Lidt om Slæb paa Kjolen.
Med stor Glæde ser jeg i et tidligere Numer af „Hvad vi vil”, at en æret Indsender drager til Felts mod den traditionelle Sørgedragt, dette i Forbindelse med adskillige personlige Ærgrelser har givet mig Lyst til at sige et Par Ord om Damernes Slæbekjoler i Almindelighed.
Min Beskæftigelse har medført, at jeg i den senere Tid har maattet færdes en Del mere paa Østergade end sædvanligt, og da jeg altsaa kommer der i Forretningsanliggender og hverken for at promenere eller paradere, kan jeg kun daarligt faa Tid til at bevæge mig i Spadseretempoet det hænder mig derfor ikke sjældent, at jeg kolliderer med Damernes lange Slæb, naar jeg skal skynde mig at komme forbi disse mange smaa vandrende Kræmmerbutiker og et „knusende” Øjekast er Straffen for min Ubehændighed, skønt jeg synes, det snarere var mig, der havde Grund til at „knuse” dem, der lægger ikke en, men mange Snarer for min Fod.
Mine Damer! vil De ikke give mig Ret i, at Slæb er noget meget upraktisk Tøjeri paa Gaden? ikke !
Hvad siger De da om en Dame i Regnvejr eller daarligt Føre, slæbende Kjolen i Sølet, thi at holde et Slæb oppe, er en meget vanskelig casus mixtus, og det lykkes sjældent helt, en eller anden Del skal nok finde ned i Mudderet, om man end aldrig gør sig nok saa megen Umage for at „tae den op med Haanden” jo, det er et lækkert Syn, og værre maa det være at skulle børste „Halen” ren.
Eller har de ret betænkt, hvilken Skade de gør deres Medmennesker og dem selv da ogsaa naar de, fejende Gader og Torve, hvirvler Støvet op om Ørerne, saa det staar i store tykke Skyer i Luften, fyldt med Bakterier og andet Kram, der kun venter paa en aaben Mund for at spadsere ned i Lungerne? Hidtil har det kun været Stormen, der har haft Privilegium paa at bringe det tørre Støv i Bevægelse Gadefejere og Ladegaardslemmer har dog altid maattet have en „Vandkande i Nærheden”, inden de tog Kostene i Brug men Damerne bevares de vilde betakke sig, hvis de skulde tage det Hensyn til Sundheden.
Dog, det er mit Haab, at Moden, denne lunefulde Skælm, som i Aar bekranser sine kvindelige Slaver med Blomster og lader dem bære Slæb, til næste Aar maaské lader Blomsterne visne og lægger Læg paa Kjolen ja gid den husker Lægene.
