« Tilbage til søgeresultaterne

Kommunalbestyrelsens Fortolkning

« Se emneord

Københavns kommunale Arbejdsanvisningskontor, som opret­tedes i 1901 og efter Lov af 1913 fremtidig skal virke som Centralarbejdsanvisningskontor for hele Landet, ledes af en af Kongen udnævnt Arbejdsanvisningsdirektør, hvilken Stilling nu beklædes af Folketingsmand Hr. Jensen-Sønderup, der som Indenrigsmini­ster var Ophavsmand til den nu­gældende Lov.

Arbejdsanvisningsdirektøren skal paa Statens Vegne føre Til­syn med samtlige anerkendte Arbejdsanvisningskontorer, som op­rettedes rundt i Landet, og drage Omsorg for, at det fornødne Sam­arbejde mellem disse finder Sted. Som Bistand for Direktøren ved Ledelsen af Centralarbejdsanvisningskontorets Virksomhed funge­rer et Tilsynsraad paa mindst 10 Medlemmer, for hvilket Direktø­ren er Formand, og som iøvrigt bestaar af et lige stort Antal Ar­bejdsgivere og Arbejdere. Af Tilsynsraadets Medlemmer vælges 4 - 2 Arbejdsgivere og 2 Arbejdere - af Indenrigsministeren efter Indstilling af henholdsvis „Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening” og „De samvirkende Fagforbund i Danmark”, de øvrige 6 Medlem­mer vælges af Borgerrepræsentantskabet i København. Enhver til Borgerrepræsentantskabet valg­bar Person, der opfylder foranstaaende Betingelser (nemlig at være Arbejdsgiver eller Arbejder) er pligtig at modtage Valg for en Valgperiode. Tilsynsraadet er ulønnet, men der kan tillægges Medlemmer Dagpenge for hvert Møde.

Det fornødne Personale ved Centralanvisningskontoret ansættes af Københavns Magistrat efter Tilsynsraadets Indstilling, men kan efter Forslag af Arbejdsanvisningsdirektøren afskediges af Indenrigsministeren.

Kvinden og Samfundets Læse­re vil andet Steds i Bladet kun­ne læse, at Fru Salicath i Borgerrepræsentantskabets Møde den 19. Jan. paatalte, at der ingen Kvinde var valgt ind i Tilsynsraadet, og spurgte, om dette var Loven eller blot dens Fortolkning, hvortil et Medlem udenfor Talernes Række indskød: Det er Kommunalbesty­relsens Fortolkning - og Borgme­ster Dybdal svarede, at der ikke i Loven er det fjerneste Forbud mod at anvende Kvinder paa al­le Punkter.  - Der sidder i Til­synsraadet i Øjeblikket lutter Reprænsentanter for Arbejdsgiverforeningen og de samvirkende For­bund, og Borgmesterens Ord maa da Vel opfattes saaledes, at en kvindelig Repræsentant for en af disse Organisationer godt kunde have været valgt ind i Raadet, om hendes Valg havde været ønsket, hvorimod en Husmoder eller en kvindelig Arbejder udenfor Orga­nisationerne ikke kan blive Med­lem af Tilsynsraadet, selv om hun sidder i   Borgerrepræsentantska­bet.  Saaledes er altsaa Kommu­nalbestyrelsens Fortolkning af Lo­ven om Arbejdsanvisning. Fru Salicaths Spørgsmaal i Mødet forinden: „Er da ikke Husmødre, som søger den ufaglærte Arbejdskraft, Arbejdsgivere saa godt som no­gen?  og er ikke de ufaglærte Kvinder, som faar Pladser anvi­ste gennem Kontoret, Arbejdssøgere lige saa godt som de fag­lærte?” maa ifølge denne Fortolk­ning besvares med et afgjort Nej. Men passer denne Fortolkning med de givne Forhold?  Er Centralarbejdsanvisningskontoret i overvejende Grad et Kontor for faglært Arbejdskraft?  -

Den, som vil studere de sidste Aarsberetninger for Københavns kommunale Arbejdsanvisningskontor maa nødvendig indrømme Rigtigheden af Fru Salicaths Ud­sagn forleden, at omtrent 80-90 pCt. af den kvindelige Arbejdskraft, som har søgt Kontoret til Dato, har været ufaglærte Kvin­der, navnlig Vaske- og Rengø­ringskoner, og for langt det over­vejende Flertals Vedkommende har det været i private Huse, de har fundet Beskæftigelse, hos de uorganiserede Husmødre. Disse ufaglærte Arbejdersker, som of­test er Hustruer, hvem Mandens Arbejdsløshed eller Sygdom eller maaske Tabet af Manden har tvunget til at søge Arbejde uden­for Hjemmet ved hvad som helst for at skaffe det fornødne til Fa­miliens Ophold, for dem har det kommunale Arbejdsanvisningskontor været en Havn og Til­flugtssted, hvor de uden Betaling kunde faa den Beskæftigelse, som passede dem, og lige til, at Loven af 1913 traadte i Kraft har de ogsaa haft en Kvinde i Bestyrel­sen, til hvem de kunde henvende sig med deres Klager eller Øn­sker. Nu maa de imidlertid efter Kommunalbestyrelsens Fortolk­ning af denne Lov savne en saadan; thi at de savner en Kvinde i Tilsynsraadet, fik Borgerrepræsentantskabet et tilstrækkelig Be­vis for, da Fru Johansen,  som tidligere omtalt her i Bladet, paa Mødet den 11. Novbr. fremførte en Klage over Kontorets Virksom­hed fra en Kreds af Arbejder­kvinder, som havde henvendt sig til hende, fordi de ikke indenfor Raadet havde en Kvinde at be­tro sig til.

Heller ikke for det kvindelige Personale ved Arbejdsanvisningskontoret kan det være ligegyldigt, om der sidder Kvinder i det Til­synsraad, der indstiller dem til Ansættelse og til hvem de kan ty, hvis de føler sig forurettede af de to Herrer, der som Chefer le­der Arbejdet i hver sin af Kon­torets to Afdelinger. Vi vil meget haabe, at Dansk Kvindesamfund vil have sin Opmærksomhed hen­vendt ogsaa paa Centralarbejdsanvisningskontoret og vil støtte de Kvinder indenfor Borgerrepræsentantskabet, som har Mod til at hævde Kvindernes Ret overalt, hvor Mændenes Flertal træder den for nær, saaledes som efter vor Mening i dette Tilfælde er sket ved Kommunalbestyrelsens Fortolkning af Loven om Arbejds­anvisning.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder