« Tilbage til søgeresultaterne
Dr. Agnes Mathilde Wergeland
„Trofast, taalmodig, kærlig, med en Digters Hjerte og med en. Skarpsindighed, som gennemskuede al Forstillelse og nægtede at gaa paa Akkord med Sandheden, saaledes var hun og gav ved sin Livsførelse noget af sin egen Personlighed til dem, som kendte hende, og blandt disse efterlader hun sig et Minde fuldt af Liv og Skønhed.”
Disse Minderuner ristede Studenter ved Wyoming Universitetet den Kvinde, hvis Billed staar over disse Linier.
For henved halvandet Aar siden, bragte „Kvinden og Samfundet” i Anledning af Hundredaarsdagen for Camilla Collet, født Wergelands, Fødsel en Skildring af denne Norges ypperste kvindelige Forfatter og Kvindesagsforkæmper, i Dag er det en anden Kvinde af den navnkundige Wergelandske Slægt, - Dr. Agnes Mathilde Wergeland, død i dette Foraar, som Professor i Historie ved Universitetet i Wyoming, vi har ønsket at gøre Dansk Kvindesamfunds Medlemmer kendte med, idet vi giver Ordet til Miss Maren Michelet, Lærer i Norsk ved Minneapolis „South Side High School”, født i Amerika men af gammel norsk Æt paa fædrene og mødrene Side.
„Rig paa medfødte Evner, født til at bære det store Navn: Wergeland, men fattig og ofte smertelig hæmmet af sin Fattigdom overvandt Agnes Mathilde Wergeland de uovervindeligste Hindringer og skabte ved Udholdenhed og sejg Modstandskraft sig selv et Navn. I et fremmed Land og fjernt fra sit Fødeland, Norge, brød hun sig Vej og udfyldte med sjælden Udmærkelse en betydningsfuld Plads ved vore amerikanske Anstalter for højere Undervisning. Ved sin Aandssmidighed, sin Sjælsadel og sin Redelighed har hun udøvet en Indflydelse af højeste og reneste Art, der ligesom de Ringe, der opstaar ved, at en Sten kastes i dybt Vand, breder sig videre og videre i stadig større Cirkler.
Meget kunde siges om hendes Ahner et Aarhundrede tilbage, om hendes Faders Onkel, Nicolaj Wergeland, som indtog en saa fremragende Plads i Eidsvoldsforsamlingen 1814; om hendes Faders Fætter, Henrik Wergeland, den patriotiske Digter, som med megen Sandhed blev kaldt „d. 17de Majs Fader”; om hendes Faders Kusine, Camille Collett, Pioneren for Kvindens Rettigheder i Norge; om hendes Broder, Oscar Wergeland, saa vidt kendt for sit berømte Maleri af Eidsvoldsforsamlingen - det er tilstrækkeligt at sige, at hun aldrig benyttede Navnet Wergeland til at skaffe sig Anerkendelse. Det var altid efter hendes Mening kun, hvad et Menneske selv udretter, der fortjener Anerkendelse, ikke det Navn, som arves efter andre, der udretter de store Ting. Til sin Moder, en dygtig, virksom Kvinde af udpræget kunstnerisk Temperament, følte hun sig i Gæld, som hun sagde „for alt, hvad jeg er.”
„Lille Mathilde” var født i Kristiania d. 8. Maj 1857, hvor hun voksede op og tilbragte hele sin Barndom. I den Tid gik hun ikke i Skole, men modtog istedetfor privat Undervisning nogle Timer daglig, ligetil hun i Anledning af sin Konfirmationsforberedelse blev anbragt 2 Aar i Huset hos en Præst ved Navn Christie.
Ved sin Tilbagekomst til Christiania blev hun ved Venners Hjælp sat i Stand til at gennemgaa Nissens Uddannelsesskole for Lærerinder, fortsatte her sine Studier i to Aar og foretog derefter paa egen Haand Studier i Historie og Kunsthistorie ved Christiania Universitetsbibliotek.
I 1884 forlod hun Norge og tog Ophold i München, hvor hun to Aar studerede hos Dr. Konrad Maurer. - Hun vendte tilbage til Norge, men fandt ingen Mark der for sit Arbejde og drog saa igen udenlands, denne Gang til Schweitz, studerede Historie ved Universitetet i Zürich og erhvervede i 1890 sin filosofiske Doktorgrad for en lærd Afhandling om gammel-islandsk Arvelovgivning.
