Fra England

I »The Times« for den 24. Oktober skriver Biskoppen af Winchester en Artikel, som har vakt megen Op­mærksomhed i England.

Biskoppen var Præsident ved en Kirkekongres, der fornylig afholdtes i Southampton, hvor man indgaaende forhandlede Kvindesagsspørgsmaalet i sin Helhed, og han siger, at der i den Del af den religiøse Verden, som ikke netop kan betegnes som »letbevægelig«, er et Ønske tilstede om, at praktiske Forslag til Forbed­ring af Kvinders Stilling i det hele underkastes oprigtig og velvillig Overvejelse. - Om de »millitante« Kvin­der siger han, at han aldrig har lagt Skjul paa, at de handlede - og hand­ler - højst urigtigt, skønt der bagved deres Handlinger ligger megen Rid­derlighed, dyb Overbevisning og Vil­jekraft. - Han henstiller til dem at indføre Vaabenstilstand, og til deres Modstandere til Gengæld: »at anerken­de Tilstedeværelsen, Dybden og Styr­ken af en Bevægelse blandt Kvinder for at opnaa en fyldigere Tilværelse, større Ære og værdigere Behandling af Mændene.« Han maner til at se bort fra den stridende Bevægelses Fejltrin og anerkende den Selvopof­relse og Udholdenhed, som mange af dens Kvinder har udvist, og som er to Ting, man - naar de ledes den rette Vej - ikke kan have nok af. - »Men,« siger han, »jeg gaar videre endnu. Vi - jeg taler her om vi Mænd - vil aldrig naa til nogen ret­færdig Dom og saaledes heller aldrig igen vinde Ørenlyd og Respekt hos dem, som denne Sag bringer i Liden­skab, før vi vedkender os den bitre Sæd efter, en lang og grusom Saatid. Giften, der indsuges, foraarsager Fe­ber, Feberen i vort politiske Legeme og i Særdeleshed hos dem, som skul­de danne den ædlere Del af det, stam­mer ikke blot fra, hvad Mænd har foretaget sig i Lidenskab og Svag­hed, men fra det, de har forsva­ret, som værende naturligt og uundgaaeligt.«

Han formoder, at en uomgængelig Betingelse for Fred fra Kvindernes Side er Løfte om Fremkomsten af et alvorligt Forslag til Indførelse af Kvindevalgret, ved hvilket man - gennem Folkeafstemning eller paa anden Vis - fik Landets virkelige Mening at vide.

Artiklen har som sagt vakt megen Opmærksomhed. Blandt de Forenin­ger, som straks har udtalt sig i An­ledning af dens Fremkomst, er

 

der siger, at deres Forening vil være med til at forhandle dette vigtige Spørgsmaal i den Fordragelighedens Aand og Tone, som Biskoppen anslaar, men de maa samtidig udtryk­kelig fremhæve som deres Overbevis­ning, at den eneste virkelige og ved­varende Løsning af »dette vanskelige og farlige Problem« ligger i Udvidel­sen af fulde Borgerrettigheder ti] Kvinderne.

 

som er Leder af det store non-millitante Forbund, udtaler i et Brev til Pressen, at de senere Aars Valgretsmark ligger tæt strøet med uindløste Løfter, som Mr. Asquith har givet paa Regeringens Vegne. Hvis Regeringen gjorde sig dette klart, maatte Mr. A. og hans Kolleger vist føle sig forplig­tede til at indløse denne Gæld og gaa langt frem ad den Vej, som Biskop­pen angiver. Hvis man vedvarende ignorerer disse Løfter, kan de mili­tante Suffragetter med god Grund vi­se enhver Tanke om Regeringens Al­vor overfor denne Sag fra sig. - Mrs. Fawcett, hvis Ord som lovlydig Suffraget har megen Vægt overalt i Eng­land, udtaler et andet Sted, at Rege­ringen møder Vold med intet andet end - Vold, og man savner hos Re­geringen det liberale Sindelag, der al­tid straks søger Grunden til Util­fredsheden og ikke saa meget beskæftiger sig med Udslagene af denne.

 

udtaler til Biskoppens Brev, kort og godt: -»Efter vor Opfattelse er Aner­kendelse af Kvindesagen en Frase uden Mening, hvis man ikke derved forstaar Anerkendelse af Kvinders Krav om Valgret.«

 

I et meget dygtigt skrevet Brev, som findes trykt i »The Suffragette«, siger Annie Kenney bl. a., at hun i Biskoppens Brev savner Kendskab til Kvindevalgrettens historiske Udvik­ling, ellers maatte Biskoppen have rettet sin Appel om Vaabenstilstand til Regeringen, ikke til Suffragetter­ne. »Biskoppen siger, at han tror, at Suffragetternes Motiver er gode og ridderlige. Kan han sige det sam­me om Regeringens? Tror han, at Re­geringen, naar den nægter Kvinder­ne Valgret, bryder sine Løfter til Kvinderne, lægger dem under Tor­tur for deres politiske Overbevisnings Skyld, at Regeringen da her drives af ædle og ridderlige Hensyn.

Det Drama, som opføres i Dag, har været opført over alt hvor det gjaldt religiøse og politiske Reformer. Vi tror, som de kristne i tidligere Tid og alle store Reformatorer har troet, at der ikke findes noget bedre end at kæmpe paa Retfærdighedens Side mod Undertrykkelse og Uret.... De militante Kvinder adlyder Samvittig­hedens Stemme. De har hørt Raabet fra undertrykte Kvinder og hjælpe­løse Børn.«