« Tilbage til søgeresultaterne
Den ledige Tids rette Anvendelse
Under denne Overskrift har Hr. Andreas Boje i sidste Hæfte af ”Samfundets Krav" skrevet en Artikel i Tilslutning til et Foredrag, som Arbejdsanvisningsdirektøren, Hr. Jensen Sønderup, har holdt i „Dansk Forening for Socialpolitik."
Hr. Boje skriver, at hvis det er rigtigt, hvad Arbejdsanvisningsdirektøren har udtalt under sine Betragtninger angaaende Fremtiden, at vi efter Krigen ikke blot kommer til at anspænde alle vore Evner, men at Arbejdsmarkedet tildels vil stille andre Krav end før Krigen,, saa at mange ikke vil kunne finde Anvendelse ved netop det Arbejde, de var vant til, men derimod godt ved noget andet, ja, saa gælder det om i Tide at indrette sig med en saadan Forandring af Forholdene for Øje. Og han opkaster det Spørgsmaal: Hvad kan der i Praxis gøres herfor? Som et Skridt i den rigtige Retning anfører han, at Direktøren for Polyteknisk Læreanstalt, Professor Hannover, paa Teknologisk Institut har holdt en Række Foredrag for arbejdsløse Smede- og Maskinarbejdere, ligeledes, at Kirke og Undervisningsministeriet har udsendt en Bekendtgørelse om, at „unge Mænd over 18 Aar, der paa Grund af Arbejdsløshed eller af andre særlige Grunde maatte ønske at anvende den nu tilstundende Vinter til at gennemgaa et Kursus paa en af de godkendte Højskoler og Landbrugsskoler, kunne opnaa Tilskud hertil, nemlig 25 Kr. om Maaneden."
Vi er ganske enig med Forfatteren af denne Artikel i, at begge disse Foranstaltninger er Skridt i den rigtige Retning, men vi spørger med Undren: „Gives der ikke ogsaa arbejdsløse Kvinder i
dette Land, for hvem det kunde være af stor Vigtighed, at de i deres ufrivillige Lediggang fik Lejlighed til gennem Undervisning at dygtiggøre sig saaledes, at de kan hævde deres Plads paa Arbejdsmarkedet for det Tilfældes Skyld, at der efter Krigen, som af Arbejdsanvisningsdirektøren forudsagt, vil blive stillet andre Krav til Arbejdsyderne end dem, som tidligere er stillede.
- Ganske vist er Flertallet af vore Højskoler kun tilgængelige for Kvinderne i 3 af Sommermaanederne, medens der er indrømmet de unge Mænd 7 Vintermaaneder, men der kunde vel tænkes andre Undervisningsanstalter, hvor den unge Kvinde kunde høste Kundskaber for de 25 Kr. om Maaneden, som nu tilbydes de unge Mænd alene.
Hr. Boje har rimeligvis ogsaa haft en Følelse af, at de arbejdsløse Kvinder ikke helt burde være Stedbørn under disse vanskelige Forhold, og han har med en gavmild Haandbevægelse givet Anvisning paa vore „Kvindeorganisationer", som burde tage den Opgave op i stor Stil at vejlede ledige Fabriksarbejdersker i Madlavning og al Slags Husgerning. „Det vilde være en Velsignelse for mangfoldige bestaaende og vordende Arbejderhjem".
Hertil er straks at sige, at Dansk Kvindesamfund gennem en Række af Aar har varetaget denne Opgave gennem sine Vandrekursus i Husholdning og Skrædersyning og særlig i København udfoldet en omfattende Virksomhed for at undervise vordende Arbejderhustruer og ukyndige Hus-mødre i økonomisk og praktisk Husførelse. Det er altsaa i Virkeligheden ikke her, Skoen trykker, imen vi gentager vort Spørgsmaal: Har ikke Staten en Forpligtelse til ogsaa at udstrække sin Hjælp til de arbejdsløse Kvinder og udruste dem saaledes, at ogsaa de bliver i Stand til efter Krigen at lempe sig efter de forandrede Arbejdsforhold og gribe den Chance, som tilbyder sig?
Vil det ikke være daarlig Økonomi at spare de Penge, som en saadan Udstrækning af Hjælpen vil kræve, ved at lade den i Øjeblikket ledige kvindelige Arbejdskraft gaa til spilde?
Vi tænker her i første Række paa de mange arbejdsløse Kvinder indenfor Handel, Haandværk, Industri og Kunstvirksomhed, for hvem f. Eks. vederlagsfri Sprogundervisning maaske vilde betyde Døren op til en eller flere af de Fremtidsmuligheder, som Afslutningen af Verdenskrigen vil skabe baade herhjemme og ude.
Kvindeorganisationerne har saa vist ikke noget imod at gøre et Arbejde for de arbejdsløse Kvinder, men hvis Staten mener, som Hr. Boje, at det er dem, som bør tage Initiativet i denne Sag, saa vil de vistnok sige, som den unge Krebs i Fabelen sagde til sin Moder, da hun formanede den til at gaa forlænds: „Gaa foran, saa skal jeg følge dig!"