Den tjenende Kvinde.
Mel.: Snart dages det Brødre, det lysner i Øst.
Om Kvinden i Norden er sunget saa tidt,
Og højt hendes Dyder er prist,
Men Kvinden, som tjener, som agtes saa lidt,
Har ingen den Ære bevist.
Om hende, den vordende Arbejder-Brud,
Min Sang, da i Verden flyv ud!
Det fagre, forløsende Frihedens Ord
Det kender hun ikkun af Navn;
Hun koger, hun steger, hun syer og hun toer,
Men Lønnen, hun faar, er kun Savn;
Til Hvile et Hul, knap for stort til en Hund,
Det er hendes "Friheds-Paulun"!
Fra Morgen til Aften og Aar efter Aar:
Et langt, et evindeligt Slid.
Til Kundskabs Forædling i tjenende Kaar,
Dertil har hun slet ingen Tid.
De lystsvangre Rige, hvis Lov kun er: "Nyd"!
Er Snarer kun for hendes Dyd.
Hvad Under, om ej hun mod Fristelsen stod,
- Det gør hun dog mer, end vi véd -
Hun er jo, som vi, kun af Kød og af Blod,
Hvo aner, hvor meget hun led?
Hvo tæller de Taarer, den Faldne har grædt,
Før Løgneren fik hende træt?
Hvad Under, om Lønkvindens Digten og Hu
Kun kredser om Ægteskabs Havn?
Men ak, her begynder en uventet Gru.
Kun Savnene har skiftet Navn:
Før nægtet den Livsfryd, hvortil hun blev fød,
Nu Sorg for det daglige Brød.
O, ræk hende derfor en hjælpende Haand,
- Hvad mange begære, vil ske -
O, løs hendes Aandslivs de snærende Baand,
Om Frugten end ej vi skal se.
For hende, den vordende Arbejder-Brud
Strø Aandslivets Guldfrø da ud!
