Undervisning i Fransk.

Fru Redaktør!

Da vi véd, at Kvindebladet „Hvad vi vil” ofte omtaler fremragende Kvinders Liv og Virksomhed, vil vi gerne have Lov til netop i Deres ærede Blad at udtale vor hjerteligste Tak til en udmærket og vistnok enestaaende Lærerinde i sit Fag herhjemme, nemlig Frøken Melanie Borring i København.

Hun indbød i Juli Maaned Lærerinder til et Kursus i Fransk for at henlede deres Opmærksomhed paa sin Undervisningsmaade, la méthode vivante, der ved Anskueliggørelse paa Tavlen af Undervisningsstoffet i høj Grad letter Eleverne Tilegnelsen af Sproget, hvorimod Undervisningen i vore danske Skoler ikke alene koster Børnene stor Anstrengelse og Pine, men ofte kun giver forholdsvis meget lidet tilfredsstillende Resultater.

Flere af os, der meldte os som Deltagere i dette Kursus, har i adskillige Aar undervist i Fransk og er derfor ikke ukendte med de Vanskeligheder, der ligger i den almindelige, avtoriserede Maade at undervise paa, eller hvor lidt, der undertiden vindes ved et ikke ringe Arbejde.

Vi blev derfor behageligt overraskede af den udmærkede pædagogiske Maade, hvorpaa Frøken Borring forstaar at overvinde det fremmede Sprogs Vanskeligheder over for danske Elever, og den Klarhed, hvormed hun sammentrænger og tydeliggør Undervisningen, og det gik virkelig op for os Lærerinder, at Børnene legende kan tilegne sig det fremmede Sprog.

At hendes omfattende Kendskab til Sproget og hendes store Kærlighed til det franske Folk gør hendes ualmindelig aandfulde Undervisning dobbelt tiltalende, er en Selvfølge.

Vi har ønsket offenligt at bringe Frøken Borring vor Tak, for at ogsaa andre Lærerinder kunde faa Lyst til at sætte sig ind i hendes Undervisningsmaade og derved vinde et lige saa rigt Udbytte i Kunsten at kunne undervise i Fransk, som vi tror at have vundet ved dette Feriekursus.

København, i Avgust 1891.

Flere Lærerinder.

Vi optager saa meget hellere de ærede Damers Anerkendelse af Frøken Borrings Undervisningsmaade, som det har været Redaktionens Hensigt at fremdrage for vore Læsere hendes store Betydning for det franske Sprog herhjemme, og det Spørgsmaal har længe ligget os paa Sinde:

Hvorfor indtager denne udmærkede Kvinde ikke en mere fremragende Plads i vort lærde Skolevæsen i København?

Vi har ikke kunnet finde nogen anden Grund end den, at hun er Kvinde.

Thi at hendes Dygtighed er enestaaende, at hendes Kendskab til det franske Sprog og det franske Skolevæsen er saa grundigt, at neppe nogen af vore franske Lærde her hjemme kan maale sig med hende, er sikkert uomtvisteligt. Hvorfor har da vort højtærede Kultusministerium og Avtoriteterne i vort lærde Skolevæsen ikke i velforstaaet Interesse for det Fag, som dog ikke kan undværes for vore studerende, sikret sig hendes store Kundskaber og hendes pædagogiske Evner til Uddannelse af Lærere ved vore lærde Skoler.

Vi har kun fundet dette ene Svar - hun er Kvinde.

Der siges vel nu: Frøken Borring er ikke mere ung, hun har forsømt det uundværlige Stempel, Doktorgraden eller Professortitlen, i sine unge Dage - dog, kunde hun som Kvinde den Gang erholde den? - eller: Frøken Borring holder sig for meget til sine Klassikere og følger ikke nok med den nyere Literatur. Men Sandheden er der imod den, at hun er mere moderne end mange af vore lærde Herrer her hjemme. Frøken Borring har ganske vist i sine yngre Aar studeret ved Universitetet i Paris, men derved er hun ikke bleven staaende. Hun følger saaledes med Tiden, at der neppe fremkommer en eneste Nyhed paa Skolens og Sprogets Omraade i Frankrig, uden at Frk. Borring gør sig bekendt dermed. Og det er ikke blot det lærde Skolevæsen, som hun følger med Interesse, men det er selve Kommuneskolernes Undervisningsmaade i Paris, hun har studeret, og som hun med sin pædagogiske Sans og sit varme, moderlige Sind over for Almuens Børn, har forstaaet, og set, at det vilde være en Lykke for den danske Arbejder, om vort danske Skolevæsen vilde lære af den franske, højtoplyste Lærerstand. Saaledes er det os bekendt, at Frøken Borring fra sit Besøg i Paris i fjor, kort før vort nordiske Skolemøde i København, med stor Anstrengelse og personlige Ofre hjembragte et temmelig betydeligt Skolemateriale, for at Lærere her hjemme kunde faa Begreb om, paa hvilket uhyre højt Trin Arbejdernes Børn i Paris stod imod vore Kommuneskolebørn. Hun havde ved Avtoriteternes Velvilje der ovre fra ikke alene medbragt Stilebøger, Tegninger, Masser af Smaapigernes Haandarbejder, saasom Kjoleliv, Linned og andre syede Sager, men ogsaa Sløjdgenstande med tilhørende værdifulde Tegninger, og her var meget at lære for os, hvor Sløjdsagen er saa ny. Kun medbragte hun ikke smedede Genstande paa Grund af Vanskeligheden ved Transporten. (Den franske Kommuneskoles Børn tilbringer nemlig skiftevis en Maaned ad Gangen i Smedien.) Man skulde nu have tænkt, at alle disse Herligheder vilde blive modtagne med Henrykkelse af vore Skolemænd her hjemme, for hvem der var saa meget at lære; thi om man end ikke saaledes uden videre kan omsætte fransk Undervisning paa dansk Grund, saa er det dog kun ved Sammenligning, man kan vurdere sit eget.

Men hvad Nytte høstede den store Samling Lærere af Frøken Borrings opofrende Anstrengelse?

En Kendsgerning er det, at det franske Skolemateriel ikke blev udstillet ved vort nordiske Skolemøde.

Vi er af den Mening, at vort Land ikke er saa rigt paa store Pædagoger og lærde Folk, at vi har Raad til at ignorere de Oplysninger, Frøken Borring sidder inde med. Vel tvivler vi ikke om, at Frøken Borring over for mange enkelte og i private Kredse gør et uhyre Arbejde, som i fuldt Maal bliver paaskønnet, men vi tror dog, at hun hellere maatte indtage en offenlig Lærerplads enten ved Universitetet eller ved en anden Uddannelsesanstalt for Lærere, hvor hendes eminente Begavelse og mange Kundskaber kunde faa en mere afgørende Indflydelse paa Lærerstanden.

Men Frøken Borring er kun Kvinde, mon det ikke er nok til at gøre hende umulig som Avtoritet i vort Skolevæsen, hvor der endnu ikke findes en eneste Kvinde som Inspektør eller Medlem af Skolekommissionen.