Børstidende.
Børstidende har i Tirsdags været saa elskværdig at ofre flere Spalter paa Kvindesagen. Artiklen, som er undertegnet Henri Petit, er helt igennem en faderlig Kritik og en Samling af gode Raad. Vi mener det derfor ikke rigtigt at forholde vore Læsere de mange Visdomsord, der som Guldæbler i Sølvskaale bydes os stakkels interesseløse Kvinder, især da vi véd, at „Børstidende” endnu ikke ligger paa hver Mands Bord.
Efter at Forfatteren har rost de engelske Kvinder for deres politiske Agitationsævne, falder han knusende over os danske Kvinder, idet han skriver:
„Anderledes herhjemme. De eneste Lejligheder, ved hvilke vi ser Kvinder træde frem for Offenligheden, er, naar der skal udføres noget velgørende, eller der skal samles Penge sammen til et Monument el. lign. Danske Kvinder har aldrig vist nogen Interesse for offentlige Anliggender. Der forlyder intet om, at de har nogen som helst politisk Interesse, der foreligger ikke det ringeste, der kunde gøre det troligt, at de vilde benytte deres Stemmeret, hvis de fik den. Det tør vistnok uden Overdrivelse siges, at det overvejende Antal danske Kvinder med Valgretsalder ikke har nogen klar Opfattelse af, hvilke Stridigheder der skiller Partierne i dette Land. Med hvilken Fordel der skulde være ved at inddrage til Medvirkning ved det politiske Livs Afgørelser et stort, ganske umodent Vælgerkorps - ”
Derefter gaar han over til at raade den Snes Damer, der herhjemme har politisk Kendskab, til at benytte deres Kræfter til noget andet end den ganske virkningsløse Agitation for Valgretten, og som en øvet Moralprædikant fortsætter han:
„Man kan være sikker paa, at Kvinderne herhjemme nok faar den Valgret, de fortjener. For Tiden fortjener de ingen, fordi de mangler Betingelserne for at kunne bruge den.” -
Ikke sandt, mine Damer! Vi føler os ved slig Prædiken, som om vi var i Kirke, i det mindste vi ældre, som har lært Balles Lærebog, vi kender saa godt den Tone. - Vi véd ogsaa, at alt i dette Land gaar efter Fortjeneste. Naar Goos fortjener det, saa bliver han Minister, naar Redaktør Winblad fortjener det, kommer han 3 Maaneder i Fængsel, og saa fremdeles.
Men vi maa lægge os flere af Henri Petits Ord paa Hjærtet.
„I Stedet for at lave Valgretsforeninger og Kvindesagsforeninger med Programspørgsmaal ind i det blaa, burde de lave Højreforeninger og Venstreforeninger og fra disse føre Kampen om Øl og Sukker, Alderdomsforsørgelse og Provisorisme o. s. v.”
Hvor det var et godt Raad. Vi bør følge det; thi hvilke uhyre Fordele har ikke Partipolitiken bragt vore mandlige Politikere? - Partipolitiken er nu stegen til en højere Enhed, den er naaet til Personpolitik samtidig med, at den har udviklet vore politiske Talere til den højeste Klarhed i Veltalenhedskunst og i diplomatiske Vendinger. Mange Politikere er naaede til en saadan Finhed i Formen, at de kan svare paa samme Maade som den fornemme Kavaler i H. C. Andersens „Nattergalen”, der altid, naar nogen spurgte, kun svarede med Bogstavet P - ja - mange af vore Politikere er naaede til en saa høj Intelligens, at de blot svarer med Ordene: Bojsen! - Hørup! - Berg! Øl! - Øl! - Sukker! - Alderdomsforsørgelse! - saa véd de, at Folket er paa det klare med dem - de føler, at hele den politiske Kløgt kan være koncentreret i de faa Ord.
Derfor maa vi Kvinder ogsaa stræbe efter at blive Partipolitikere.
Men Kvindeforeningerne har langt frem, og Forfatteren ser Grundene til deres daarlige Stilling i mange Ting. Han siger:
„Fremskridtskvinderne er selv Skyld heri. - Kvindebladet er saa daarlig skrevet, at det opfordrer til Spot.
Redaktionen af „Hvad vi vil” følte sig aldeles knust af den strenge Dom. Vi maa tilstaa, at vi tillige blev lidt forundrede herover, da vi véd med os selv, at vi stadigt søger at lære af den udmærkede Journalistik, der føres i vore Hovedstadsblade.
Skal vi skrive sagligt og fint mod vore Modstandere, studerer vi med Flid „Politikens” noble Maade at behandle „Morgenbladet” og dens Folk paa. Ønsker vi, at vor Stil skal vinde i Klarhed og Vægtfylde, søger vi den moderate Presse. Og vil vi naa alle Dyder i moderne Journalistik, er „Børstidende” vort Ideal. - Kan vi saa gøre mere?
Men vi maa høre flere Sandheder. - Henri Petit siger: „Og paa Kvindemøderne føres der en Diskussion, som slet ikke egner sig til at give Folk Respekt for det, Kvinderne kalder „Hvad vi vil”. Kvindeforeningerne mangler dygtige Ledere og begavede Førere.”
Ikke sandt? Det er netop det, vi selv føler. Men vi maa ogsaa her sætte os ved vore Mestres Fødder. Lad os Kvinder i skarevis besætte Tilhørerpladserne i Rigsdagssalen.
Der vil vi lære at forstaa, hvad der hører til at være Fører og til at lede en Diskussion, som vil kunne give Folk Respekt.
- Her læres Veltalenhedens store Kunst.
- I korte, klare Sætninger præciserer Mændene deres Tales vægtige Indhold, og med Finhed, Lethed og Elegance tvinger de deres Modstandere til Sympati. - Her kan man lære at hævde Principer under den fineste og klogeste Taktik.
Helt personlig bliver Henri Petit over for undertegnedes Ringhed, idet han siger: „I Fru Johanne Meyer dirrer antagelig hver Nerve i ærlig Harme over, at hun ikke kan komme ind i Folketinget,”
Atter fuldstændig rigtigt truffet. - Men saa kommer Forfatteren til Slutning med lidt Skælmeri; thi han siger: „Hvad vil Fruen derind efter?”
Hvor kan Hr. Henri Petit spørge? De, som med saa megen Omhyggelighed til Stadighed studerer „Hvad vi vil”, og med saa stor Interesse følger Kvindebevægelsen, at De er i Stand til at give en saa motiveret Kritik som den, De Tirsdag den 28. dennes lyksaliggjorde Børstidendes Læsere med. Nu spøger De bestemt! -
Mine Damer! højtærede Læsere! skal vi være enige om at takke Hr. Petit for alle hans Visdomsord. - Sandheden er ilde hørt, men den bør høres. - Lad os Kvinder gaa i os selv - og blive bedre Mennesker.
