« Tilbage til søgeresultaterne
Efteraarsudstillingen
II.
Vi vender atter tilbage til Efteraarsudstillingen, hvor vi endnu mangler at omtale en Del Billeder, hvoraf flere nok er værd at erindre.
Der er for Ex. Marie Pretzmanns to fine Stemninger, den ene „fra Koldingfjord” med den varme disede Luft og den anden „fra Gudenaa” med den for denne Aa ejendommelige, stille Stemning, saa smukt iagttaget og gengivet. Vender man sig fra disse to Højsommerbilleder med de tættere Farver, er det lifligt at møde Mary Gruth’s to Foraarsbilleder.
Man mærker i „Aprilsdag” hvordan Farverne fødes ved Foraarssolens Varme efter al den døde Vinterluft og al den hvide Sne. Den kolde, klare Luft, de lette Skygger henover Sneens Flade og Trætoppenes Rødmen ved Solens Berøring er overmaade let og levende gjort.
Ligeledes er der over „Foraarsdag ved Furesøen” xxxxxx Luft, Foraarsvinden har bortfjernet Is og Sne, saa Søen kan boltre sig frit og prange med sin nye blaa Kjole, som i Særdeleshed fanger Øjet, idet den uden just at være usand dog maaske er temmelig intensiv.
Hos Ingeborg Fredriksen er der en stærk Tilbøjelighed til det taagede, i det ene Billede „en Skizze af en lille Pige der læser” synes det taagede overflødigt, i det andet „taaget Morgen” forekommer Taagen altfor tung og grumset.
Emily Monrad og Ellen Wilkens optræder med to Børnebilleder, hvoraf det første er mindre godt, lidt for stift i Blikket og dødt i Farvebehandlingen, men det andet er dygtigt gjort; den sørgmodige Farvetone harmonerer godt med Drengens nøgterne Udtryk, det er helt morsomt at faa et Figurbillede taget halvt fra Nakken, saa man dog ser hele Profilen med det alvorlige Drag om Munden, hans maskinklippede Nakke er udmærket gengivet, man faar Lyst til at lade Haanden glide op mod Stubbene, og den blaalige Tone i Baggrundsfarven lyser tilpas op i Billedet.
Elisabeth Neckelmanns „læsende Dame” hænger i en for Billedet ugunstig Belysning, men det alene er ikke Undskyldning nok for den haarde Behandling Stof og Haar har faaet, der kunde nok tiltrænges lidt finere Overgange. Haarets guldgule Farve er godt anslaaet, men Haar er nu en Gang ikke en sammenhængende Masse.
Wilhelmine Schmidts Portræt er meget godt, men tungt, og ligeledes Agnes Brinkmann’s vistnok troværdige men ikke flatterende Selvportræt. Ellen Stiboldts „i Verandaen” er meget kedeligt og ligegyldigt og Gerda von Kohls „Dame med Hund” er et meget fordringsfuldt og indholdsløst Reklamebillede, som efter Anm.s Mening ikke har synderligt med Kunst at gøre.
Tilbage er den overordentlig dygtige Anna Syberg med sine farvelette Akvareller; forøvrigt er hun i sit „Dagligstuebillede i Piza” naaet til en saadan Sparsommelighed i Farven, at det virker uroligt og nærmest minder om et paabegyndt Stykke Kanevasbroderi, hvor Farve og Mønster er antydet med en tynd Traad, - og tilsidst Christine Swane, hvem vi vil anbefale af Anna Syberg at lære Kærlighed til Naturen og Inderlighed i Studiet af Blomsters Stof og Farve, at der ikke som nu skal undslippe Beskueren et Forundringsraab: „skal dette være Blomster.”
Skønt Malerkunsten alt i mange Aar har været et Felt, man nok turde overlade Kvinderne, uden at gaa deres saa højtpriste „Kvindelighed” for nær, er det dog, som om de endnu ikke har kunnet frigøre sig - som om de stadig arbejder under Trykket af Aarhundreders gammelt Krav om Tilpasning efter det engang antagne.
