« Tilbage til søgeresultaterne
NATALIE ZAHLE
Den Bog om Natalie Zahle, som man med Længsel og Spænding maatte imødese, foreligger nu. Den bestaar af 2 Dele, nemlig: 1. Mit Liv. N. Zahles efterladte Papirer ved Th. Moltke, og II. N. Zahle i sit Liv og sin Virken af Henriette Skram.
Den Del, som er skrevet af Natalie Zahle selv, handler om hendes Liv fra den tidligste Tid, hun kan huske tilbage og til det Tidspunkt, hvor hendes Skole ikke mere kan rummes i dens første Lokaler i Kronprinsensgade og derfor maa flytte til Gammelstrand Nr. 48.
Man læser Frk. Zahles Livserindringer med udelt Glæde. Der er over dem en egen Friskhed og Poesi, som virker umiddelbart fængslende. Navnlig er Barndomsminderne, der naturligvis mest bestaar i enkelte Smaatræk og Oplevelser, i høj Grad levende fremstillet. De giver ikke blot et tiltalende Tidsbillede af Livet i en Præstegaard paa Landet, men selve Skildringen af Forældrene og deres indbyrdes kærlige og harmoniske Forhold, givet som det er i korte Træk og Omrids, er mesterligt. Ikke blot fordi hun siger det selv, - for man læser det ligesaa meget imellem som i Linierne, - forstaar man, hvor uendelig dyrebare disse Minder har været for hende hele hendes Liv igennem, hun der allerede som 10-aarig blev forældreløs og hjemløs. Hendes Evne til helt at give sig hen i det, hun beskæftigede sig med, som Henriette Skram oftere fremhæver i Bogens 2den Del, kunde ikke have faaet en bedre Bekræftelse end gennem hendes Skildring af sit Barndomshjem. Ingen vil kunne læse den uden at føle, at hun har lagt hele sit rige og varme Hjerte deri. I Modsætning til den første Barndom er den følgende Tid indtil hun som 15-aarig overtog sin
Lærerindepost i Bjerre Mølle ved Horsens, ikke nogen lys og glædelig Tid, og skønt man ret klart forstaar, at hun har levet under et Tryk af Mangel paa Harmoni med sine Omgivelser, der gjorde hende indesluttet og ensom, omtales denne Tid betegnende nok ikke videre indgaaende. Det ligger vist i Menneskets Natur i Almindelighed snarest at mindes det lyse og glædelige, og der er ingen Tvivl om, at det maa have ligget i Frk. Zahles i Særdeleshed. Frk. Zahles Frejdighed og Livsmod, hendes Taknemmelighed over Livet og dets Gaver, - som jo rigtignok var store og rige, men som dog ogsaa bestod i mange og store Hindringer at overvinde, - maatte i Forbindelse med hendes faste, religiøse Overbevisning give hende et lyst Syn paa Livet.
Først under denne første Færd paa Pædagogikkens Vej, som hun kalder det, kommer hun under saadanne Forhold, at hun kan ryste Trykket af sig og begynde at udfolde sin fængslende og betydelige Personlighed, og allerede der, i Bjerre Mølle, begynder Sagaen om Frk. Zahles i Sandhed vidunderlige Bedrift.
Det er interessant at se, hvorledes hun allerede som 15-aarig føler Marskalstaven i sin Tornyster og at følge hendes allerede fra denne Tid maalbevidste Stræben, dels i Arbejdet med sig selv og sin egen Udvikling og dels i den stadige Syslen med sine vidtrækkende Fremtidsplaner. Der er ingen Tvivl om, at hun fra Begyndelsen har været klar over sit Kald. Betegnende er det saaledes, at den Skuffelse, som hendes eneste og ubesvarede Kærlighed forvoldte hende, tilsyneladende kun har været af ganske forbigaaende Betydning.
