Billeder fra Kullen.

I.

Höganäs! Endelig! En langsommelig Kørsel, der kunde være tilendebragt i en Fjerdedel af den Tid, der brugtes, har bragt os hertil. Man skynder sig ud af Waggonerne. En hel Skare Kuske styrter sig over én; det summer om Ørene med Kullagaard, Kullaberg, Mølle, Korfitzen, Andersen, Johnson og Gud maa vide, hvilke Navne. Enhver anbefaler det Herberg, hvorfra han er udsendt, og har man ikke i Forvejen bestilt sig Logis et bestemt Sted, lader man sig tilsidst slæbe bort af den, som har det bedste Tag i ens Tøj, eller har kapret ens Kuffert. Efter en god Times Kørsel med temmelig rappe, men udslidte Heste, er man i Mølle, et lille Fiskerleje ved Foden af Kullen. - Smaa røde, blaa, brune og graa, grønne og gule Huse, nogle byggede amfitheatralsk op ad Bjerget, malerisk grupperede med Træer og Smaahaver ind imellem, en Legetøjsæske stillet op: det er Mølle.

Og foran det hele Havet, det store, dejlige Vand, hvor Solen gaar ned ude i Horizonten, som en skinnende, guldgul Kugle, og kaster paa Vandet lange Strimer af springende, glitrende, funklende, bestandig glidende Facetter. - Eller efter Regn, naar Skyerne brydes og Solen titter frem imellem dem, bleghvid, og det hele ser ud, som var det et eneste straalende Sølvhav, blankt og tindrende i glinsende Bølgelinjer som skinnende Sølvmoiré - en Øjenslyst til alle Tider!

Jeg opslog min Residens i Mølle hos en Kaptajn. Siden fik jeg at vide, at alle Mennesker dér er Kaptajner - Mændene da, forstaar sig - paa enkelte Undtagelser nær, som ernærer sig ved Fiskeri. Konerne - Konerne, ja, de venter, venter hele Aaret rundt paa den Maaned, da Manden, Husherren, kommer hjem. Man ser det paa dem, disse Kvinder, hvem den evige Venten, den evindelige Ængstelse for Mandens Skæbne der ude i det fremmede giver noget mygt, forpint, eller rettere fortrykt. Næsten legemligt indskrumpne ser de ud; gamle før Tiden, som de sidder der tilbage i det lille, indestængte Leje, hvortil der kun om Sommeren kommer Pust fra den store Verden udenfor. I stille Længsel kredser deres Tanker stadig om ham derude paa Søen, og de opdrager deres Børn i en eneste stor Kærlighed til „Far”.

Og Far kommer, en Maaned eller maaské to; saa bliver der „roligt” i Huset. Far, den elskede, beundrede Far, hvis Portræt hænger i stort over Sofaen, altid med friske Blomster eller duftende Gran omkring; og de hænger over ham, Hustru og Børn, den hele lange Dag, for Far kan fortælle, mens Øjnene lyser og Glæden høres i Stemmen. Alle de til Hverdags saa tavse og indeklemte Mennesker, alle kan de tale nu, alle har de mange Ord.

Saa kan det vel hænde en og anden Gang, at Far blir derude paa Søen. Jeg saa en saadan stakkels Kone, hvem man bragte det sørgelige Bud, at nu var hun Enke. Manden var gaaet under med en Baad i en forrygende Storm. Hun stod udenfor sit Hus nede ved Stranden, gammel, bleg og udslidt, skønt hun ikke var over de fyrre. Hun saa paa den, der bragte hende Budskabet, det var, lige som hun ikke forstod. Jeg ventede, at hun skulde græde, men Taarer kom der ikke; saa skreg hun lige paa en Gang, et hvinende Skrig, som et Menneske, der pludselig er bleven gal. Jeg saa mig forskrækket om. Lige ret op, som hun stod, var hun falden ned foran mine Fødder. Mændene bar den ulykkelige Kone ind i Huset.

Man tro ikke at Kvinderne her ovre ligger paa den lade Side. Tvertimod! De bidrager paa deres Maade, hvad de kan, til Husets Velstand. Om Sommeren lejer de Stadsstuerne ud til Fremmede, mens de selv og Børnene kryber sammen i smaa Humre. Propre og nydelige, om end lidt lave til Loft, er de Værelser, der bydes Gæsterne. Man mærker over alt, hvorledes der, selv hvor Forholdene er smaa og Midlerne knappe, fredes og hæges og pyntes og arbejdes for at gøre Hjemmene til det lyseste og bedste, man kender. Sengetøjet udstyres med udsyede Mellemværk og Blonder, hvidt og skinnende er det altsammen; hæklede Tæpper paa Bordene og haandsyede Betræk paa Stolene. Næsten utrolig behændigt, rent ud kunstfærdigt lavede Ting, kan man træffe her. Jeg saa saaledes et Steds et lille Skib, en Tremaster „en miniature”, lavet inden i en Flaske. Selvfølgeligt kunde ikke Flasken være dannet uden om Skibet, altsaa maatte det hele forfærdiges inden i Flasken, igennem Halsen sættes sammen af hundreder Smaadele ved Hjælp af Tænger og - en grænseløs Taalmodighed. Adspredelser gives her jo ikke noget af, og saa ofrer de hele deres Opfindsomhed paa at smykke det kære Hjem, dog ikke med Ting, der koster Penge. Den Vare har man ikke synderligt af her ovre, og den Fortjeneste, som i Sommeren indkasseres, har man god Brug for her, hvor alt Arbejde betales lavt. Tjenestepigernes Løn f. Eks., er ca. 60 Kr. om Aaret. Men det er meget vanskeligt i det hele taget at faa Tjenestepiger; en Del gaar til Danmark, og Størsteparten til Amerika. En Mand fortalte mig, at der snart ikke mere var en ung Pige der paa Egnen at opdrive, men sligt er vel nok overdrevent.

Hvad der bidrager meget til Sammenholdet i Hjemmet, er, at der ingen Lejlighed gives til Drikkeri. Det er nemlig forbudt at udskænke Brændevin eller spiritusholdigt Øl. Den Mand, der har udstedt det fornuftige Forbud, er Ejeren af hele Herligheden, af Mølle, Kullen, Arildsleje og meget mer, Indbyggernes Forsyn, ham de ser op til som til en Gud, og som ogsaa har Ord for at være god imod dem, om de ikke kan betale deres Afgift: Baron Gyldenstjerna. -

Ingen ejer nemlig Hus eller Gaard her. Man lejer det kun, og man maa bede om Baronens Tilladelse, om man vil bygge. Alt er hans. Ser man en Drift fede Køer eller en Flok prægtige Heste, eller store Marker eller et Herresæde med en smuk Park, eller store Skove eller Masser Faar, eller en elegant Ekvipage, eller hvad saa siden éns Øje falder paa, og man spørger, hvem det tilhører, faar man ufravigeligt til Svar: Baron Gyldenstjerna.

Jeg kom til at tænke paa Manden, der kom til Holland og ikke forstod Sproget. Hvad han spurgte om, fik han til Svar: „Kann nit verstann.” „Ih Du gode Gud,” udbrød han tilsidst, „den Kannitverstan maa da være en forfærdelig mægtig Mand, siden alting tilhører ham!”