« Tilbage til søgeresultaterne
Foretagsomme Kvinder i Finland
Per Brahe sagde om Finnerne, at de dovnede i Kakkelovnskrogen, naar de var hjemme, men hændte det, at en af dem kom udenlands, saa arbejdede han mere end tre andre.
Generalguvernøren vil fra sin Himmel have været Vidne til, hvorledes Kakkelovnskrogene - navnlig i det sidste Aarhundrede - efterhaanden tømmes; langsomt gaar det; Nutidens Finne har ingen Hast; det har, som bekendt, aldrig den, der tror. Det er heller ikke længere udenvælts Kræfterne lægges. Livet i Finland er præget af megen Foretagsomhed; der skrydes blot ikke med den, men den er der.
Straks paa Færden til det fjerne, skønne Land, som Danske sympatiserer saa meget med, men egentlig kender saa lidt til, mødes man af finsk Initiativ og Forretningssans. De smukke hvide velindrettede Skibe, der ejes af det Finska Ångfartygs A/B og anløber København, naar de hvert Aar i Sæsonen fører en stadig voksende Turiststrøm fra England til Finland, er et af mange Beviser for, „at Arbejdsmodet og Arbejdsevnen i hvert Fald ikke har lidt Skibbrud i Finland.
Er nu „främlingen” Kvindesagskvinde, saa spejder hun naturligvis i Kvindernes Rækker efter Tegn paa den sejge Spændstighed, den lidt tunge redelige Trods, ved Hjælp af hvilken Finland arbejder sig frem mod Strømmen. Følgende Artikel fra en Finlandsrejse er en lille Høst, som var blevet mere omfattende, hvis ikke Verdenskrigen havde grebet forstyrrende ind i alle Planer og navnlig Rejseplaner; den vil i hvert Fald være stor nok til at dokumentere, at der ogsaa er finske Kvinder, der har forladt Kakkelovnskrogen, og hver fra sin Plads skaber Respekt for Kvinders Ydeevne i den bevidste eller ubevidste Kamp for det Lands Bevarelse, der for dem er et „gull-land".
Et Blad.
Naar man holder af noget, er det for de fleste Mennesker en naturlig Ting at vise dette. Paa „Naisten Äänis” Redaktionskontor i Helsingfors er der Hundreder af Beviser for, at det Kvindeblad, der her har til Huse, ledes af kærlige Hænder og Tanker, der ikke alene med Held arbejder for at fastholde og styrke dets forretningsmæssige Stilling, men som ogsaa stræber at skabe det en Ramme, som hylder den Idé, i hvis Tjeneste det staar.
Paa Væggene i de tre store Redaktør- og Medarbejderværelser ser man Billeder fra hele Verden af Kvindesagens „Navne”, og særlig er Nordens Kvindebevægelse stærkt repræsenteret. Paa den danske Væg begynder man med Mathilde Fibiger og føres næsten hele Rækken igennem lige op til vore Dage, der bl. a. er repræsenteret af Julie Arenholt og Gyrithe Lemche. Norge og Sverige er fyldigt repræsenterede, hver paa sin Væg og lige overfor den finske Væg, der helt beherskes af Mathilda Wredes ejendommelige og sjælfulde Ansigt. Og det er ikke alene i Væggens Billeder,
blandt hvilke ogsaa findes ypperlige Arbejder af Kvinde-Kunstnere, at Kvindesagen hyldes: Kvinde-Arkitekter har givet Tegninger til de smukke, hyggelige Møbler, Kvinde-Snedkere har udført dem, - Kvinde-Forfattere er stærkt repræsenterede i Reolerne, - og - sidst men ikke mindst
- hele det store, moderne Bygningskompleks, hvori dette finske Kvindeblad residerer, ejes og administreres af en Kvinde.
Og i dette Kvindesagstempel lever og aander Bladets Redaktør, Ejer og Udgiver, Dr. phil. Maikki Friberg, som fornylig ved det nordiske Møde og saa ofte før var dansk Kvindesags velkomne Gæst. Doktoren overtog Bladet for en Aarrække tilbage, og dets den Gang beskedne Abonnent-Antal er nu rejst til ca. 5000; det er ikke obligatorisk Medlemsblad for noget Forbund og udkommer nu hver Uge i Modsætning til tidligere 2 Gange om Maaneden, Det koster 4 Mark (ca. 3 Kr.) om Aaret - skrives paa finsk - er meget rundhaandet illustreret - har en ret stor Annonce-Kundekreds og er idet hele taget et Foretagende, der , kræver sin „Mand” ved Roret, noget det altsaa har faaet i en energisk Kvindes Skikkelse. Sammen med det paa Svensk skrevne „Nutid”, der redigeres af saa betryggende Navne som Dr. Jenny af Forselles, Dagmar Neovius og Helena Westermarck, er „Naisten Ääni” Talerør for finsk Kvindebevægelse.
En Klinik.