Frk. Zahle kendte derfor ingen Betænkeligheder, da hun stod ved sit foreløbige Maal, Begyndelsen af en Skole i Forbindelse med en Lærerindeuddannelse, eller som hun spøgende kaldte den: en Forhindringsanstalt af daarlige Lærerinder. Hun tabte ikke Modet under den lange Ventetid med 11/2 Elev, inden den rigtige Begyndelse kunde blive gjort, hun havde den sikre Tro, som forstod at overvinde Hindringer og at overbevise andre. Hun fortæller saaledes, da hun angaaende en Kaution henvendte sig til sin Faders Ven, L. N. Hvidt, at han spurgte: „Hvorpaa støtter De Deres Haab om, at Deres Planer vil lykkes?" Hvorpaa hun efter at have vist sine Anbefalinger tilføjede: „I Grunden ene og alene paa min store Lyst og Trang og Tro paa det, jeg har i Sinde." Svaret herpaa var: ”Ja, saa gaar jeg med."
At Lykken staar den kække bi, herom er Natalie Zahles Liv et talende Vidnesbyrd. Fra det Øjeblik, hun først rigtig havde faaet begyndt, tog Udviklingen stærkere og stærkere Fart.
Denne Udviklings Historie fra den mere end beskedne Begyndelse til det nu imponerende Omfang er interessant at følge og navnlig i Begyndelsen meget underholdende at læse om. Men det blev ikke Natalie Zahle men Henriette Skram, der kom til at give Efterverdenen denne Skildring; N. Z.s efterladte Papirer slutter, hvor den først lige skal til at begynde.
Henriette Skram begynder Bogens 2den Del med at skrive, at enhver, der har læst N. Z.s Selvbiografi, sikkert med et Suk udbryder: „Hvor er det dog tungt, at hun ikke naaede videre," og deri har hun uden Tvivl Ret; det er ens første Tanke.
Og dog, - naar man læser H. S. s Fortsættelse, saa stiller det sig lidt efter lidt for Læseren, som maaske netop denne Arbejdets Deling har været den, der var bedst egnet til at give det klareste Billede af N. Zahle og hendes Skole.
Er N. Z.s Skildring præget af Hjærtet, saa bærer H. S.s Præget af den klare Forstand. Ikke saaledes at forstaa, at ikke H. S.s hele Hjerte er med i, hvad hun skriver, - for det føler man helt igennem fra først til sidst, og mange morsomme og rørende Smaatræk, som hun fremdrager, vidner derom, - men selve Stoffets overskuelige Tilrettelægning og Udviklingens Stringente Gennemførelse, der falder H. S. saa naturlig, vilde sikkert af N. Zahles impulsive Personlighed have været følt som et Baand. Frk. Z.s stærke Trang til i Øjeblikket at give sig hen i det, der optog hende, vilde maaske have kunnet gøre en saadan Skildring, noget springende, hvad hendes Undervisning jo til Tider skal have lidt under at være. Som Bogen foreligger, har man kun Grund til at være glad over den. .
For de ældre, der har kendt Frk. Zahle fra den Tid, da hun selv ikke alene læste, men levede med Skolens Elever, maa det være meget morsomt ved Bogens Læsning at genopfriske gamle Minder, for ikke at tale om dem, der har boet i Pensionen, der i en Aarrække var knyttet til Skolen og Frk. Zahles Hjem. Af Pensionen faar man et meget tiltalende Billede, og man forstaar, at dens i Retning af Bekvemmeligheder meget mangelfulde Indretning ganske opvejedes af det muntre og indholdsrige Samliv. Hvad gjorde det, at man sammen med en anden f. Eks. havde sit Værelse i Ejendommen ved Siden af og for at komme dertil om Aftenen maatte ud paa Gaden, op paa 4de Sal og igennem Soveværelset hos den slumrende Skorstensfejerfamilie, af hvem Værelset var lejet, - der var jo til Gengæld de fornøjelige og utvungne Festligheder, det maanedlige Traktement med „Regnskabskager", naar Regnskabets Resultat havde været godt, Besøgene af Bjørnsons med deres to vilde Drenge, Chr. Ricard og mange andre af Tidens betydende Personligheder.
