Mandfolkehad.

Saa „København” har opdaget noget, der kaldes „Louise Nørlundsk Mandfolkehad”. Navnet er misvisende. Louise Nørlund har aldrig næret eller i sin Kamp for lige Ret for de to Køn prædiket eller praktiseret „Mandfolkehad” eller „Hantanteri”. Hvem har dog bundet „København” sligt paa Ærmet? End ikke de smaa opblæste Hanvæsner, der altid findes snyltende mellem den „mandige og alvorlige Politik”s Blomster, hades af Louise Nørlund. Det vilde være for megen Ære at vise denne Race.

En anden Sag er det, at Louise Nørlund just ikke er opfyldt af Beundring for den „mandige og alvorlige Politik, man” - det er Manden - „har ført” her hjemme i de senere Aar. Resultaterne af denne Politik tyder paa noget helt andet end Mandighed. Man behøver ikke at være Kvinde, langt mindre „Mandfolkehader”, for at opdage dette. Og hvad angaar den Kunst at kunne „svømme i den parlamentariske Diskussions Vande”, kan „Damerne” næppe lære ret meget af Mændene. De forskellige snart hvert Aar skiftende Partiers gensidige Udskældninger af hverandre turde i sproglig Henseende staa paa Højde med hin hollandske Frues Tale, der var saa slem, at det ansaas for passende ikke at gentage den i et for hele Forsamlingen forstaaeligt Sprog. „Kvindesagsdamerne” finder nemt „letgribelige Latterligheder” ved vor hjemlige ”mandige Politik”, men bliver dog derfor ikke „Mandfolkehadere”. Herre Gud! Vi er jo alle Mennesker - Mænd og Kvinder - og kan alle gøre mer eller mindre skadelige Dumheder.

Men ét er „Kvindesagsdamerne” sig bevidst, det nemlig: aldrig at have prædiket „Mandfolkehad”, og Louise Nørlund maa derfor meget frabede sig den Ære at udødeliggøres gennem det af „København” opfundne „Louise Nørliundske” Mandfolkehad.

At vi „tager vore Folk, hvor vi finder dem”, er selvfølgeligt. Gør ikke „mandige og alvorlige” Politikere lige saa? Og vi frygter ikke Socialdemokratiet! Ethvert Parti, der vil retfærdige og humane Reformer, kan være sikker paa vor Støtte. Vi gaar derfor med største Fornøjelse „Socialdemokratiets Ærinde”, naar vi derigennem kan hjælpe „de Samfundslag, der af Naturen tilhører Socialdemokraterne”. - det er, de stedmoderlig behandlede Samfundslag - lige som vi gerne skal gaa andre Partiers Ærinde, naar vi derigennem mener at kunne fremme hele Samfundets Lykke. At vi staa det Parti nærmest, som har vort Program paa sin Fane, er selvfølgeligt.

„Socialdemokraterne” og „Kvinderne” vil Haand i Haand føre en Kamp mod Fødselsforrettigheder og for lige Ret Mand og Mand imellem og Mand og Kvinde imellem. Vil andre Partier det samme Maal, da kan de faa os til Forbundsfæller, om de ønsker vor Hjælp, ikke som Partiernes Trælle, men som deres Ligestillede.