Kunde man vel forlange mere for 30 Kr. om Maaneden med Kost og det hele?

Han fik fat i den røde Røverhat, tændte sin Cigar og gik ud for at se paa Naturen.

Udenfor paa Bakken sad den gamle Fisker paa Kølen af en Baad og satte Madding paa Fiskergarnet.

„Naa, I har vel godt med Fiskeriet herude, kan jeg tænke?”

„Aa ja, det gaar vel an. Undertiden er det bedre, til andre Tider værre.”

„Men med det store Garn der maa I da fange en hel Hoben Fisk?”

„Ja, saamænd”.

„Skal jeg hjælpe Jer, saa skal I faa at se?”

„Tak, enhver Mand hjælper sig selv.”

Det forstaar sig; men jeg kunde godt lide at lære det. Jeg har fanget mange Fisk i mine Dage, for Resten. Vældige store - baade Aal og Gedder, De forstaar. - Hvordan er det, De har jo en Datter; er hun Deres eneste Barn?”

„Ja, jeg har to døde.” Den gamle sukkede.

„Hvor er hun nu?”

„Hun er nede paa Engbakken og malker Koen.”

„Naa, De har ogsaa en Ko?”

„Ja, skønt det er jo knap nok med Græsningen.”

„Og Agerbrug?”

„Nej, bare et Stykke Kartofler.”

„Jasaa. Jeg tænkte at gaa rundt om Holmen. Det er vel ikke ret langt?”

„Nej, De kan gaa den rundt paa en halv Time.”

„Saa - aa.”

Han kastede Cigaren bort, skønt den kun var halvt udrøget, stak Hænderne i Bukselommerne og gik fløjtende nedad Bakken imod Stranden til.

Blæsten havde lagt sig hen imod Aften og kun en let Brise strøg hen over Havfladen som for at kruse den, saa den funklede og gnistrede i Solskinnet - man kunde næppe se derpaa, saa ondt gjorde det i Øjnene, - og for at blæse den herlige, friske Havluft ind i Lungerne, bare man aabnede Munden aldrig saa lidt.

Han gik langs Strandkanten og fulgte en Gangsti, der slyngede sig mellem Stenene og Granerne. En Gang imellem kastede han Blikket ud over Fjorden. Her var et ypperligt Motiv: smalt Sund, høj skovklædt Kyst paa den anden Side - og der: den udstrakte, funklende aabne Fjord, mørke fjærne Horizont, en Damper, hvis Røgstriber fortonede sig i fantastiske Former, og hvide Maager med store, skinnende, krumme Vinger. Og se der: det lille Parti med den høje mosgroede Sten og Rønnebærtræets sølvgraa og grønne Blade og rødmende Klaser. Og der - og der - og der ---

det var Udsigter, vekslende i en Uendelighed.

Som han stadig gik fremad, kom han omsider til Engbakken. Idet han traadte ud fra Granskoven fik han Øje paa Pigebarnet, der sad og malkede, og han standsede i Skyggen.

„Det er, Gud døde mig, et prægtigt Maleri!” udbrød han og holdt inde med at fløjte.

Hun kunde vel være 18 - 19 Aar, rødkindet, blaaøjet, rankvoksen og fintbygget. Som hun sad der foran „Stjernen” med Strippen mellem Knæene, den stribede Kjole lidt opheftet, saa de hvide Lægge og de solbrændte bare Fødder lyste langt bort i Solskinnet, var hun virkelig nydelig. Hovedet var bøjet, og det lyse, krøllede Haar var faldet ned over Ansigtet, skyggende over Pande og Øjne.

Da hun var færdig med at malke rejste hun sig, stillede Strippen fra sig og trak Kjolen ned. I det samme traadte Alm frem i Lyset. Saa snart Stjernen fik Øje paa den høje, fremmede Skikkelse med den røde, skinnende Hat, saa vendte den sig om i en Fart, sparkede til Strippen saa den væltede og Mælken løb ud paa Jorden, og satte i strakt Karriere ned ad Stranden til.

Alm skyndte sig frem, men da den forskrækkede Pige fik Øje paa ham, rødmede hun, og uden at tage hverken Strippe eller Skammel med flygtede hun som en forskræmt Hind ind i Skoven.

Han satte straks efter hende. Afsted gik det over Stok og Sten, gennem Buske og Ranker, i Tusende Bugter, Vendinger og Drejninger. Hun var smidig og letfodet, og Alm syntes, han aldrig i sine Dage havde haft saadant et Besvær. Han løb, saa Vinden peb og hvinede ham om Ørerne; den røde Hat hang fast i en Hybenbusk og det lange, flagrende Halstørklæde, der var gaaet op, i et andet. Et Par Gange vendte hun sig om og tilkastede ham et skælmsk Blik, som kun opmuntrede ham til større Anstrængelser. Hendes Forskrækkelse syntes at være gaaet over, og nu løb hun bare for at den fine Byherre kunde faa en ordentlig Motion. Hun syntes, det var saa morsomt.

Tilsidst skød han en Genvej hen imod hende, i samme nu som hun efter utallige Vendinger vilde kile ud paa Engen igen, og han fik hende indeklemt med Ryggen mod en Sten og Brombærranker paa begge Sider. Han pustede som en Dampmaskine og kunde ikke faa et eneste Ord frem. Hun stod med nedslagne Øjne, blussende Kinder og et haanligt lille Smil omkring Munden. Haaret var gaaet op under Løbet, og den tykke, glinsende Fletning, som laa hen over Brystet, gyngede op og ned ved de hæftige Aandedræt.

Da han endelig fik Stemmen i sin Magt sagde han:

„Hvorfor blev De saa bange? Jeg vil ikke gøre Dem noget ondt.”

„Nej, det tror jeg heller ikke.”

„Hvad hedder De?”

„Grete.”

„Det var et smukt Navn. Jeg er den fremmede Herre, der skal bo hos Jer en Maaned.”

„Ja, jeg kunde tænke det.”

„Det var en pæn Maade, at gøre Deres Bekendtskab paa. De kommer vel aldrig til at lide mig efter det?”

„Vi faar vel se,” sagde hun med et Smil.

„Og Deres Mælk, som er spildt. Ve mig, ulyksalige Menneske!”

„Ja, De faar ingen Mælk i Aften.”

„Jeg har fortjent, at jeg ikke skulde have Mælk i hele mit Liv.”

„Ja, hvorfor ikke?”