« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindelige Billedhuggere paa Charlottenborg og den frie Udstilling

« Se emneord

Billedhuggerkunsten synes at være mere fordringsfuld end Malerkun­sten; den forlanger større Personlig­hed af sine Udøvere, der ogsaa i langt højere Grad maa være sig be­vidst, hvad de vil. Det taagede - det uklare - det drømmende kan ikke gøre sig gældende her; hvorimod det i Malerkunsten kan forekomme skuffende interessant, medens det i Skulpturen vil virke forvirrende og uklædeligt for Motivet.

Er det maaske en Kunst, der mere svarer til det mandlige Tempera­ment? Det kunde synes saa; dog vil vi nødig tro det, men haabe, at naar Kvinden bliver klarere og sikrere paa sig selv, vil hun ogsaa vinde Jord i det Land.

Fantasi er der derimod rigeligt Brug for, og det skorter det maaske ogsaa lidt paa hos vore Billedhuggerinder. Der er nu f. Eks. Carla Christiansen, der har forsøgt sig med et pompøst Emne fra den ældre Edda »Gudruns Sorg«; her staar hen­des Fantasi desværre ikke Maal med hendes Kærlighed til det skønne Kvad. Maaske et højere Relief havde klædt dette mægtige Motiv bedre.

Ligeledes forekommer Nanna Pe­tersens »Eva efter Syndefaldet« hel­ler ikke at være rigtig uddybet, det er en meget køn Skikkelse, der lig­ger, men gribende virker den ikke, og er ret stereotyp i Opfattelse og Udførelse. Kødet føler man ikke, Overfladen er kedelig glat.

Men vi kan da glæde os over In­geborg Plockross-Irmingers dejlige »lille Menneskebarn« - og hendes karakteristiske Buste af den hæder­lige, arbejdsomme »Mariane.«

Saa er der Thyra Boldsens dygtige »Buste af en Filosof«, hvor iøvrigt den portrætlige Side er mere frem­trædende end den filosofiske.

Af andre, der har helliget sig Por­trætkunsten, kan nævnes Augusta Finne, samt Anna Witter med en tung, men god Buste af sin Moder.

To søde Barneskikkelser, er frem­stillet i Elna Steen-Herthels »Thor­kild« med sin for Drenge yndefulde Magerhed, og Laura Ragoczys »Frode leger«. Her er Barnestillingen god og naturlig i Forhold til den førstes, der er lidt mere opstillet, men deri­mod er Hudbehandlingen hos »Frode« temmelig død.

Tilbage er Anna Trap med en saakaldt »hvilende Dreng«, hvis Ryg især er rigtig god.

 

Vore dygtigste Billedhuggerinder maa vi dog vist finde paa den fri Ud­stilling; der er nu Fru Wagners Be­handling af de forskellige Stenarter; det er meget interessant og morsomt at se, hvor dygtig hun er paa alle Omraader, og skønt man maa be­undre den Flid, der maa ligge til Grund for Fremstillingen af et ungt glat Kvindeansigt i Granit, foretrækker vi dog den gule Marmorbuste af det ejendommelige lille Barnehoved kaldet »Tais« med de let stiliserede Hængekrøller. Dernæst er »Havfru­en« med sit af stedse rindende Vand og glidende Bølger udglattede An­sigt og rundede, fiskebløde Former, et henrivende Stykke Stentøj. Saa kvin­deligt forfængeligt pryder den lille Havfrue sit grimme Hoved, med en klædelig Muslingeskal som Hat! Den anden Billedhuggerinde, Marie Carl Nielsen, som ogsaa har udstillet paa »den Frie«, har et ganske udmærket og karakteristisk »Portrætstudiehoved« i Marmor, ligeledes en godt lig­nende Buste af Kammersanger Si­monsen, hvor man dog ikke helt kan sympathisere med Forsøget med de forgyldte Pupiller. Paafuglen paa Emma Thomsens Gravmonument ligger dekorativt og virker som et Symbol. Relieffet er en smuk Lighed. Foruden de to sidst nævnte Kunst­nerinder er der endnu to kvindelige Kunstnere paa »den frie«, nemlig Malerinderne Elise Konstantin Han­sen, der beviser med sine mange morsomme og livlige Hønsebilleder, især Akvarellerne, at hun er en dyg­tig Iagttager af Dyrenes Liv og Fær­den, men ogsaa, at hun absolut eg­ner sig bedst for det dekorative, og Johanne Krebs, der har forskellige hyggelige, men lidt vel udpenslede og spidst malede Partier af en blomstersmykket Præstegaard. Man glæder sig ved at se, at naar det gælder Portrættet, bliver Kunstner­inden ikke saa detailleret og glat, men faar langt mere Liv over Far­verne.

For Fuldstændighedens Skyld vil vi endnu nævne et Par norske, kvin­delige Udstillere paa Charlottenborg, hvoraf Leis Schelderup især fortje­ner Anerkendelse med sit store, smukke Billede af de 3 Pigebørn i Skoven; friske og naturlige staar disse yndefulde Søstre ved Siden af hinanden. Catharine Heyerdahl har nogle fortræffelige »Nelliker« og to gode Billeder fra Sydfrankrig.

 

Vi maa tilføje en beundrende Be­mærkning om de af Johanne Krebs paa »den retrospektive Sommerud­stilling« udstillede Portrætter, som giver et udmærket fyldigt Udtryk for hendes Kunst, som i denne Retning viser sine bedste Egenskaber.

Især maa fremhæves »Herrepor­trættet«, der tilhører Frk. Augusta Fenger, og den »strikkende Kone«, Billeder som i deres Farvefylde og Tone fører Tanken hen paa Hollæn­derne.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder