« Tilbage til søgeresultaterne
Fra England
For første Gang i Historien er en Regeringskommission, der udelukkende bestaar af Kvinder, ifærd med at organisere nogle af vort nationale Livs mest betydningsfulde Foreteelser.
Denne Kvindekomité kalder sig: Centralkomitéen for Kvinders Arbejde i England og Wales. (The Central Committee for England and Wales om Women’s Employment), og det betydningsfulde ved den er, at den i sin Midte tæller Lederne af saavel de politiske, som de faglige kvindelige Organisationer. Seks af Komiteens tretten Medlemmer er nøje knyttede til de arbejdende Kvinders Organisationer.
Komiteen har Lokaler i Wimborne House, en fornem Privatbolig, der nu er omdannet til en Række Kontorer. En stor Del af det paatænkte Arbejde er endnu paa Begyndelsesstadiet, men Grunden er lagt, Udvalg nedsat, og paa mindre end en Maaned har denne fortræffelige nye Institution tilfulde godtgjort sin Eksistensberettigelse ved den Kraft og Energi, hvormed den har givet sig i Kast med de forskellige Opgaver.
Der er nedsat 4 Udvalg med følgende Opgaver: 1) at undersøge Mulighederne for at uddanne Arbejdere i nye Fag og at udarbejde detaillerede Planer desangaaende. 2) at planlægge Uddannelse i Husgerning, særlig Madlavning, og i de organiserede Fag, hvor der under normale Forhold plejer at være Mangel paa Arbejdskraft. 3) at udarbejde Planer om Forarbejdelse af Nyttegenstande, som skal uddeles gratis til Folk uden Købeevne, og Forslag om at give Arbejdersker Undervisning i at reparere og sy deres egne Klæder, 4) at undersøge Pigebørns Stilling under 16 Aar, samt fremskaffe Oplysninger om de fagorganiserede Kvinders Stilling.
Centralkomitéens Hovedopgave er at udfinde og udføre Arbejdsplaner for Kvinder, som Krigen har gjort arbejdsløse. Den tilsigter ikke saa meget at afhjælpe Nøden som at afværge den. Den sanktionerer kun de Planer, som absolut ikke kan være den almindelige Handel til Skade. En af dens Opgaver er at sørge for en mere ligelig Fordeling af det kvindelige Arbejde, og i flere Tilfælde er det lykkedes den at skaffe store Bestillinger til Forretninger, som arbejdede paa indskrænket Tid.
Det er konstateret, at Arbejdsløsheden er større blandt Kvinderne end blandt Mændene, siden Krigen begyndte. Det er ikke Understøttelse, de fattige Kvinder vil have, men Arbejde og Løn, som sætter dem istand til at skaffe Livets Ophold til dem selv og dem, der, er afhængige af dem. Og Komiteen skaffer dem virkelig Arbejde. En af dens Opgaver er at undersøge og udtale sig om de forskellige Forslag til Fremskaffelse af Arbejde, der indsendes af Lokalkomitéerne, i hvilke der altid findes Repræsentanter for de kvindelige Fagforeninger. - Man søger saa vidt muligt at give de Kvinder, der har de mindste Indtægter og de største Familier, Lejlighed til at arbejde det største Antal Timer, for paa denne Maade ligeligt at fordele Hjælpen. Som et Resultat af Komitéens Virksomhed kan anføres, at 30 Forretninger i West-End er blevet genaabnede og nu forarbejder Skjorter i Stedet for som tidligere Bluser, Kjoler og Herretøj.
Komitéen tjener ogsaa som et Oplysningskontor for frivillige Arbejdere og tilbyder Vejledning og Raad til de forskellige Organisationer, der beskæftiger sig med de samme Problemer. - Den lægger alle de frivillige Arbejdere paa Sinde ikke at forarbejde Ting, som købes og sælges i Forretninger. Thi alle de ivrige Kvinder, som ved Krigens Begyndelse styrtede til for at hjælpe, bidrog, maaske uden at gøre sig det klart, til at forøge den Arbejdsløshed og Nød blandt de faglige Syersker, som de gerne vilde afhjælpe. Det var netop Erkendelsen af disse beklagelige Konsekvenser, som førte til Dannelsen af Centralkomitéen. Men der er fuldt op af Arbejde for frivillige Kræfter. De kan gøre udmærket Nytte ved at lære uerfarne, unge Piger at sy og reparere deres eget Tøj, ved at hjælpe til med Bespisning af Skolebørn, i Asyler Legestuer o. s. v. samt med at arrangere Koncerter og anden Underholdning i de fattige Kvarterer i den kommende Vinter. Dannelsen af Centralkomitéen har skabt et Præcedens for Fremtiden. Der er nu for stedse slaaet en Streg over den Opfattelse, at Kvinder ikke kan eller bør beskæftige sig med de store industrielle Spørgsmaal og Arbejdsproblemerne.
Før Komitéens Arbejde er endt, vil der uden Tvivl være skabt en Broderskabsfølelse blandt de Kvinder, som nu arbejder sammen paa at mildne Krigens Rædsler, og en fuldkommen ny Opfattelse af det sociale Arbejde vil blive et af Krigens Resultater.