For de Hundreder af Skolens Elever efter 1877, - da Skolen var flyttet til Nørrevold, sin nuværende Bolig, og Forholdene medførte, at Frk. Zahle kom fjærnere og fjærnere fra den enkelte, saaledes at vistnok de færreste havde noget Indtryk af hende uden maaske som en Sfinx, - vil det være af stor Interesse at faa at vide, hvorledes hun egentlig var. Man forstaar nu, naar man læser Bogen om N. Z., at det var hende, der havde givet Skolen det personlige Præg, som man umiddelbart følte, at det var hendes Kærlighed til Skønhed og Sans for Orden og Hygge, der herskede overalt, - og at hun sad bag ved det hele og vogtede paa hver enkelt med en enestaaende Kærlighed til og Ærbødighed for Barnesindet; vi vidste jo nok, at hun vidste Besked med os alle.
Men for alle, - og navnlig for Kvinderne - er denne Bog om en stor Kvinde og hendes Livsværk af stor Interesse, - et vægtigt Indlæg for Kvindesagen. Den viser os ikke blot en varmhjærtet Kvinde, for hvem et af de første Maal var at være god. Hun skriver om Faderens sidste Ord til hende: „Bliv ved at være god!" „Fader gav mig med dette Ord ligesom Programmet for mit Livs Virksomhed." - Men Bogen viser os ogsaa en rigt begavet Kvinde med et stort Fremsyn og en enestaaende Handlekraft. En svenskamerikansk Dame har saaledes med Rette skrevet om hende: „Hon handlade medan andra pratade! En quinna som hon kan göra mer än ett helt Samfund af suffragists." - Ja, naar man læser om det Angreb, som rettedes mod hendes Skole formentlig af en saa begavet Dame som Fru Hejberg, saa ser man Svælget mellem Fortid og Nutid, og forstaar hendes Betydning for Kvindesagen.
At. denne i Virkeligheden havde hendes fulde Sympati og Forstaaelse, har tidligere i Anledning af hendes Død været fremhævet her i „Kvinden og Samfundet". Selv om hun ikke deltog i det direkte Arbejde for Kvindesagen, var hele hendes Livs Arbejde rettet mod dens Maal, og at dette stod hende selv fuldkommen klart fremgaar af forskellige Udtalelser i Bogen. Hun havde Følelsen af eget Værd, og „en bestemt Hævden af „sig selv« og »sit« som ved Siden af Beskedenhed, ja tit Ydmyghed, var saa fremtrædende hos hende«, og hun omtaler, hvorledes hun har set »det mig saa vederstyggelige »Overherre« - lige udfolde sig i sin usmagelige Fylde, og den mig ikke mindre utiltalende uværdige Kvindeunderdanigheds sløvende Indflydelse -«. Hvor meget hun end har virket for den enligtstillede Kvinde, saa staar dog Hjemmet for hende i en Glans af Barndomsminderne som Kvindens ypperste Virkefelt, hvor Arbejdet skal tages op med Alvor og grundet paa en virkelig Uddannelse, og „aldrig slap hun sit Ideal af Sigte, at der for hver ung Kvinde burde komme en Tid, hvor hun aftjente sin Værnepligt," Hjemmets Værnepligt, et Udtryk Frk. Z. skylder Fru Ploug.
Hvad der her i faa Træk har kunnet antydes, er uden Fordring paa at give en hel Forestilling om, hvad Bogen rummer. Mange Træk og Sider af Frk. Zahles Personlighed og alle Enkelthederne om Skolens Arbejde har Bogens Læser til Gode. Disse Linier har blot skullet være en Tilskyndelse til Læsning af Bogen, det er ikke ofte, at der bydes bedre og interessantere Læsning.