En driftig, men ubemidlet Sygeplejerske drev i nogle Aar i Helsingfors en mindre Klinik for Fødende. En af de mange tilfredse Patienter spurgte hende en Dag, om hun ikke tænkte paa at udvide. Spørgsmaalet var rejst, og den vakte Handletrang tav ikke, før Pengene ogsaa var rejst, og der en skønne Dag stod et helt lille Palads færdig og modtog et betydeligt Antal Patienter. Det er værd at lægge Mærke til, at store Midler her af en enkelt Mand er gjort fuldstændig afhængige af en enkelt Kvindes Administrationsevne og af den alene. Størrelsen af den Lejesum, der aarlig skal præsteres ca. 25,000 Mk., giver en et Vink om, hvilke Evner og hvilket Arbejde, der kræves for at holde en saadan Bedrift i Gang.
Maria Rytkönens Klinik er et dristigt og et smukt Foretagende. Selve Bygningen er til de mindste Enkeltheder gennemltænkt af Forstanderinden. Ethvert nok saa tænkeligt lille Krav til Hygiejne og Komfort er efterkommet saa vel i de store, lyse Operationsstuer som i Korridorer, Sygeværelser og andre Lokaler. Dertil kommer en kunstnerisk Udsmykning med Statuer og Blomster, der gør Bygningen til et harmonisk Hele, der virker som en stor Kompliment til den Kvinde, der staar bagved og ikke er veget tilbage for et Arbejde som dette. – En Privatklinik som „Ensi” i Helsingfors venter København endnu paa.
En Pension.
Ondskabsfulde Tunge siger, at naar man i danske større Byer endnu ikke har taget den i Udlandet saa benyttede Familie-Pension i Brug, saa er det, fordi Familiens Overhoved „kun kan spise den Sovs, Petra selv laver.” Da her ingen Efterspørgsel er, saa er det vel ogsaa Grunden til. at man ikke i hele det store Kongens København kan finde en Pension, der drives efter det Mønster, som Pension „Comfort” i det meget mindre Helsingfors.
Den lille Frue, som styrer dette imponerende Etablissement, og som for faa Aar siden forlod en af de finske Provinsbyer med en lille Datter i hver Haand og 5 Mark i Lommen, men ellers ensom og forladt, har en Bane bag sig, som mangen Mand maa misunde hende.
- Hun begyndte smaat med et Par Værelser i en Sidegade, - udvidede forsigtigt, indtil hun for et Par Aar siden en Dag stod hos en af Finlands mange Arkitekter (der er vist lige saa mange som der er Søer) med en Plan til et Hus, som hun vilde leje, hvis det blev bygget. I elleve fremmede Lande havde Fru Söderström „studeret” Pensionsforhold, inden hun bestemte sig til sin Plan. Hun rejste uden at kunne andet Sprog end finsk og lidt svensk! Det var „litet tråkigt,” sagde hun, men hun naaede, det hun vilde.
Den store 4-Etages Bygning ligger nu paa en af Helsingfors’ Hovedgader, Den rummer 100 Værelser, deraf flere sammenhængende til en hel Lejlighed. En af de Ting, „Bygfruen” insisterede paa i sin Plan, var et Badeværelse og et Toiletrum til hvert eneste Værelse, og varmt og koldt Vand i hvert eneste Værelse. Det øvrige staar i Forhold hertil; ingen, Luksus nogen Steder, men Hygge og Komfort forenet med praktisk Kvinde-Sans træffes overalt. Hvert Stykke Tapet, hver Støveklud, hver nok saa lille Ting af de tusinder, der skal til i en Forretning som denne, er valgt af „Direktøren” selv. Det Hele minder om det engelske Ordsprog: „Naar en Ting overhovedet er værd at gøre, er den værd at gøre godt.”
Priserne! De er rimelige. De billigste møblerede Enkeltværelser med Lys, Varme, Kost og Betjening koster 90 Kr. om Maaneden; Familier faar Moderation.
Ligesom der har været Held ved de 5 Mk. i Lommen, saaledes har der været Glæde ved de to Smaapiger, der nu er saa store, at den ene uddanner sig i Faget i Udlandet for senere at vie sig til den kosmopolitiske Side af Forretningen i Helsingsfors; den anden skal bestyre et „Anneks”, som allerede haardt tiltrænges.
Det næste, den energiske Doktor Friberg præsenterer mig for paa vor Søndageftermiddagstur, er en meget Velbesøgt Kafé „Star”, der er startet og ledes af fire Kvinder. Jeg beundrer en „Sodafountain” til 18,000 Kr., der er indført fra Amerika, som dominerer fra sin Plads midt i Rummet, og som fra store, hvide Marmorbeholdere gennem straalende blanke Nikkelhaner leverer enhver tænkelig Læskedrik, der af en Hær af unge kappepyntede Piger bringes til Gæsterne ved de smaa fikse Borde.
Vort sidste Besøg gælder en af Helsingfors’ Kvinde-Grundejere, der med lige saa stor Ro som Kyndighed udtaler sig om indviklede Ejendomsforhold, Omsætning af Penge og Konjunkturerne, som de var før Krigen, og som de er nu.
Jeg maa skele hen til - - - Kakkelovnskrogen. Tiden er gaaet fremad siden Per Brahe levede, og Kvinderne er begyndt at slaa Følge - i Finland som andet Steds.