Hun var den første norske Kvinde, som opnaaede denne Udmærkelse, og en af de første Kvinder i Verden, der er bleven saaledes hædret. Samme Aar studerede hun en kort Tid i København.
Under sit Ophold i Zürich havde hun i en vanskelig Konkurrence vundet en Lærerstilling ved Bryn Mawr College og gik derpaa, efter at have aflagt et kort Besøg i Norge, under Sejl til Amerika.
Ved Bryn Mawr College virkede hun som privat Sekretær hos Præsident Thomas og som Docent i Kunsthistorie. Senere drog hun til Universitetet i Illinois og derfra til Chicago Universitetet, hvor hun underviste i Kunsthistorie, politisk Økonomi og andre Fag. I 1902 blev hun kaldt til Universitetet i Wyoming som Professor i Historie og Fransk, senere som Professor i Historie og Spansk, hvilken Stilling hun beholdt til sin Død.
Da hun kom til dette Frihedens Land, ventede hun i det at finde en venlig, elskende Moder, men hun fandt en haard Stedmoder.. Hendes første Aar i Amerika var en bitter Kamp for Tilværelsen, hvor hun til Gengæld for haardt Arbejde i lange Timer fik en Sulteløn, og hvor Manglen paa Paaskønnelse gjorde Livets Byrde næsten for tung for hendes skrøbelige Legeme, men dog ikke kunde slukke den Funke af indre Liv, som var den altherskende i hendes aandelige Væsen.
Men efter at hun var havnet i Wyoming med dets nye og rige Arbejdsfelter og her havde faaet en Professors Gage og Stilling, levede hun i 12 Aar under helt andre Omgivelser end tidligere, og tilbragte sit Livs Solnedgangstid med frugtbringende Arbejder.
Tro mod Navnet Wergeland aabenbarede hun en vidunderlig Mangfoldighed af Evner. Hun var en fremragende Pædagog, en anerkendt historisk Autoritet, kunde tale syv Sprog flydende, har skrevet to Bind Digte i sit Moderlands Sprog, saavel som mangfoldige Artikler i norske, tyske, franske og engelske Tidskrifter, har udført overordentlig smukke Arbejder med Pen, Pensel og Farver og var i Besiddelse af et ualmindeligt musikalsk Talent.
Et i Sandhed rigt Liv i sjældne Aandsevners Tjeneste fik sin fredelige Afslutning den 6. Marts 1914
Som Lærer og som Menneske inspirerede hun Studenterne til at tjene det højeste og bedste i dem selv.
Ved sit glimrende Arbejde og sin udprægede Retsindighed vandt hun en Hædersplads blandt sine Kolleger.
Ved sin Simpelhed i Livsvaner og sin Karakters Adel vandt hun hele Folkets Kærlighed.”
Maren Michelet.
Stille og bramfri, som Dr. Agnes Wergeland var af Natur, kendtes hun ikke af mange ud over sin Virkekreds. Hendes Død maatte til for at oplyse hendes mange Landsmænd derovre i Vesten om, hvad de i hende havde ejet og mistet.
Det norsk-amerikanske Blad: „Ungdommens Ven”, udgivet i Minneapolis, indeholder i sit 17. Maj-Nummer en Levnedsskildring af hende og følgende Vers, som giver et levende Indtryk af, hvor dybt de mange Landsmænd, som ikke havde opnaaet at kende hende personlig, beklagede Savnet heraf, og med hvor megen Varme de søgte at tilegne sig hendes levende Minde.
„Nej, tænk, at vi fandt Dig, først da Du var borte,
Og efter Dig lukket var Jordlivets Porte.
Nej, tænk, da Dit Ansigt i Døden var blegnet,
Først da blev Dit Liv og Dit Virke os tegnet.
Hvi kom Du ej til os? Vi trængte Dig saare,
Du var jo en Wergeland, Du var en af vore.
Vi trængte Din Kunst og Din Lærdom og Lyre,
En Kvinde lig Dig til at lede og styre.
Men nu er Du vor, vi Dig aldrig skal miste,
Og selv om vi lagde ej Krans paa Din Kiste,
Vi fletter en Krans til Dit levende Minde,
Og bærer det stedse i Hjertet herinde.
N. N. R.”
