Replik til en Rettelse.
Nej, misforstaaet Katrine Pedersen har jeg ikke, da jeg, lige som hun, lægger stor Vægt paa, at vi Kvinder gør alt, hvad der staar i vor Magt, for at arbejde os frem saa nær jævnsides Manden som vel muligt, og ved enhver Lejlighed vise ham, at der, hvor Betingelserne er lige, er Dygtigheden det ogsaa. Og selvfølgelig ligger det nærmest for ethvert Individ først at tænke paa Eksistensen, da den er absolut nødvendig for at leve. Men skal vi leve vel, er det en lige saa absolut Nødvendighed at komme længere frem.
I „Moderretten” tillod jeg mig bare at tænke den i „Hverdagstanker” paabegyndte Tanke ud - føre den økonomiske selvstændige og vel uddannede unge Pige ind i Ægteskabet - vise hende, at selv om hun kan paatage sig Pligterne der, vil det alligevel komme an paa hendes Ægteherres naadige Opfattelse af Sagen, om hun faar nogen af Rettighederne. Og naar den økonomiske selvstændige Kvinde gifter sig, kan det jo da ikke være for at blive forsørget af Manden; men - kort og godt - fordi hun føler Trang til at være med til at grunde en Familie (sætte sin Slægts Stamtræ i Vækst) og ved sin Indflydelse paa denne sikre sig Del i Efterslægtens Liv - og hvad er da taabeligere, end ved det første Skridt af Familiens Oprettelse at give al Indflydelse fra sig - fraskrive sig Retten til sine Børn? Saa længe vi rask væk kan gøre dette, da hverken fortjener eller vinder vi Mandens Agtelse. - Spørg, om han vil sælge Faderretten?
Nej, vi maa paatale det ved enhver given Lejlighed, vi maa arbejde det ind i vore Døtres Bevidsthed, at Ægteskabet med sine nuværende Love er en absolut Tvangsanstalt for Kvinden, der - som G. Brandes siger i Forord til sin Oversættelse af Stuart Mills „Kvindernes Underkuelse” - „har til Hensigt: Mandens Herredømme i Familien og Avling af Børn, der kun kan være hans”.
„Fællesmaal” Hjermitslev Brønderslev.
