Dolce far niente.
Han var en Tredjedel Literat, en Tredjedel Kunstner og for Resten Selskabsmenneske.
Og eftersom nu hans Tredjedel, Literaten, havde haft fuldt op at gøre hele den lange, barske Vinter med Bladene og med Korrespondencer, og hans Tredjedel, Selskabsmennesket, begyndte efter Sæsonens Baller og brusende Liv at finde Julidagene lovlig døde, lade og ensformige, saa gik han en smuk Formiddag op til Redaktionskontoret for at anmode om en Maaneds Ferie.
„Gud forbande mig, om det ikke er utaaleligt her i Byen. I Kungsträdgården er der dødt som i en Ørken. I Strømparterren er der ikke et ordentligt Menneske. Norrbro - afskyelig. Du maa give mig fire Ugers Permission, kære Ven. Lidt Studier, lidt Skärgaardsluft - Du forstaar.”
Og da han saa den tvivlraadige Mine skyndte han sig at tilføje:
„Jeg kan jo altid faa en eller anden Idé. En lille Lækkerbidsken for Bladet. Føljetonafdelingen - Skärgaardshistorier - lidt pikant - hvad mener Du?”
„Naa, saa rejs da, for Fanden; jeg maa saa se at komme ud af det alene; men ikke mere end fire Uger, husk vel paa det. Jeg skal til Bryllup i Vestergötland, og saa maa Du være her?”
„Fejler ikke, stol bare paa mig - passer altid paa. Farvel, Farvel, - Tak for Ferien!”
Gik saa ned til Becher & Co. og købte Farver, Pensler og Lærred til sin Tredjedel, Kunstneren.
„Ikke noget videre. Bare lidt Dilettanteri. Fusker i Faget. - Fornøjeligt og pikant. De forstaar.”
Og Herren bagved Disken bukkede og udtalte som sin ærbødige Overbevisning, at dét vist „ikke var noget Fuskeri. Om Forladelse, min Herre, men saaledes siger de alle ”
„Naa naa, naa naa. Bedre noget end intet. Fordringsløs Natur. - De forstaar?”
Fru Frøman kunde da slet ikke begribe hvad Hr. Alm skulde ud og fjante for. Som om der ikke var langt bedre i Byen. Der ude i Skärgaarden fandtes der hverken vaadt eller tørt, ikke andet end Saltvand og Graasten. Og saa hendes gode Middage, ja, dem kunde han da skyde en hvid Pind efter. Og Amelie. Hvem skulde nu om Aftenen gaa med hende paa Berns Salon og paa Viktoriatheatret og byde paa Køreture? (Mama var altid med naturligvis. Det kære Barn kunde jo ikke gaa alene.)
Men alt det sagde hun, naar Hr. Alm ikke hørte det. Sagtens for at skaane hans Følelser.
Han var borte en Tur. Rejste om Morgenen og kom hjem om Aftenen. „Havde fundet en henrivende lille Holm - aa, saa henrivende! Bare en eneste Fiskerhytte - Mand, Kone og en Datter i Huset - tror jeg. - Brillant Luft - prægtige Udsigter. Naturliv - Robinson Krusoe - De forstar.”
„At De kan have Hjerte til at forlade os, Hr. Alm, og lade os blive alene og hjælpeløse i Byen!” sagde Amelie med et Smil og et langt smægtende Blik under de mørke Øjenfryndser, et Blik, der funklede Og spruttede som en af Buschs bedste Raketter.
Han lagde Haanden paa Hjertet. „Det er ogsaa svært, maa De tro, kære Frøken - en udmærket Omelet, Fru Frøman - men, hvad skal man gøre, Helbredet gaar fremfor alt. De maa endelig komne ud at besøge mig, hører De det - De maa komme ud og trøste mig i min Ensomhed. Husk det blot. En Søndag for Eksempel. Dalarødamperen - to Timers Vej. Skriv en Billet, Fru Frøman. Bare et Ord. Jeg sejler derud i Baad. Maageholmen hedder Stedet. Og jeg skal opvarte med udmærket Saltsøfisk - forbande mig om jeg ikke skal!
Saa pakkede Mama og Amelie hans Kuffert, „ikke for mange Klæder; nogle Par Strømper, Lommetørklæder, ustivede Skjorter, De forstaar”, og imidlertid var han ude i Byen, købte sig en Hængemaatte, Medestænger og en ildrød Krokethat, i hvilken Amelie paastod, han saa ud som en andalusisk Røverhøvding. Men da tog han ogsaa Pincenezen af, sværtede Øjenbrynene, børstede Knevelsbarten i Vejret og satte Hatten paa skraa.
Og da de saa stod ved Havnen, Mama og det kære Barn, hvor var hendes smukke Øjne da klare! De viftede fortvivlet med Lommetørklæderne i Blæsten, og Alm viftede igen med Panamahatten - den ildrøde laa i Kufferten - og raabte: „Velkommen til Maageholmen” - saa tilføjede han sagte: „sød Pige - jeg tror, Gud forbande mig, hun græd. Bare hun ikke havde den Mama - stor Skade.”
Hængemaatten var anbragt. Det lille Kammer, som han disponerede over indenfor Køkkenet, var indrettet. Kommode eller Garderobe fandtes der ikke, men han maatte saa nøjes med sin Kuffert. Lige meget. Han havde jo en stor prægtig Kuffert af rødt Læder med mange Rader glimrende Messingsøm. Nu stod han i Skjorteærmer, krøben op paa en Stol, og arbejdede i sit Ansigts Sved med at slaa to rustne Søm ind i Væggen med en halv Teglsten som Hammer. Det skulde være til at hænge Medestængerne paa. Ærgerligt var det, men de Satans Søm krummede sig - det
gik dog til Slutningen. Og saa kom de op, de tog sig pyntelige ud - lange Bambusrør, røde Flaad - de sad der oven over det kolorerede Billede i Muslingerammen, der forestillede Kong David i rød Frakke og blaa Bukser, som han med et rigtigt Skurkefysiognomi spillede paa sin gyldne Harpe for et udvalgt Avditorium af blonde og blaaøjede Jøder med Dragter fra alle Tidsaldre og i alle Regnbuens Farver.
Han kastede et fornøjet Blik omkring sig paa sine Hænders Arbejde. Bevares vel, Kammeret var rigtigt fint. Solskærmen og Staffeliet i et Hjørne med et stort blankt Lærred spændt over Rammen, i et andet Hjørne en sirupsfarvet Kakkelovn, i Vinduet en Pelargonie i en sprukken Urtepotte og en Agave i en Ansjosdunk, et umalet Bord, to Stole og en Sofa, en rigtig moderne Sofa, som var baade malet og bejtset og betrukken med noget forunderligt Sirts, som vrimlede af store Paafugle i kinesiske Porcelænspagoder, der saa ud som om de syntes, at de var komne i daarligt Selskab.
