De kvindelige Bogbindere.

For nogle Dage siden meddelte „Social-Demokraten”, at Bogbindersvendene havde ogsaa optaget Kvinder i deres Fagforening. Hele den lange Artikel skulde godtgøre, at nu stod Kvinderne i dette Fag lige med Mændene, og altsaa igen et lille Bevis for, at den meget omtalte Kvindesag er overflødig.

Vi vil imidlertid bede dem, der interesserer sig for de kvindelige Arbejdere, at sætte sig lidt nøjere ind i deres Forhold. Særlig vil de kvindelige Bogbinderes Stilling kaste Lys over Kvindernes uretfærdige Behandling i Samfundet, og deres Indtrædelse i Mændenes Forening netop vise den Humbug, der fra de mandlige Arbejderes Side drives med Kvindernes Ligestilling. Dersom de mener, at Kvinderne er dumme nok til at tro, at fordi de gaar ind i en mandlig Fagforening, at de saa staar paa lige Trin med Mænd i Samfundet, saa tager de fejl.

Vi ønsker ikke at misforstaas, saaledes, at vi ikke skulde ønske, at Mænd og Kvinder arbejder sammen, tvertimod, vi har ved alle Lejligheder arbejdet herfor - lige fra Asylbænken til alle Embeder i Staten, og vi finder det humant og frisindet af Bogbindersvendeforeningen, at den har optaget Kvinder, men vi vil kun ikke, at Kvinderne skal slaa sig til Ro med den Indbildning, at naar Mænd tager sig saaledes af deres Sager, at de lukker deres Fagforeninger op for dem, skriver deres Priskurant o. s. v., at saa har Kvinderne naaet deres Maal. Nej, paa den Maade har Mændene stadigt taget sig af Kvindernes Sag som Beskyttere og Formyndere, lige til de i den seneste Tid har lavet Undtagelseslove for de umyndige Kvinder og Børn mod Natarbejde i Fabriker.

Men lad os se paa de kvindelige Bogbindersvende - ja hvor er de? Der findes ikke en i hele København.

Der er ikke en eneste Bogbinder, der vil antage kvindelige Lærlinge paa samme Vilkaar som Mænd.

Der findes en mindre Bogbinder her i Byen, der for en Betaling af 20 Kr. (tyve Kroner) om Maaneden vil oplære Kvinder. Hele det øvrige Antal Kvinder - vistnok i Tal Halvdelen af mandlige Bogbindersvende indtager en saa absolut forurettet Stilling med en saa ussel Løn, at sikkert ingen Mand vilde nøjes med den.

Sagen er den, at Kvinderne aldrig undes nogen Læretid, de faar ikke Lov som den mandlige Haandværker at staa 4 - 5 Aar i Lære, men skal straks tjene Penge. Følgen heraf er i Bogbinderfaget, at voksne Kvinder sættes til det Falsearbejde, som Drengene kommer til i deres første Læreaar. Drengene gaar frem Skridt for Skridt, men Kvinderne kommer aldrig videre, og naar ikke højst lønnet til mere end 8 - 10 Kroner ugenlig, hvorimod den tarveligste Svend har 14 - 16 Kr. ugenlig, den dygtige 30-35 Kr. Nej, skal der tales om Lighed i Faget, da maa Kvinderne forstaa, at der for dem er et stort socialt Spørgsmaal at løse, inden deres Ligestilling med de mandlige Arbejdere har noget at betyde.

Kvinderne maa tiltvinge sig en ordenlig Læretid i de Fag, de vil arbejde i, de maa søge at indtage efter deres Evner og Dygtighed de højest lønnede Pladser lige saa vel som Mænd, men det naar de ikke, saa længe de stille og beskedent er fornøjede med at indtage den Arbejdsplads, som anvises den simpleste Dreng i hans første Læreaar.

Ti selvfølgelig kan de ikke for det Arbejde erholde den Løn, som en udmærket Forgylder eller en dygtig Svend, der er inde i Fagets fineste Grene, og som har ofret flere Aar af sit Liv til blot at være Lærling. Vi forstaar saa godt den gængse Tankegang hos Forældrene. Datteren skal ventelig giftes og derved forsørges af Manden, men de unge Piger maa forstaa, at Kvindesagen er den, at enten de agter at gifte sig eller ikke, bør de alle skaffe sig selvstændige Erhverv. For at faa Syn herpaa, for at faa Mod til at følge sin Overbevisning, bør enhver ung Pige deltage i den Kvindebevægelse, der arbejder for Kvindens politiske og sociale Stilling med Manden, saa først vil hendes Sammenslutning med mandlige Fagforeninger have noget at betyde.