Et lille Svar til Katrine Nielsen.

Jeg er selv gift. og foruden at passe den huslige Gerning, arbejder jeg med, hvad jeg kan, for at tjene lidt til Hjælp, hvilket jeg synes er en Pligt for enhver Husmoder i de Hjem, hvor det er nødvendigt; men det, som mest faldt mig paa Sinde, da jeg læste Deres Artikel, var dette: Er Lovene virkelig saaledes, at Manden har Ret til at raade fuldstændigt over Hustruens fortjente Penge, naar Konen ikke bruger dem til al Slags Ødselhed. Jeg finder, det er meget uretfærdigt. Konens Fortjeneste maa absolut være lige saa god som Mandens, og selvfølgelig skulde hun da have lige saa megen Ret til at raade over sine Penge som Manden. Min Mand kræver ikke Regnskab af mig, lige saa lidt som jeg af ham. Han véd, jeg hader at skulle gøre Regnskab for hver Øre. Derimod taler vi gensidigt med hinanden om, hvorledes vi bedst skal anvende vore fortjente Penge. Jeg synes, at Manden ubetinget maa faa mere Agtelse for sin Kone, naar han ser, at hun hjælper til, hvad hun kan, end hvis det modsatte var Tilfældet. Det forekommer mig, at jeg et Sted har læst jeg husker desværre ikke, hvor at gift Kvinde har Ret til selv fortjente Penge; men har jeg taget fejl, da er dette jo en stor Ting at arbejde for, og især for den Kones Vedkommende, der ikke kan betro sin Mand Pengene. Man kan jo rigtignok ogsaa sige sig selv at den Mand, der vil skole sin Kone saaledes igennem, maa være uden al Fornuft og bedre Dannelse; men sørgeligt er det virkelig for de Kvinder, der er saaledes stillede. Kan vi ikke faa nogen Lov eller Ret i den Henseende, da maa vi virkelig tage os den selv, og saa maa det gaa, som det bedst kan; thi flere Mænd har vist bedst af at faa det paa den Maade, og udfører Konen sine Pligter i Hjemmet foruden sit Arbejde, da kan Manden jo ikke have noget at sige.

En Holder af „Hvad vi vil”

Marie I.

Marie I. tager ikke Fejl i, at der findes en Lov, som giver den gifte Kvinde Ret over det, hun selv erhverver. Den kaldes i Almindelighed den Bajerske Lov, fordi den ved Folketingsmand Frederik Bajers ihærdige Arbejde i 1880 gik igennem som Lov.

Den er i Virkeligheden et stort Fremskridt, fordi den betyder et Principskifte. Hustruen betragtes fra nu af som myndig. Men i Praksis giver den for lidt, da det i Loven hedder:

Hvad gift Kvinde erhverver ved selvstændig Virksomhed, som ikke grundes eller vedligeholdes ved Mandens eller Fællesboets Midler, og over hvad bevisligt er anskaffet ved sligt Erhverv, har hun alene Ret til at raade over uden Mandens eller anden Værges Samtykke.

Altsaa kun hvad der ikke opretholdes ved Fællesboets Midler! og hvorledes er det muligt for en Hustru at have en Virksomhed, som ikke er grundet eller opretholdes ved Fællesboets Midler? Hun kan gaa ud at vaske, hun kan paatage sig Daglejegerning, da kan det bevises, at hun har erhvervet det ved egne Hænder. Men i Middelstandsklassen, hvor der ofte er lige saa stor Trang til Hustruens Erhverv, har den ingen Betydning.

I øvrigt er Loven nu saaledes: Manden er eneraadende i Fællesboet uden Hensyn til hvem der bragte det tilveje. Men vi faar ikke andre Love, før Kvinderne bliver klare over deres Stilling. Derfor tager „Hvad vi vil^” med Glæde imod enhver Artikel fra Kvinder, hvori der som her er et Spørgsmaal eller en Mening om vore nedværdigende Kaar.

Redakt.