med, er jo ikke så svært at finde ud af, da gifte folk plejer at bo sammen og have fælles børn.
„Hustruen bliver indpodet på stammen” siger man. Men lignelsen halter; man indpoder en ædel rose på en vild stamme og hele roser bærer navn efter den ædle rose; her er det modsat - vil man gennemføre lignelsen, må slægten bære den indpodede hustru navn. Mellem to levende mennesker dur indpodning ikke de bærer hver sin æts åsynsdrag og særpræg og bør derfor hver bære sin æts navn.
(Fortsættes).
